Den hedder “Perspectives 2008 – A Reformed CDM – including new Mechanisms for Sustainable Development”, men Jørgen Fenhann, som er en af rapportens forfattere, kalder den ganske enkelt en håndbog for klimaforhandlere.
Publikationen er udgivet af UNEP og Risø og er en samling af artikler om, hvordan man på forskellige områder kan forbedre brugen af CDM på forskellige områder og i forskellige dele af verden, sådan at værktøjet også i realiteten hjælper til en grønnere udvikling.
CDM står for Clean Development Mechanism og er et af Kyoto-protokollens redskaber til begrænsning af den globale CO2-udledning.
Ideen er at industrialiserede lande kan investere i konkrete projekter i udviklingslande, som f.eks. opstilling af vindmøller. Man beregner hvor meget mindre CO2 møllerne vil udsende i forhold til et traditionelt kulfyret værk, og det investerende land kan så få godskrevet besparelsen på sit eget CO2-regnskab.
Siden 2005 er der iværksat mere end 4.000 af denne slags projekter, og hver måned kommer 120 nye til.
Samtidig har CDM dog mødt en mængde udfordringer og har vist sig at have svagheder såsom en ulige fordeling af projekter, manglende teknologioverførsel til udviklingslandene og en grundlæggende tvivl om det faktisk bidrager til en mere bæredygtig udvikling.
Rapporten forsøger gennem 13 artikler skrevet af eksperter på forskellige områder at give ideer til, hvordan man forbedrer værktøjet. Konkret skal det gerne fungere som oplæg til de næste års klimaforhandlinger i bl.a. København, hvor man skal vedtage en afløser for Kyotoaftalen.
Læs rapporten på www.cd4cdm.org