Af Lise Fogh, freelance journalist, Guatemala By
Casa Alianza arbejder for gadebørn, forældreløse og voldsramte børn og unge mødre. Organisationen har gademedarbejdere, som hjælper børn på gaden med medicin og førstehjælp, foruden at tilbyde dem undervisning og ophold på et af organisationens børnehjem.
Men alt dette er snart fortid. De fleste af medarbejderne er allerede blevet sagt op og små 100 børn må forlade børnehjemmene og gå ud i en usikker og ukendt fremtid.
Det fortæller Claudia Rivera, der er leder af børnehjemmet Casa Alianza i Guatemala. Et børnehjem og et program, som må lukke, fordi sponsorerne har mistet penge i den finansielle krise.
“En del af vores indtægter afhænger af børsen i New York, og dér har vi tabt meget. Desuden betyder den stigende arbejdsløshed i USA, at der er færre individuelle støtter og bidrag fra virksomheder,” siger hun.
Såvel hun som børnene er modløse over, at de nu må lukke. Casa Alianza har programmer for unge med stofmisbrug, og for unge der har været udsat for seksuelt misbrug. Der er opbygget stor ekspertise, som nu mistes, fordi de fleste medarbejdere i Casa Alianza allerede er blevet sagt op.
Børns rettigheder
Casa Alianza er meget anerkendt i Guatemala og har haft politisk indflydelse i kampen for børns rettigheder ved at gøre opmærksom på aktuelle tilfælde af børnemishandling og vold mod børn.
I en konkret sag, hvor et gadebarn blev sparket ihjel af politibetjente, lykkedes det Casa Alianza – efter ni års kamp mod systemet – at få staten til at betale erstatning til drengens familie.
Den 13. marts, drengens dødsdag, er nu blevet gjort til “Kampdag mod vold mod børn”, som markeres hvert år.
Efter forbillede fra Guatemala er der oprettet tilsvarende institutioner i Honduras og Nicaragua. Casa Alianza har – indtil nu – modtaget sit økonomiske grundlag fra moderorganisationen Covenant House i USA og tilsvarende institutioner i Europa. Men denne økonomisk hjælp stopper altså nu.
“Endnu en gang ser vi, at en global krise rammer de mest udsatte hårdest”, udtaler Leonel Dubón, ansvarlig for Casa Alianzas programmer. “De vestlige lande standser hjælpen til os, før de skærer ned på deres egne sociale programmer. I dag rammer det Casa Alianza, men det kunne føre til en domino-effekt hos andre sociale institutioner”, advarer han.
Kilde: El Periódico og Casa Alianza
FAKTA:
Casa Alianza blev oprettet i 1981 for at skaffe husly for de hundredvis af børn, som blev forældreløse under Guatemalas lange og blodige borgerkrig, der begyndte i 1960’erne.
Det første børnehjem lå uden for hovedstaden og husede og bespiste ca 500 børn på daglig basis. I løbet af 1980’erne steg behovet i hovedstaden Guatemala By, efterhånden som mange familier flygtede til hovedstaden, fattige og uden ordentlige steder at bo.