Den Oscar-belønnede film “Slumdog Millionaire” bliver her anmeldt af de sande eksperter.
Harsh Mander fra ”Dil Se” projektet inviterede nemlig 30 tidligere gadebørn i Delhi med ind at se filmen for at høre deres mening. Anmeldelsen opsummerer deres indtryk og sætter samtidig filmen i rette perspektiv.
Af Harsh Mander
oversat af Helle Degn
artikel fra Folkekirkens Nødhjælps website tirsdag
Mange tusinde børn i hver eneste by i Indien er tvunget til at bo på gaderne.
Ofte flygter de fra voldelige voksne, der udnytter dem, alkoholiske fædre, onde stedmødre, blodskam, sult og andre skrækkelige overgreb.
Nogle børn er blevet efterladt, mens andre er forældreløse eller ganske enkelt blevet væk fra deres familie.
Filmen ”Slumdog Millionaire”, der kærligt hylder den ånd, som hersker blandt gadebørnene, har helt uventet fanget hele verdens opmærksomhed.
Over 200 af disse gadebørn er blevet en vigtig del af mit eget og mine unge kollegaers liv i projektet ”Dil Se”.
Vi mødte gadebørnene på fortove, under broer, på markeder, ved templer og ved lyskryds. Efter nogen tid formåede vi at overbevise dem om at forlade gadelivet og begynde et ny tilværelse hos os i et af de 4 hjem, vi har oprettet til dem i Delhi.
Jeg havde lyst til se filmen ”Slumdog Millionaire” i selskab med nogle af disse børn for at opleve den fra deres synsvinkel. Så det var sammen med 30 tidligere gadedrenge, at jeg en aften tog i biografen i det vestlige Delhi.
Børnene var renvaskede og i deres bedste tøj. De var meget spændte. Før filmen samlede jeg dem i en have uden for biografen for at forklare, hvorfor vi skulle se den.
Jeg fortalte, at en udlænding havde lavet en film om deres liv, og at vi derfor troede, de ville synes, at det var sjovt at se filmen.
Mens billederne løb over lærredet, sad børnene helt opslugt med deres popcorn og samosas. Vi havde et par rækker i biografen for os selv, og det øvrige publikum så interesseret til, mens et barn løb hen til mig og lagde hovedet på min skulder.
Nogle af børnene blev vemodige og triste over de minder, som filmen vakte. De fleste blev dog fanget af hyldesten til gadebørnenes ukuelighed og håb, selv i de sværeste tider.
Bagefter snakkede vi om filmen. Det, som børnene bedst kunne lide, var skildringen af de yngre gadebørns rapkæftede attitude, og den måde, som filmen bekræftede, at gadebørn ikke lader sig knuse af selv de grimmeste oplevelser.
Mange elskede det øjeblik i filmen, hvor et barn firer et andet barn ned fra taget på et kørende tog i et reb for at stjæle mad gennem et kupevindue.
En anden holdt mest af det provokerende svar, som et af børnene giver, da de bliver smidt af toget – ”Hvad bilder de sig ind? Det er måske deres fædre, der ejer toget?
En tredje elskede scenen, hvor politiet vil forbyde børnenes cricket-spil og må løbe efter dem.
En fjerde huskede med et grin, hvordan en dreng, skønt han var fanget af ”tigger-mafiaen”, nægtede at synge uden at den farlige mafialeder gav ham 50 rupees.
Sekvensen med toget mindede mig om en samtale, jeg engang havde med en gruppe gadedrenge fra Hanuman Mandir i Delhi.
De fortalte, at de engang besluttede sig for at tage på ferie til Handwar og hoppede på toget uden billetter og formåede at snyde billetsælgeren.
En sagde, at han havde et digt, der beskrev deres situation. Det lød sådan her; ”Aana free! Jana free! Pakde gaye to khana free!” (Vi rejser ud uden at betale! Vi rejser hjem uden at betale! Hvis vi bliver fanget, får vi mad uden at betale!)
Jeg syntes selv, at dét, der fungerede bedst, var filmens evne til at indfange denne ukuelige ånd, der hersker blandt disse børn.
Det er dette livsmod, der gør gadebørnene så enestående, når man lærer dem at kende: deres evne til at grine og lave sjov selv i de mest dystre øjeblikke, deres modstand mod at lade sig kue af selv de mest tyngende omstændigheder, deres rapkæftede attitude overfor magtfulde personer, deres mod og ukuelighed.
Der hersker ingen selvmedlidenhed blandt disse børn.
Det er børn som disse, der beslutsomt rejser hjemmefra, hvis de oplever vold og uretfærdighed, også selv om de kun er purke på 6 eller 8 år. De vælger i stedet at leve på gaden på egen hånd.
De overlever gadens vold og brutale krav med grin, kammeratskab og hurtige fødder som våben.
Selv om filmens portrætter ikke er biografisk korrekte og dens sociale og politiske analyse ikke stemmer overens med virkeligheden, er den helt sandfærdig, når det gælder genskabelsen af den ånd, som hersker blandt gadebørnene.
Mange af børnene lagde også mærke til en morale i filmen. De bifaldt, at hovedpersonen, Jamaal, vandt i TV-spillet uden at snyde og uden at lade den arrogante vært bryde hans selvtillid ned.
De værdsatte filmens små øjeblikke af godhed, som andre i publikum måske ikke opfattede: det amerikanske par, der redder et gadebarn fra at få flere tæsk af en chauffør, og drengen, der giver ”den amerikanske rupee seddel”, som han har fået af det udenlandske par, til sin blinde kammerat, der tigger i undergrundsbanen.
Flere af gadebørnene forsvarede den ældre bror, selv om han bliver en del af det kriminelle miljø. De kunne identificere sig med ham, da mange selv havde gjort sig erfaringer med livet på den forkerte side af loven.
De sagde, at selv om den ældre bror blev kriminel, valgte han at sætte sit liv på spil og til sidst dø for at hjælpe sin bror. Derfor var der stadig noget godhed i broderen og ikke kun i Jamaal, som troligt holdt sig på den rigtige side af loven.
Modsat kunne ingen identificere sig med den stereotype fremstilling af “tigger-mafiaen”, der mere virker som en forestilling i middelklassen end en skildring af virkeligheden.
———
Fotografen Sumit Dayal tog med nogle af de tidligere gadebørn ud for at fotografere deres gamle tilholdssteder.
Kun et ud af 10 gadebørn lever alene af de penge, som de får ved at tigge, og blandt disse er kun ét ud af flere hundrede en del af organiserede ”tigger-mafiaer”.
Vores erfaring siger, at det oftest er de små børn, der tigger, enten fordi de ikke har nogen forældre, eller fordi forældrene er ekstremt fattige eller misbrugere og derfor ikke kan sørge for mad til dem.
Børnene er hver dag nødt til selv at finde deres egen mad. Andre sendes ud at tigge af deres hjemløse mødre eller handikappede forældre, som lever i desperat fattigdom.
Typisk hader børnene den ydmygelse, der er forbundet med at tigge. Når de bliver ældre, foretrækker mange at tjene til føden ved at samle skrald og finde ting, der kan genbruges. Man kan se dem lede i de store skraldebunker med store plasticsække over skuldrene.
Andre samler plasticflasker i togene, der kan genbruges, mens nogle sælger diverse ting og sager ved lyskrydsene. Andre igen tjener penge ved at bære lys ved bryllupsoptog eller ved f.eks. at servere på spisesteder langt vejene.
Efterhånden som gadebørnene bliver ældre, er der mange, der bliver småkriminelle, men livet som kriminel er langt fra så glamourøst, som filmen giver udtryk for.
Det handler i virkeligheden om gement lommetyveri, om at stjæle bagage fra togperroner, indbrud, gadeprostitution, der involverer både piger og drenge, knivstikkeri – og at overleve seksuel misbrug af ældre mænd, knivoverfald, regulære tæsk af politiet både på gaden og politistationen.
Mange børn bruger mange år af livet på at undgå at blive fanget og slippe væk, når de en gang imellem bliver fanget.
Typisk bliver børnene placeret i ungdomsfængsler eller fængsler, hvor de andre fanger er voksne. Her er børnene helt ubeskyttede, og mange begynder at tage stoffer, som ødelægger deres unge kroppe yderligere.
Deres konstitution er allerede skadet af dårlig ernæring. Denne del af virkeligheden fortæller filmen os ikke om.
Min kritik af filmen går ikke på dens skildring af slummens fattigdom og gadelivet i Indien. Disse historier fortjener at blive fortalt og genfortalt.
I stedet går min kritik på, at filmen ikke går i dybden med erfaringerne om at overleve på gaden, og hvad, der gør, at børn og ældre bliver tvunget til at leve i fattigdom og desperation.
Den mest brugbare observation, som børnene gjorde, var, at Jamaal ikke kunne overvinde sin livssituation ved at vinde TV-spillet. Det sker ikke i det virkelige liv. I stedet var børnenes konklusion, at han ændrede sin tilværelse, fordi han fandt kærligheden.
I filmen var det kærligheden til den pige, Jamaal tilfældigt havde mødt som barn. I virkeligheden kunne det være kærligheden til et familiemedlem, en mentor, en ven – hvem som helst, der bekymrer sig om ens fremtid.
Det er alene kærlighed, der kan få børnene væk fra gaden. Alene kærlighed, der kan redde dem fra stoffer og kriminalitet og hjælpe dem til et godt og ærligt liv.
Ingen andre, jeg kender, tog denne lærdom fra filmen ”Slumdog Millionaire” med sig hjem. Fordi filmen gav mine børn denne lærdom, er jeg glad for at filmen blev lavet og vandt hele verdens bevågenhed.
——–
Gadebørnsprojektet ”Dil Se” bliver ledet af Harsh Mander og hans hold af frivillige i Delhi og Andhra Pradesh
Man kan læse mere om Dil Se på
http://www.noedhjaelp.dk/sider_paa_hjemmesiden/her_arbejder_vi/asien/indien/laes_mere/de_virkelige_helte_fra_slummen
gå ned i bunden af artiklen og download omtalen
