Hun Sen vil begrænse opgøret med Khmer Rouge

Redaktionen

Indtil forleden havde ingen Khmer Rouge Official nogensinde taget ansvar for de forbrydelser, der blev begået, mens de havde magten i Cambodia i midten af 1970’erne.

Nu er fem af de tidligere ledere stillet for den internationale krigsforbryderdomstol, og tirsdag indrømmede Kaing Guek Eav, bedre kendt som Duch, sit ansvar for de mere end 14.000 menneskeliv, der gik til i det tortur- og forhørscenter, som han ledede i Phnomh Penh.

Han accepterede ansvaret og undskyldte sine forbrydelser, skriver flere medier i dag.

Duch er anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og de kommende uger og måneder vil endnu fire tidligere Khmer Rouge folk komme for retten.

Står det til Cambodias premierminister,Hun Sen, bliver disse fem dog både de første og sidste deltagere i retsopgøret efter folkedrabet. Hun Sen frygter, at yderligere opgør vil sende landet tilbage i borgerkrig.

“I would prefer to see this tribunal fail instead of seeing war return to my country,” sagde han ifølge Al Jazeera.

Hun Sen, som har siddet på posten siden 1985, er selv tidligere Khmer Rouge kommandør, men siger selv, at han tidligt flygtede til Vietnam og ingen rolle spillede i regimets drab på en tredjedel af landets daværende befolkning.

Menneskeretsgrupper mistænker dog, at hans modvillighed mod retsopgøret stammer fra hans egen fortid og i det faktum, at mange medlemmer af den nuværende regering og administration har en fortid i Khmer Rouge.