Af Eva Rasmussen
23. og 24. april fortsætter de mellemamerikanske lande forhandlingerne med EU repræsentanter om en associeringsaftale. Nicaragua møder osse op. Til overraskelse for nogle, til glæde for andre.
For en uge siden forlod Nicaragua forhandlingerne i Honduras hovedstad Tegucigalpa. For at fortsætte betinger den sandinistiske regering sig, at EU opretter en fond på 60 millioner euro, der skal udglatte den økonomiske asymmetri mellem unionen og Mellemamerika.
Det krav opretholdes, men landets viceudenrigsminister Manuel Coronel Krauts siger til dagbladet La Prensa, at Nicaragua med glæde møder op til forhandligerne, der foregår i Bruxelles.
Den nicaraguanske arbejdsgiverforening COSEP, har vedvarende krævet, at regeringen genoptog forhandlingerne, men den anklager samtidig EU for manglende fleksibilitet, specielt med hensyn til importen af sukker og kød.
En repræsentant for arbejdsgiverforeningen siger til dagbladet La Prensa: ”Vi blev i første omgang noget forskrækkede over, at Nicaragua forlod forhandlingerne i Tegucigalpa, men det tjente nok til at anskueliggøre, at det hele ikke er så nemt. Nicaraguas forhandlere har handlet beslutsomt og lagt problemerne på bordet.”
Associeringsaftalen har tre ben: Samhandel, udviklingsbistand og politisk dialog.
Samhandelen mellem EU og Mellemamerika er på godt 6000 millioner dollar om året, men i følge Sekretariatet for Økonmiske Integration i Mellemamerika, SICA, er det kun godt 2.510 millioner, der eksporteres fra Mellemamerika til Europa. Resten går den anden vej.