Den danske miljøorganisation Nepenthes har modtaget ”WWF Award for Conservation Merit 2009”.
Prisen blev overrakt af WWFs præsident Emeka Anyaoku i forbindelse med Verdensnaturfondens internationale konference, der i år holdes i København.
”WWF Award for Conservation Merit” gives i anerkendelse af årelangt engagement i lokalt og folkelig forankret naturbevarelse.
Nepenthes, der sidste år kunne fejre 25 års jubilæum, modtog prisen på baggrund af foreningens arbejde for bevaring og fremme af bæredygtig anvendelse af verdens skove, særligt de truede regnskove i Mellemamerika. Derudover for arbejdet med fremme af bæredygtig skovdrift i Danmark.
Kristian Jørgensen, formand for Nepenthes, siger: – Jeg er på Nepenthes vegne utrolig glad for denne anerkendelse af vores arbejde. Det understreger klart vigtigheden af vores virke, når en god samarbejdspartner som WWF værdsætter vores resultater.
Han fortsætter: – Prisen er et skulderklap til foreningens frivillige og ansatte, der i årenes løb har lagt en kæmpe indsats i arbejdet for verdens skove.
Nepenthes er blandt danskerne mest kendt for sin regnskovskampagne, hvor danskerne kan donere til foreningens opkøb af regnskov. Endvidere laver Nepenthes udviklingsarbejde i Mellemamerika med fokus på bæredygtig skovforvaltning, økoturisme og oprindelige folks rettigheder.
I Danmark fungerer foreningen som vagthund for både de danske og verdens øvrige skove og er bidragyder til den folkelige naturdebat.
Yderligere oplysninger hos Kristian Jørgensen på mobil 51 25 23 19 og e-mail [email protected] – web: www.nepenthes.dk
DE ANDRE PRISVINDERE
Vinderne af WWFs årlige prisuddeling for naturbevarelse talte også:
Ole Hamann, Professor Emeritus, København Universitet
Ole Hamann modtog sin pris på grund af hans arbejde i sin tid som direktør for Københavns Universitets Botaniske Have. Han har været med til at styrke havens nationale og internationale rolle samt stedets arbejde for at bevare sjældne og truede planter.
Ole Hamann har desuden gennemført vigtig og indflydelsesrig forskning på Galápagos Øerne. Resultaterne har bidraget til arbejdet med at bevare øernes økosystemer og har samtidig været med til at sikre en bæredygtig lokal udvikling.
Finn Lynge, Narsaq, Grønland
Finn Lynge har i mange år arbejdet for at bygge bro mellem det traditionelle skel, der ofte er imellem indfødte folks jagtinteresser og miljøorganisationer. Prisen anerkender den rolle, han har spillet for at ændre begge parters perspektiver og opfattelser.
Finn Lynge er kendt og respekteret for sine synspunkter og arbejde i hele Arktis. Han har en lang karriere som præst, socialarbejder, leder af Grønlands Radio, politiker, ngo-aktivist, forfatter og aktiv kommentator.
Ida Nicolaisen, Danmark
Den anerkendte antropolog, Ida Nicolaisen, modtog prisen for sit arbejde med indfødte folk, primært i Vestafrika og på Borneo. Ida Nicolaisens forskning har givet en vigtig indsigt i de trusler, som indfødte folk står over for, både i forhold til menneskerettigheder og de økosystemer, som de er afhængige af.
Hendes forskning har været et vigtigt indspark i debatten omkring indfødte befolkningsgrupper og miljøspørgsmål, både i Danmark og internationalt. Ida Nicolaisen har siddet i WWF Verdensnaturfondens bestyrelse fra 1986 til 2004.
Det Europæiske Miljøagentur
Admin. direktør Jacqueline McGlade modtog prisen på vegne af Det Europæiske Miljøagentur. Prisen anerkender agenturet for dets dataindsamling, analyser og politiske arbejde for miljø og bæredygtig udvikling.
Det Europæiske Miljøagentur spiller en vigtig rolle i at sikre, at beslutningstagerne og befolkningen er informeret omkring miljøspørgsmål. Agenturet har løbende produceret dybdegående og veldokumenterede rapporter om aktuelle miljøemner.
Yderligere oplysninger hos kommunikationsmedarbejder Karoline Rahbek, WWF, tlf. 35 24 78 51 og e-mail [email protected]