En stor fotoudstilling om mayakvindernes kamp for at finde deres døde i Guatemala i Mellemamerika åbnede fredag i Esbjerg og løber helt til udgangen af januar.
Man kan se den på Phototek-Esbjerg på Hovedbiblioteket, Nørregade 19 i den vestjyske hovedstad.
”De dødes knogler er urolige om natten. De forstyrrer ens søvn, og de kalder på en i drømme, så man vandrer hvileløst i natten i søgen efter de forsvundne. Knoglerne skal hvile, for at vi andre kan leve i fred.” Andrea Amperez Ciprian, San Andrés Sajcabajá, Guatemala.
(Citat fra kataloget til fotoudstillingen Enkerne – stemmer fra Guatemala)
Portræt – og reportagebilleder udgør tilsammen rammen for fortællingen om, hvordan fortidens overgreb har trukket dybe spor i nutidens Guatemala. Styrke, savn og sorg er den gennemgående tråd i fotoudstillingen, som fotograf Mike Kollöffel har lavet.
Enkerne i Guatemala kræver deres døde tilbage, så de kan give dem en værdig begravelse og sørge. Kvinderne kræver et retsopgør med de ansvarlige bag massakrer og overgreb, som militæret begik mod civilbefolkningen under borgerkrigen.
De leder, de graver, de græder. De demonstrerer, de dokumenterer og de får uhyrlighederne frem i lyset.
Om fotografen:
Mike Kollöffel er født og opvokset i Baden–Baden i Tyskland. Siden 1978 har han boet i Danmark, hvor han er dansk gift og har 2 børn. Han arbejder som fotograf i især Latinamerika og Afrika med baggrunds- og nyhedsreportager til dagblade, magasiner og til kampagner for hjælpeorganisationer.
Desuden arbejder han som freelance fotograf for fagblade, institutioner og som still fotograf på film- og TV-produktioner.
Fotoudstillingen og udstillingskataloget er støttet af Folkekirkens Nødhjælp og Danidas Oplysningsbevilling. Udstillingen skal i 2009-2010 til ILOs hovedkontor i Geneve, til Guatemala og Arbejdermuseet i København.