Det er globalisering, når vi kan identificere og med beboerne i slummen i Mumbai
Af Poul Struve Nielsen
Slumdog Millionaire er en fantastisk film. Ellers ville den ikke trække otte Oscars. Det er en film, som ikke bare underholder. Man får også en flot fortælling om det moderne Indiens historie med i købet.
Alle, der kender til Indiens historie, økonomi, politik, de sociale forhold, filmstjernerne og cricketlandsholdet kan gætte med, når hovedpersonen Jamal Malik sidder i den varme stol i studiet i den indiske TV-udgave af ”Hvem vil være millionær”.
Men for os, der har det sådan med Indien, kræver det jo ikke meget andet af en film eller et TV-program, end at det handler om netop Indien, før vi løser billet til biografen eller sidder klæbet til skærmen.
Når ”Slumdog Millionaire bliver et kæmpe box office hit, er det selvfølgelig, fordi dramaturgien er genialt opbygget, skuespillet er i verdensklasse, fotograferingen medrivende og soundtracket en ørehænger.
At filmen så tilmed udbreder kendskabet til Indien og de sociale uligheder i verden er bare fantastisk.
Det siger også en del om globaliseringen, at Hollywood nu er modent til at hylde en film om slummen i Indien, og at det vestlige biografpublikum er i stand til at identificere sig med unge mennesker, der er vokset op i Asiens største slumkvarter ved Santa Cruz i Mumbai (Bombay).
For det er dér, Jamal kommer fra – slumkvarteret, som er det første, der møder mange turister og forretningsfolk, der rejser til Indien, fordi alle fly til Mumbai lander midt i slummen.
Det er selvfølgelig også en konsekvens af, at verden har udviklet sig, så der er lommer af fattigdom over alt, også i Vesten, og lommer af uendeligt rigdom i selv de lande, der har den laveste gennemsnitlige levestandard.
På en måde har en TV-serie som den amerikanske ”Trailer Park Boys” og dansk satire som ”Piger på prøveløsladelse” været med til at bane vejen for filmens popularitet.
Te-wallah
Lad os først tage handlingen kort: Jamal Malik er en ung te-wallah (kontorbud, som henter te) i et IT-firma i Mumbai.
Det er en realistisk status for en dreng, der er vokset op i slummen og vil frem i livet. Han er sluppet gennem nåleøjet som deltager i den indiske udgave af ”Hvem vil være millionær”.
Handlingen er bygget op omkring TV-programmet, som vi følger i studiet med flashbacks til markante oplevelser i Jamals liv og klip frem mod et politiforhør, han udsættes for som følge af deltagelsen i programmet.
Der er således fra starten tre parallelle tidslinjer, som mødes til sidst, hvor det hele går op i en højere enhed. Men det kan læserne se i biografen.
Her skal det handle om, hvilket billede af Indien, vi får, og om filmen flytter noget i den sociale bevidsthed.
Kan den føre til øget respekt for disse stigmatiserede og marginaliserede mennesker, der betragtes som urene og må finde sig i større børnedødelighed, dårligere uddannelse, elendige dårligt betalte jobs, usle boliger, dårligere helbred og kortere levetid?
Først skal vi dog lige have skitseret et par andre vigtige rolleindehavere. Jamal bliver alene med sin storebror Salim, da deres mor bliver dræbt, og de selv kun med nød og næppe redder livet under de voldsomme uroligheder i kølvandet på ødelæggelsen af moskeen i Ayodha i Uttar Pradesh i 1992.
Ledere fra det hindu-nationalistiske parti Shiv Shena (Shivas hær), som kom til magten i Mumbai, orkestrerede dengang massakrer på muslimer i slumkvartererne.
De to brødre tager pigen Latika til sig, og sammen forsøger de tre børn at overleve. Dermed lægges kimen til et klassisk trekantdrama, og i de to brødre finder vi også to modpoler og to forskellige måder at tackle problemerne på.
Jamal er den gode, som er drevet af kærligheden og troen på det gode i mennesket, især kærligheden til Latika. Broderen Salim er drevet af bevidstheden om, at verden er ond og at det er nødvendigt at bruge grovfilen for at komme frem.
Big B
Da Amitabh Bachchan – også kaldet ”Big B” og flere gange valgt som verdens mest populæreste skuespiller, fordi han er den største stjerne nogensinde i Bollywood – lander med helikopter i slummen, bliver Jamal låst inde på lokummet af Salim.
Lokummet er bygget højt med udsigt over lufthavnens landingsbaner, og den eneste måde at komme ud på er at tage springet ned i alle efterladenskaberne.
Det er første eksempel på Jamal ukuelige mod, optimisme og udholdenhed, da han tager springet og smurt ind i afføring kæmpen sig frem gennem menneskemængden og får Big B’s autograf.
Salim sælger alt for penge, især alt hvad Jamal holder af – fra den hårdt tilkæmpede autograf fra Big B til Latika. Han bliver gangster, og Latika og Jamal bliver adskilt.
Der er en pointe, som nok vil være ukendt for de fleste danske seere: Big B har faktisk udfyldt rollen som studievært i den indiske version af ”Hvem vil være millionær”. Men han er en helt, og værten i denne udgave er en skurk, som ydmyger Jamal.
Det gør politiet også. Allerede den anden scene er en voldsom torturscene, som giver et fint indblik i politiefterforskning i Sydasien, sådan som det bekræftes af både Amnesty International og såmænd den statslige indiske menneskerettighedskommission.
Det er utroligt, at filmen ikke på den baggrund har ført til fornyet debat om tortur. Forklaringen må ligge i den forråelse, der sker af os alle i kraft af de ting, vi ser i TV og biografen.
Politifolkene bruger, udover tørre tærsk, waterboarding og elektrochok også menneskelig nedgørelse og ydmygelse. Det er dem, der kalder Jamal for ”slumdog” – på dansk ville det svare til at kalde ham ”en hund fra slummen”.
Ydmygelser og realisme
I modsætning til f.eks. den amerikanske serie ”24 timer”, hvor Kiefer Sutherland gøres til en helt trods talrige grove menneskeretskrænkelser, er der her blot tale om realisme og intet heltemodigt over politifolkene, som bare gør deres job.
Og de gør det på en måde, så det bliver helt tydeligt, hvor ydmygende det er at være på bunden af det globale hierarki som fattig, forsagt, forladt, pint og udnyttet.
I filmen må begge brødre, Jamal og Salim, stå model til frygtelige ydmygelser. De bærer deres skæbne på hver sin måde, som også symboliserer to forskellige måder at klare problemerne på for Indien og for den enkelte inder.
Jamal kommer frem ved at tåle ydmygelserne og vende den anden kind til, sådan som Mohandas Gandhi har lært sine proselytter at lade sig inspirere af Kristus til at gøre.
Broderen Salim derimod kommer frem ved at svare igen på ydmygelserne efter den gammeltestamentlige devise øje for øje og tand for tand.
Som hindu-nationalisterne påberåbte dig guden Ram til at ødelægge moskeen i Ayodhya, påberåber han sig sin ret til at myrde, stjæle og ydmyge, sådan som han selv har oplevet det i slummen og især under massakren efter Ayodhia blev smadret.
I sidste ende er det selvfølgelig Jamal, der er den stærke. For størst af alt er kærligheden. Hadet har sin begrænsning.
Det har mulighederne for at udnytte filmen på godt og ondt ikke. Der er parlamentsvalg i Indien i foråret, og det regeringsbærende Kongrespartiet, som er Gandhis gamle parti, bruger filmens titelmelodi i sin valgkamp.
Oppositionen fra det hindu-nationalistiske Bharathaya Janata Party (BJP) har forsøgt at dæmonisere filmen ved at smadre et par biografer i protest mod denne anti-indiske Hollywood-propoganda, som skildrer muslimer i slummen og overser, hvordan Indien også er et land i rivende økonomisk udvikling og en supermagt.
Det fremgår dog af en scene, hvor Salim står på toppen af et højhus, der er bygget i Santa Cruz, og priser udviklingen og dét at stå midt i det hele og være del af succesen. Men han opnår det kun ved at blive gangster og indgå en pagt med Djævelen.
Slumdog fashion
Det slipper filmens børnestjerner for. De kommer rigtig nok fra slumkvarteret, men deres familier er lovet genhusning på bedre adresser af regeringen.
Hvem de har indgået en pagt med, kan man diskutere. De er lige så feterede som deltagerne i X-faktor i Danmark.
Tag bare rubrikken på TV-stationen International Business’ News’ hjemmeside: ”Slumdog kids charm at Will’s Lifestyle India Fashion Week.” Der følger en billedserie med børnene, da de indtog catwalken ved et modeshow sponseret af den største tobaksproducent i Indien.
De fleste i Indien er sikkert stolte af Oscar-regnen. Indiske film er ganske vist populære, men alligevel for specielle til at slå igennem internationalt. Så en film som denne er det nærmeste, Indien kommer en triumf Hollywood, og inderne elsker international anerkendelse.
Mest omtale fik det, at filmen tog en Oscar for bedste filmmusik, for komponisten er inder. De fleste i Indien tager det stille og roligt, at der er fokus på netop slumkvarterne. Det er jo sådan, de fleste indere lever.
Respekt
Værre er det med misforståelserne og overdrivelserne. Tag f.eks. B.T.s hjemmeside, som bragte en billedserie med ”Virkeligheden Slumdog Millionaire”.
Den viste fejringen af Holi, en hindu festival, som er meget fotogen, fordi ritualet går ud på at feste og sprøjte maling og farvepulver på hinanden. Men det er overset, at Jamal og Salim er muslimske navne. Og muslimerne, som er hovedpersoner i Slumdog Millionaire, fejrer ikke Holy.
Desuden er der pludselig billeder af tydeligvis velnærede middelklassefolk fra Bangalore, men det bliver fremstillet, som om hele Indien er et stort slumkvarter, og det er da en fornærmelse, som udtrykker en mangel på respekt.
Så er filmen igen bedre, fordi den trods sin barske realisme hylder håbet og kærligheden og på den måde er opløftende, selv om det er alvorlige temaer, der kommer under behandling.
Jeg synes, filmen flytter noget. Den giver respekt og værdighed til de mennesker, den skildrer.
Vi kan faktisk identificere os med beboerne i slummen, når vi ser filmen. Det er skam rigtige mennesker, skabt i Guds billede som du og jeg, der bor for enden af fly-vingerne på landingsbanen, når vi kører ind til terminalen efter at være landet i Mumbai.
Poul Struve Nielsen er journalist og har boet i Indien som korrespondent.
