MS: Skuffende klimamøde i Polen – det bliver op ad bakke det næste år mod København

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fremskridtene på klima-konferencen COP 14 i Poznan i Polen (1.12-12.12) var begrænsede. Det bliver op ad bakke at få en global klimaaftale i hus i København om et år, konkluderer Mellemfolkeligt Samvirke mandag på sit website

Trods de manglende resultater på COP 14 i Polen afspejlede mødet, hvordan forholdet mellem verdens rige og fattige lande er ved at ændre sig. Hvor EU hidtil har været drivkraften i forhold til klimaforhandlingerne, spillede EU denne gang en negativ rolle og stod i vejen for fremskridt i forhandlingerne, anføres det.

– Det er ikke længere EU, som fremlægger nye initiativer til aftaler og modeller. Initiativet er hos u-landene, som skubber på og spiller en konstruktiv rolle i forhandlingerne. I forbindelse med det kommende møde i København er det afgørende, at de globale institutioner, som skal håndtere klimaændringerne, er legitime for både rige og fattige lande og ikke blot repræsenterer vestlige interesserer, siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach og fortsætter:

– EU var dårligt forberedt på klimaforhandlingerne og først under mødets sidste dage, blev EU i Bruxelles enige om en fælles klimapolitik, men har endnu ikke en klar strategi for finansiering af konsekvenserne af klimaændringerne.

Lille sejr til udviklingslandene

Forhandlingerne sluttede med, at det lykkedes udviklingslandene at få retten til at administrere de midler, som findes i den internationale klimafond og har til formål at kompensere for de konsekvenser, som u-landene oplever på grund af klimaændringerne. Fonden indeholder dog på ingen måde tilstrækkeligt med midler til at kompensere for klimakonsekvenserne.

– Hvor fondens penge skal komme fra, bliver et stort slagsmål i København, men blandt de fattige lande er der berettiget enighed om, at det er de rige lande som skal betale, da de bærer ansvaret for klimaændringerne, siger Harjeet Singh fra ActionAid India.

Danmarks rolle

Som kommende vært for klimatopmødet var den danske delegation meget tilstedeværende under forhandlingerne. Den kompromissøgende værtsrolle har dog konsekvenser for danske mærkesager og betød f.eks., at Danmark ikke gjorde meget ud af, at formuleringer om indfødte folk og biodiversitet (biologisk mangfoldighed) blev udvandet i forbindelse med reform af en af artiklerne i klimaforhandlingerne, anfører MS.

– Skelettet for forhandlingerne frem mod København er vedtaget, men der skal hurtigt mere kød på forhandlingerne. Enhver som på verdens fattiges vegne bekymrer sig om klimaændringerne og konsekvenserne heraf, bør være skuffede over den manglende vilje til fremskridt udstillet i Poznan, siger Nils Brøgger Jakobsen, klimamedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke.

På grund af det magre resultat i Poznan, var der blandt NGOerne en ret frustreret stemning, da der fredag blev pakket sammen. Den generelle holdning var, at de rige lande stadig ikke tager konsekvenserne af klimaændringerne alvorligt.

Se også www.ms.dk