Af Rune Geertsen,
artikel i dagbladet Information den 20. maj 2006
Nationaliseringen af naturgassen i Bolivia er for størstedelen af landets overvejende indianske befolkning ikke så meget et spørgsmål om økonomi. Det handler om at forhindre historien i at gentage sig.
LA PAZ: Dagen efter Evo Morales gennemførte sin dramatisk orkestrerede nationalisering af naturgassen, rasede regeringer, gasselskaber og konservative lederskribenter. Men bolivianerne jublede, og mere end nogen steder i den fattige indianske immigrantby El Alto, nær hovedstaden La Paz.
48-årige Felomino Condori var en af mange aymara-medicinmænd, der forberedte hellige ceremonier med koka-blade for at takke Evo Morales og Pachamama (Moder Jord) for nationaliseringen.
– Vi er blevet udnyttet altid, vores forfædre har mistet deres liv i minerne og i krige. Nu skal det være slut. Evo har hjulpet Bolivia meget med nationaliseringen, siger Felomino Condori, siddende blandt planter, urter og lamafostre i sit lille skur på medicin-mændenes stræde i El Alto.
Det indianske folks skæbne hænger uløseligt sammen med Bolivias enorme naturressourcer og deres historie.
Evo Morales er klar over det og gav derfor sit nationaliserings-dekret navnet “Heltene fra Chaco”, opkaldt efter de 57.000 døde bolivianske soldater, som forsvarede det område, hvor Bolivias naturgasreserver ligger i dag i Chaco-krigen mod Paraguay i krigen 1932-35.
90 procent af de bolivianske soldater var indianere, og stort set alle indianere kan i dag fortælle om en bedstefar, far eller onkel, der døde eller blev såret i krigen.
– Indianske folk er meget velinformerede om historien, om de uretfærdigheder de har gennemlevet, fortæller Waskar Ari, der er historie-professor på Bolivias statsuniversitet UMSA og en af landets førende aymara-forskere.
– De indianske folk er især følsomme over for spørgsmål om råstoffer, da deres livssyn handler om at respektere og tilbede naturen. Så da udenlandske selskabers fik kontrol over gassen i det område, deres forfædre forsvarede, var det for dem som en fortsættelse af kolonialismen og undertrykkelsen af indianerne, forklarer han.
Udnyttelsen af Bolivias råstoffer og dermed indianerne begyndte for 450 år siden, da Spanierne opdagede sølvbjerget Cerro Rico i Potosi. Bjerget holdt det spanske kongerige kørende i generationer, men omkring 800.000 indianere døde af udmattelse og forgiftning i minerne.
Potosi er i dag en af de fattigste byer i det fattigste land i Sydamerika og indianerne de mest forarmede.
De enorme tin-forekomster i det 20. århundrede gav heller ikke et bedre liv for den store indianske befolkning, hvis liv blev afkortet af støvet i minerne.
Tin-eventyret endte med korruption i statsminerne og faldende markedspriser. Minerne lukkede i midten af 1980erne, Bolivia var fattigere end nogensinde, og 20.000 minearbejdere måtte søge fra minebyerne til El Alto i håb om et bedre liv.
Da Bolivia i 1990erne blev velsignet – eller forbandet – med endnu et fund af enorme naturressourcer, de næststørste gasreserver i Sydamerika, var landet i gang med en omfattende privatisering efter råd fra Verdensbanken og den internationale valutafond.
Det betød, at udenlandske selskaber fik kontrakter, der gav dem 82 procent af fortjenesten, og gassen strømmede ud af Bolivia, mens bolivianernes egne gasflasker i køkkenet ofte var tomme.
For husmoderen Sonya Perez Guzman, der bor i El Alto og er datter af en minearbejder og barnebarn af en Chaco-veteran, var begivenhederne omkring salget af naturgassen “som at opleve historien gentage sig endnu en gang”.
– Vi er blevet udplyndret siden spanierne kom, og det fortsatte med gassen, siger hun og fortæller historier om spaniernes rigdom i kolonitiden, om sølvmønter så tykke som tommelfingre og dronningens hårkam af sølv.
Da Bolivias dav. præsident Gonzalo Sanchez de Lozada i oktober 2003 bestemte, at gassen skulle eksporteres til USA via arvefjenden Chile, eksploderede Bolivia i protester, anført af El Altos indbyggere. “Gaskrigen” efterlod 60 demonstranter døde og en flygtende Lozada.
Lozada, som nu bor i USA, er efterlyst i Bolivia, sigtet for folkemord. Flere pronationaliserings-protester, mange af dem voldelige, fulgte efter i de næste 2 år.
En folkeafstemning om nationalisering af Bolivias gas blev gennemført af Lozadas efterfølger. 92 procent stemte for, og Evo Morales, der havde været imod privatiseringen fra begyndelsen, kom til at gennemføre folkets beslutning 1. maj i år.
– Nationaliseringen er for mange bolivianere, især indianerne, en soning af tidligere tiders begivenheder, forklarer historikeren Waskar Ari.
Sonya Perez Guzman er begejstret for nationaliseringen og håber, at de hundreder millioner af dollars, staten regner med at få til rådighed efter nationaliseringen, vil gå til uddannelse, sundhed og jobs.
– Vi har brug for det her i El Alto, siger hun.
Rune Geertsen er journalist og udsendt for udviklingsorganisationen Ibis i Bolivia.
Kilde: www.ibis.dk
