Af Eva Rasmussen
Europa Kommissionen fryser med øjeblikkelig virkning budgetstøtten til Honduras som svar på militærkuppet, der fandt sted 28. juni, oplyser det spanske nyhedsburau EFE onsdag.
Der er tale om mange penge for det ludfattige land. Mellem 2007 og 2013 var der afsat 223 millioner euro alene til budgetstøtte, dvs. som et tilskud til landets finanslov, som de honduranske politikere suverænt bestemmer.
EUs internationale handelskommissær Cathrine Ashton understregede i en redegørelse i Europa Parlamentet, at Kommissionen støtter alle forsøg på dialog for at finde frem til en fredelig løsning på den krise, der kan destabilisere hele regionen.
Umiddelbart efter kuppet suspenderede EU forhandlingerne om en associeringsaftale med Mellemamerika.
Protester
Natten til torsdag genindførte de facto regeringen et udgangsforbud mellem midnat og klokken fem. Det skete efter at folkelige bevægelser havde meddelt, at de ville blokere indfaldsvejene til hovedstaden Tegucigalpa.
Torsdag og fredag vil mellemamerikanske fagforeninger blokere grænserne mellem Nicaragua, El Salvador og Guatemala og Honduras, oplyser det nicaraguanske dagblad La Prensa torsdag.
En talsperson for aktionen, Jorge Coronado siger, ifgl. avisen, at målet er at afskære transporten til Honduras, så længe de facto regeringen er ved magten. Mellemamerikas største udskibningshavn er Puerto Cortés i det nordlige Honduras, og der er massiv landevejstrafik til havnen fra alle de øvrige mellemamerikanske lande.
Protesterne er taget til, efter at den kuppede præsident Mel Zelaya opfordrede honduranerne til at gøre oprør mod de facto regeringen. En opfordring, der ifgl. det honduranske dagblad La Prensa har fået Chiles præsident Michelle Bachelet til at råde Zelaya til forsigtighed. Et fingerpeg, mener avisen, om at den enstemmige støtte til Zelaya i Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, er ved at smuldre.
Forhandlinger
Costa Ricas præsident Óscar Arias har indkaldt til anden runde af mæglingsforhandlingerne mellem de to parter lørdag i hovedstaden San José. Begge præsidenter har meddelt, at deres forhandlingsdelegationer kommer, men at de ikke selv deltager i mødet.
Som en optakt til forhandlingerne har de facto præsidenten Roberto Micheletti sagt, at han gerne går af , men på den betingelse, at Mel Zelaya ikke vender tilbage til Honduras, skriver det spanske dagblad El País torsdag.