Af Eva Rasmussen
Lørdag vedtog Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, at smide Honduras ud på grund af militærkuppet mod den demokratisk valgte præsident Mel Zelaya. Beslutningen blev truffet så godt som enstemmingt. Kun Honduras undlod at stemme.
Det er frørste gang, et land smides ud med henvisning til det demokratiske charter, der blev vedtaget i 2001. Beslutningen begrundes med charterets paragraf 21, der udelukker enhver stat, der forbryder sig mod den demokratiske orden og ikke har den diplomatiske vilje til at genoprette den.
OAS opfordrer samtidig med eksklusionen alle lande til at overveje deres forbindelser med det mellemamerikanske land. Verdensbanken og Den Interamerikanske Udviklingsbank har allerede meddelt, at de fryser samarbejdet med Honduras. Danmark har standset sin støtte til ombudsmandsinstitutionen
OEAs generalsekretær José Miguel Insulza mødtes torsdag i Honduras med kuppræsidenten Roberto Micheletti og repræsentanter for en række retslige instanser. Det førte imidlertid ikke til noget positivt resultat.
Umiddelbart efter Insulzas afrejse meddelte de facto regeringen, at den meldte sig ud af OAS. Det har imidlertid ikke juridisk gyldighed, da OAS ikke anerkender kupregeringen, siger Insulza ifgl. det spanske dagblad El País.
Den deporterede præsident Mel Zelaya deltog i mødet OAS. Umiddelbart efter beslutningen om at udelukke Honduras sagde han, ifgl.netsiden resistenciahondurena, at han hilser udelukkelse velkommen. Samtidig meddelte han, at han vender tilbage til Honduras søndag middag lokal tid. Tre præsidenter har lovet at ledsage ham: Argentinas Cristina Fernández, Ecuadors Rafael Correa og Paraguays Fernando Lugo.
OASs generalsekretær advarede dog om, at en tilbagevenden kan være farlig: ”Hvis I spørger mig, om hans tilbagevenden er risikofri, må jeg sige, at det er den bestemt ikke”, kommenterer han ifg. El País. Han understreger dog samtidige, at Mel Zelaya har ret til at vende tilbage, da grundloven siger, at ingen honduraner kan udvises af Honduras.
De facto regeringen har meddelt, at Zelaya bliver arresteret i det øjeblik, han lander i Tegucigalpa. Den har forsøgt at hindre demonstranter, der støtter ham i at komme til hovedstaden ved simpelthen at stoppe bustrafikken, men flere end 100.000 har ifgl. lokalradiostationernes nyhedstjeneste Pulsar fortsat rejsen til fods og er nået frem.
Det eneste land, der indtil lørdag er lukket ude fra OAS er Cuba, der blev ekskluderet i 1962. 3. juni på et ordinært møde i OAS – ironisk nok i Honduras – blev Cuba imidlertid inviteret indenfor igen. Landet tog det som en diplomatisk sejr, men takkede nej.