Ved udpegelsen af Mozambiques nye regering blev Luísa Diogo, medlem af den danske Afrikakommission, dumpet som premierminister til fordel for en af landets præsidents tro støtter. Han skal køres i stilling som kommende præsidentkandidat, mens Diogos afgang ledsages af en rygtestrøm om magtmisbrug og arrogance.
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder, Mellemfolkeligt Samvirke Mozambique
Fem år som Mozambiques premierminister blev det til for Luísa Diogo, medlem af den danske Afrikakommission siden dens skabelse i 2008. For mens flertallet af det sydøstafrikanske lands 29 ministre blev genindsat, da præsident Armando Guebuza for nylig indledte sin anden og sidste valgperiode med at præsentere sin nye regering, måtte Luísa Diogo se sig vraget.
Den 51-årige kvinde afløses af Aires Aly, en nær ven og støtte af Armando Guebuza. Alys forfremmelse fra posten som undervisningsminister til premierminister er et tegn på, at han skal køres i stilling som det altdominerende regeringsparti Frelimos præsidentkandidat til valget i 2014.
Imens falmer Luísa Diogos stjerne.Hendes fald fra regeringstoppen har rod i den interne magtkamp i Mozambiques altdominerende regeringsparti, Frelimo, mellem tilhængerne af præsident Armando Guebuza og gruppen, der bakker op om hans forgænger, Joaquim Chissano. Blandt de støtter er Luísa Diogo.
Intern strid
I opgøret om, hvem der skulle være Frelimos præsidentkandidat til valget i 2004, tabte Chissano-fløjen til grupperinger i Frelimo, som havde fået nok af Chissanos laissez faire-ledelsesstil. Nederlaget betød, at Joaquim Chissano opgav sit kandidatur og gav plads for Armando Guebuza, tidligere general og indenrigsminister i 1970’ernes og -80’ernes marxistiske Frelimo-regering, der havde gjort sig til en stenrig forretningsmand i 1990’ernes postsocialistiske Mozambique.
Guebuza og Frelimo sejrede sikkert. Luísa Diogo blev udpeget til premierminister i den nye regering; formentlig af to årsager. Som et kompromis mellem de stridende parter og for at sikre kontinuitet; ikke mindst for at skabe ro hos donorerne. Under præsident Chissano fra 1994 til 2005 var Luísa Diogo som minister for planlægning og finanser blevet kendt som en benhård og internationalt respekteret politiker, der var med til at skabe Mozambiques langvarige opsving efter 16 års borgerkrig og en kuldsejlet planøkonomi.
Hendes nylige degradering til parlamentsmedlem kan ses som et signal om, at præsident Guebuza – en grå personage, der har fastholdt Mozambiques langvarige og høje økonomiske vækst, men langt fra har opnået Joaquim Chissanos folkelige appel – sammen med sin fløj af Frelimo har sat sig tungt på magten.
Samtidig ledsages Luísa Diogos afgang af en rygtestrøm, blandt andet i avisen Zambeze, der beskriver Diogo som arrogant og bedrevidende overfor sine ministerkolleger. Hun skulle også være involveret i diverse korruptionssager og have misbrugt sin magtposition til at gavne sit mands firma og til at sikre en af parrets sønner en luksusvilla i Mozambiques hovedstad, Maputo, for 1 procent af husets værdi.
Respekt for donorer
Om de historier holder er uvist, men langt mere sandsynligt er det, Guebuza-fløjen vil bevare sin magt i Frelimo ved at køre Aires Aly i stilling som præsidentkandidat til det næste valg i 2014. Til den tid kan Guebuza ikke stille op, da Mozambiques forfatning kun tillader en præsident at sidde i to perioder. Og selv om Frelimo fik absolut flertal i parlamentet ved sidste års valg i oktober, vover man af hensyn til donorerne, som står for halvdelen af Mozambiques statsbudget, næppe at ændre forfatningen og give Guebuza mulighed for at stille op til et tredje mandat.
Alderen er et andet problem. Armando Guebuza, der tilhører den af Frelimo mytologiserede gruppe af ”Antigos combantantes”; veteraner fra uafhængighedskampen mod den portugisiske kolonimagt op til Mozambiques selvstændighhed i 1975, vil i 2014 fylde 71 år.
Blidt generationsskifte
Derfor vil den pt. 55-årige Aires Aly markere et blidt generationsskifte i Frelimo og en afsked med de højt besungne helte fra frihedskampen på partiets ledende poster. I 2014-kampen vil Aires Aly, flankeret af yngre politikere, også kunne appellere til Mozambiques unge befolkning – knap halvdelen af landets 21 millioner indbyggere er under 14 år – og samtidig have en forholdsvis høj alder, der automatisk aftvinger respekt og underdanighed i afrikansk kultur.
At Aires Aly kommer fra den nordlige Niassa-provins er endnu et plus. Frelimo står forholdsvist svagt i Nordmozambique. Regionens indbyggere har ikke glemt, at man led hårdt under partiets fejlslagne forsøg med at etablere kollektivlandbrug efter sovjetisk forbillede, og at alle hidtidige Frelimo-topfolk har deres rødder i det sydlige Mozambique. Den skævvridning kan Aires Aly være med til at rette op på.
Kunstfærdige frisurer
Imens må Luísa Diogo affinde sig med, at hun – der for få år siden blev tippet til en skønne dag at blive sit lands præsident og i 2007 var nr. 89 på det amerikanske magasin Forbes´ liste over verdens 100 mest indflydelsesrige kvinder – får en mere upåagtet tilværelse som et af Mozambiques parlaments 250 medlemmer.
Herfra kan Diogo se tilbage på to ministerkarrierer, hvor hun – med kunstfærdige frisurer, der kunne have gjort sig ved Solkongens hof i Frankrig – markerede sig som Mozambiques første kvindelige premierminister. I den rolle satte hun fokus på kvinders rettigheder samt kampen mod AIDS og børnedødelighed med en opfordring til afrikanske sundhedsministre om, at reproduktive og sexologiske undersøgelser burde være gratis.
Før tiden som premierminister havde Luísa Diogo som minister for planlægning og finanser været med til gøre Mozambique til en såkaldt donor darling med tilnavnet ”Afrikas økonomiske tiger” grundet en årlig økonomisk vækst på 6 til 8 procent siden midt i 1990’erne.
Men billedet af et krigshærget land, som på få år er blevet forvandlet til en dynamisk nation, eksisterer kun på overfladen. Kradser man lidt i metallakken på en af de mange nye Mercedeser i Mozambiques hovedstad, Maputo, finder man et bundkorrupt land, der på Transparency Internationals korruptionsindeks er faldet fra en 93.-plads i 2004 til en placering som nummer 130 af 180 lande i 2009.
Dertil kommer en voldsomt skæv indkomstfordeling. Den høje vækst gavner primært en lille, rig elite med forbindelser til Frelimo, mens langt de fleste mozambiquere lever for under en femmer om dagen. Trods den mangeårige vækst er Mozambique nummer 172 af 182 lande på FN´s udviklingsindeks.
Den nyindsatte mozambiquiske regering uden den detroniserede Diogo får nok at se til, hvis den vil gøre alvor af valgslogans som ”Com Guebuza venceremos a pobreza” (Med Guebuza vil vi besejre fattigdommen).
