Af Eva Rasmussen
MANAGUA, 24. Februar 2009: 22. januar erklærede Nicaraguas statsadvokat, at der ikke var basis for at anklage den anerkendte journalist Carlos Fernando Chamorro for økonomisk kriminalitet. Det skete efter, at en fængslingstrussel havde hængt over hans hoved i mere end fire lange måneder.
5. september bad landets indenrigsminister Ana Isabel Morales statsadvokaten undersøge en sag om hvidvask af penge. Centret for kommunikationsstudier, CINCO, som Carlos Fernando Chamorro er direktør for, havde sammen med Britisk Oxfam skrevet kontrakt med den Uafhængige Kvindebevægelse, MAM, om finansieringen af et uddannelsesprogram, der skulle styrke kvindernes politiske slagkraft.
MAM er imidlertid en folkelig bevægelse, og ikke en statsanerkendt NGO, og der må ikke overføres donorpenge fra den ene instans til den anden, mener ministeren.
Pengene kom fra en fællesfond, der er stiftet af en række ambassader i Nicaragua, blandt andre den danske. Den administreres af svenske Forum Syd og Britisk Oxfam, og begge organisationer kom i skudlinjer i forbindelse med sagen.
– Statsadvokatens afgørelse er en sejr for det nicaraguanske civilsamfund og ikke udelukkende for CINCO, siger Carlos Fernando Chamorro til u-landsnyt.dk. Efter måneders anklager og forfølgelser – osse fysiske – bliver regeringen nødt til at erkende, at der ikke er grundlag for en sag.
– Det betyder imidertid ikke, at sagen er opgivet. Statsadvokatens erklæring er fuld af trusler. Den slår fast, at en national NGO ikke må overføre internationale midler til sociale bevægelser, hvilket er fuldstændigt forkert. Ikke desto mindre anbefaler statsadvokaten, at indenrigsministeriet, som NGOerne hører under, gransker sagen.
Efter Carlos Fernando Chamorros mening er det samme som at sige: ”Vi kan ikke sigte jer for en forbrydelse, men vi mener, indenrigsministeriet skal undersøge sagen nærmere, da I er ude i ulovligheder”.
– Det er ikke rigtigt, og det er en trussel mod forsamlingsfriheden, kommenterer den nicaraguanske journalist.
Carlos Fernando Chamorro har skabt et ugentligt TV-program, et politisk ugeblad og CINCO. Han er en kritisk og dybdeborende journalist. Men, hedder det i statsadvokatens erklæring:
”Sagen har intet med ytringsfrihed at gøre. Den handler om, at nogle NGOer har bevæget sig uden for loven.”
– Ikke desto mindre bruger erklæringen to sider på at sige, at jeg har gjort CINCO til en platform for personlig berigelse, at jeg ejer fire firmaer, som tjener på CINCO, blandt andre en restaurant, der ligger i nabolaget.
– Jeg er journalist og ejer to firmaer: TV programmet Esta Semana (denne uge), der osse producerer et dagligt nyheds- og baggrundsprogram, samt ugebladet Confidencial.
Med alle de beskyldninger hængende i luften mener Carlos Fernando Chamorro ikke, at sagen er sluttet.
– Jeg kan ikke vide, om indenrigsministeriet vil gå videre med den, siger han.
En anden del af statsadvokatens erklæring foreslår, at udenrigsministeriet gennemgår alle aftaler med udenlandske NGOer. Regeringen forbereder et nyt regelsæt for internationale NGOer, som arbejder sammen med nationale ngo´er og sociale bevægelser samt med medierne.
– Regeringen vil kontrollere de organisationer, der arbejder med politisk fortalervirksomhed, gennemsigtighed og mobilisering, mener Carlos Fernando Chamorro.
Ikke desto mindre har det været et problem for den, at den omstridte fællesfond administreres af Forum Syd og Britisk Oxfam og finansieres af en række ambassader, mener Carlos Fernando Chamorro: – Regeringen ville ikke kunne gå videre med en anklage mod nicaraguanske organisationer, uden samtidig at anklage nordiske og andre europæsiske lande, kommenterer han.
– Regeringens trusselskampagne har været stærk, men det er vores ansvar ikke at lade os true, ikke at acceptere nogen form for intimidation, slutter Carlos Fernando Chamorro.
Solidarietserklæringene er strømmet ind til CINCO og de øvrige organisationer, der er ramt af sagen. Blandt andre fra Journalister uden Grænser, Centret for Beskyttelse af Journalister og Garcia Maques´s Stiftelse for ny journalistik.
u-landsnyt.dk har forsøgt at få en kommentar fra den nicaraguanske regering, men den stiller ikke op til spørgsmål, hverken fra nationale eller internationale medier.
Tidligere artikler i u-landsnyt.dk´s tema om Nicaragua:
http://ulandsnyt.dk/indhold.asp?ID=17610&mode=Nyhed
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17390&mode=Nyhed
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17563&mode=Nyhed
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=17495&mode=Nyhed
Eva Rasmussen er freelance journalist. Hendes ophold i Nicaragua støttes af et Danida Rejselegat.