Nicaragua: Daniel Ortega får kontrol over Højesteret

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Eva Rasmussen

Nicaraguas præsident Daniel Ortega har erobret absolut kontrol over Højesteret, oplyser det spanske dagblad El País fredag.

Tirsdag afsatte rettens sandinistiske dommere 8 liberale kolleger og erstattede dem med sandinistvenlige lovhåndhævere. Det betyder – stadig ifgl. El País – at Daniel Ortega nu kontrollerer Højesteret, der blandt andet skal tage stilling det dekret, der tillader, at præsidenten kan genvælges i 2 på hinanden følgende valgperioder, hvilket er i strid med landets grundlov.

Falder afgørelsen som ventet ud til Daniel Ortegas fordel, kan valget i november 2011 komme til at stå mellem ham og den korruptionsdømte tidligere præsident Arnoldo Alemán, der går efter at blive de liberales kandidat. Sker det, bliver det noget, der ligner déjè-vu fra valget i november 96. Dengang vandt Alemán, som stod i spidsen for det mellemamerikanske land fra 1997 til 2002.

Siden har der været nogle iøjnefaldende politiske sammenfald, blandt andet da Højesteret bestemte, at alle anklager mod Alemán skulle frafaldes, selv de mest veldokumenterede. Det skete umiddelbart efter, at samme ret første gang godkendte Ortegas dekret om genvalg.

Det er langt fra den eneste gang, at de 2 politiske ledere har opnået personlige fordele, der kan kædes sammen. Derfor taler nicaraguanerne om pagten mellem Ortega og Alemán. I det konservative dagblad La prensas karikaturer ses de ofte som et ivrigt diskuterende ægtepar i dobbeltsengen. Ikke så sjældent er Ortega iført blondebesat natkjole.

Højesteret bestod indtil afsættelsen af de liberale dommere af 8 sandinister og 8 liberale. Fordelingen er fastlagt i en aftale, der blev indgået for 10 år siden mellem Alemán og Ortega.

Retten har været i krise siden januar, hvor Daniel Ortega udstedte et dekret om, at omkring 20 funktionærer skulle blive i deres stillinger, selvom den valgperioden, som grundloven fastsætter, var udløbet. Det drejede sig blandt andre om 2 sandinistiske højesteretsdommer og 1 liberal. Efter det har de liberale nægtet at møde frem for ikke at legitimere det, de kalder Ortegas ”decretazo” (regn af dekreter).

Flere nicaraguanske kommentatorer mener, den sandinistiske overtagelse af Højesteret er et nådestød mod landets vaklende institutionalisering

Eva Rasmussen er journalist og tovholder på U-landsnyt.