KOMMENTAR
Af Anne Herholdt
kandidatstuderende i Kultur- og Sprogmødestudier og Internationale Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet
“You know, when there is no law in the heart, we will always cheat. This is going on everywhere in the world. Especially when you are rich and you have the power, no one will ask you what you did. You will have the power to control everybody around you”.
Da den unge praktiserende muslim Ali stilles spørgsmålet om, hvad god regeringsførelse er, svarer han, som citeret ovenfor, med negativt fortegn.
Vi, de spørgende, er 3 kandidatstuderende ved Kultur- og Sprogmøde-studier på Roskilde Universitet. Vi befinder os på det tidspunkt i Damaskus for at undersøge, hvorvidt strategien bag Danmarks udviklingsprogram rettet mod Mellemøsten, Det Arabiske Initiativ (DAI), kan siges at imødekomme unge syreres forestillinger om udvikling.
Efter 7 interviews med mere eller mindre samfundsaktive unge syrere står det os klart, at selv om det ikke er decideret acceptabelt at diskutere politik offentligt i Syrien, forholder de unge sig både kritisk og skeptisk til, hvad god regeringsførelse er – både på lokalt og internationalt plan.
Men vor samlede konklusion er også, at DAI gennem at udelade væsentlige arabiske værdier, som de fremhæves af en gruppe unge syrere, fremstår som en udviklingsstrategi med det formål at få en arabisk region til at enes med Danmarks og Vesten – på Danmarks og Vestens præmisser for udvikling.
Strategien bag DAI blev udformet i 2003 i kølvandet på terrorangrebet d. 11. september 2001 og den efterfølgende USA-ledede krig mod terror. I de tidlige strategi-dokumenter er retorikken mærkbart påvirket heraf.
DAI blev lagt frem som en del af den danske sikkerhedspolitik, der skal medvirke til bekæmpelsen af terror og styrkelsen af vestlige værdier. I de offentlige strategi-dokumenter og -analyser, som er tilgængelige på Udenrigsministeriets hjemmeside i dag, er denne retorik ikke længere fremtrædende.
I 2010 fokuserer DAI på udvikling som en dialogorienteret proces, hvor aktører fra bunden af civilsamfundet til af toppen regeringsinstitu-tionerne i Danmark og Mellemøsten indgår i partnerskaber for reform.
Det er ikke foruddefinerede eller standardiserede mål, som skal sætte dagsordenen i disse partnerskaber, men derimod et langsigtet dansk-arabiske samarbejde baseret på gensidig respekt for lokal historie, tradition og kultur.
DAIs hensynsfulde fokus på en gensidig og respektfuld dialogproces kan imidlertid kritiseres for at lade dialogbegrebet overskygge og skjule sikkerhedspolitiske bagtanker og grundlæggende ulige magtforhold. Dette sker bl.a. ved, at der lægges vægt på fællesskab og ligheder frem for forskelle.
Det medfører, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det i sidste ende er de arabiske ønsker om udvikling, der imødekommes. Eksempelvis når lighedspunkterne i vid udstrækning afgøres af Danmark som finansiel sponsor uanset referencer til brede tematiske indsatsområder, identificeret af UNDP’s Arab Human Development Report.
Men hvis dansk sikkerhed og vestlige alliancer, værdier og standarder i realiteten kommer i første række, kan Danmark så overhovedet gå i dialog med Mellemøsten under DAI uden, at dette kommer til at gå ud over DAI-projekternes svar på regionens problemer?
Er strategien bag DAI dialog?
Den forestilling om udvikling i Mellemøsten, som fremgår af DAI, sætter med andre ord præmisser for partnerskabsdannelsen og den ønskværdige udvikling – på trods af samarbejdsidealerne om dialog, kontekstuel sensibilitet og gensidig efterspørgsel.
De arabiske aktører skal ikke bare være indstillet på at skabe reform indenfor DAI’s 3 tematiske indsatsområder (identificeret af UNDP’s Arab Human Development Reports: god regeringsførelse og frihedsrettig-heder, et stærkt videnssamfund og kvinders rettigheder og deltagelse), men projekterne skal også kunne imødekommes af danske ressourcer og imødekomme kravet om dansk og udenlandsk samarbejde med EU og NATO.
Samarbejdet skal videre udføres i forlængelse af en såkaldt progressiv forståelse af udvikling, som ikke bare er målt i forhold til nabolandene, men også på regionalt og internationalt plan.
I DAIs tilfælde er der påfaldende overenstemmelse mellem det værdisæt, de såkaldt postkoloniale teoretikere beskriver som funderet i europæisk civilationshistorie, og dét som kommer til udtryk i DAI.
Det drejer sig om programmets fokus på demokrati, god regerings-førelse, grundlæggende (individuelle) frihedsrettigheder, unge som morgendagens beslutningstagere, ytringsfrihed og et stærkt politisk og bredt inkluderende civilsamfund.
Disse fremhæves i DAI ikke som endegyldige mål, men udgør paradoksalt nok de eneste mål fremhævet i strategien.
Man kan på den ene side argumentere for, at DAI’s fokus på en dialog- og kontekstbaseret tilgang kan skabe et frirum for fortolkning i samarbejdet, som kan give mulighed for at imødekomme flere tilgange til politisk udvikling og et rum for forhandling og arabisk indflydelse.
På den anden side kan der også argumenteres for, at et initiativ som DAI, uanset dets fokus på gensidig respekt og kulturel forståelse, stadig delvist reproducerer en europæisk funderet udviklingstanke i kraft af sine afgrænsede målsætninger (dvs. programmets fokus på ligheder og fremhævelse af vestligt funderede udviklingsmål).
Ved at lægge så meget vægt på et dialogbegreb, som er så praksisbetinget, kan DAI siges at fraskrive sig en markant indflydelse på processerne på trods af, at det i høj grad er strategien, som skaber rammen for hvilken udvikling, der er mulig.
I modsætning til DAI udtrykker de unge syrere forskellige opfattelser af hvem og hvad, der kan og skal bringe udviklingen med sig. De tillæger på forskellig vis regeringen, familien, religionen og sig selv afgørende betydning for denne.
Som EU-medlemsland, FN-forbundsfælle og USA-allieret kan det ikke overraske, at DAI er udtryk for dialog under særlige vilkår, men det er derimod yderst interessant at se nærmere på, hvordan en strategi, der skal afstemmes i forhold til det indenrigspolitiske klima, udenrigspolitiske alliancer og arabisk samarbejdspotentiale lader sig skrue sammen.
Samtalerne med de unge syrere afdækkede, at både religion og familie spiller en stor rolle i deres liv og også er noget, som de tillægger stor vægt eksempelvis i forbindelse med den politiske udvikling.
Hverken familie eller religion er emner, der er fokus på i DAI. Det fak-tum, at DAI ikke beskæftiger sig med emner, der har væsentlig betydning for unge syrere, gør det ekstra tydeligere, hvordan DAI kan kritiseres for ikke bare at basere sig på en udelukkende vestlig udviklingstanke, men også for at operere ud fra en specifik idé om, hvilke mål der skal opnås.
Familie og religion – væsentlige institutioner og værdier i det syriske samfund
Det syriske samfund har gennemgået en markant udvikling efter den nye præsidents tiltræden i 2000. Siden 2004 har Syrien været aktiv i DAIs regionale program, mens landet i stigende grad betragtes som en potentiel bilateral partnermulighed i DAIs reviews.
Dette kan bl.a. skyldes, at det syriske civilsamfund indenfor det sidste årti har fået et langt større råderum – på trods af det stadig er stærkt kontrolleret af præsidentfamilien og præsidentens parti, Ba’ath-partiet.
Det syriske etpartisystem udgør i vid udstrækning landets eneherskende myndighed, der bl.a. ikke tillader offentlige diskussioner i større forsamlinger, der eksplicit omhandler religion, politik og sex, med mindre de er organiseret af Ba’ath partiet selv.
Samtalerne med de unge syrere afslørede, at deres forestillinger om fremtiden er tæt knyttet til deres oplevelse af Syriens politiske situation og udvikling. De er kritiske over for den syriske regeringsførelse fra top til tå, ligesom de er kritiske over for besnærende normer og traditioner i samfundet, men de er ikke ubetinget kritiske, som vi vil komme nærmere ind på i det følgende.
Den berejste 29-årige ekspatriot Shadi mener, at for mange generationer er vokset op under det nuværende styre i Syrien og derfor mangler perspektiv og kvalifikationer:
Som han siger:
“As Arabs we really wanna get developed we want democracy. It needs to grow organic. At the beginning you need some expertise, you need someone to help. But it is not gonna be easy…”
Shadis udlægning viser kompleksiteten i spørgsmålet om udvikling. Udviklingen skal ske i overensstemmelse med det syriske samfund ved at vokse organisk frem, men når målet er demokrati, kræver det ifølge Shadi, at eksperter skal sætte udviklingen i gang.
Spørgsmålet er om DAIs umiddelbart idealistiske målsætninger opstiller for rigide rammebetingelser på baggrund af rammemålenes vestlige arnested til, at der overhovedet kan blive tale om udvikling på arabiske præmisser.
Dertil knytter sig det ulige magtforhold, som består i, at Danmark er økonomisk administrator ud fra strategien og dermed må forventes at vurdere ud fra disse rammebetingelser. Dette er i særdeleshed en problematik, som spørger til strategiens relation til de arabiske forestillinger om det gode samfund.
Ikke underligt, rummer de unges forestillinger om den fremtidige udvikling en anderledes prioritering end DAI af hvem og hvad, som burde sætte dagsordenen i Syrien og hvem og hvad, som vil komme til at sætte den.
De unge syrere udtrykker på forskellig vis, hvordan et mål om god regeringsførelse og frihed i praksis er forbundet med konfliktfyldte omstændigheder, som de unge i mere eller mindre grad allerede befinder sig i. Det drejer sig, som tidligere fremhævet, om den afgørende indflydelse og betydning, de unge tillægger særligt regeringen, familien, religionen og sig selv for udviklingen i Syrien.
Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, hvor stor en tiltro de unge har til civilsamfundet (det folkelige foreningsliv) og ikke mindst deres rolle i dette. Begge dele er helt i tråd med DAI, men det er også bemærkelses-værdigt, hvorledes dette synspunkt hos nogle af de unge i vid udstrækning er begrundet med en religiøs pligt til at hjælpe andre.
Den sekulære tanke ligger latent i DAI, i kraft af at strategien kun perifert kommer ind på religionens rolle i udviklingsøjemed og primært som modpol til udviklingsmålene. Khalid, som deltager aktivt i Syriens største, eneste og sekulære partiungdomsorganisation, Revolutionary Youth Union, retfærdiggør imidlertid sit frivillige engagement, der går ud over hans karakterer, med islam:
“When God ask us, what did you do, he will not care about … my marks, nobody get plus from it …but when I say to him that I help people, so it is a plus. That is an advantage to me. So that is how I am thinking”.
Der er altså ikke uoverensstemmelse mellem DAI og de unge, når det gælder ønsket om at opbygge et stærkt civilsamfund. Bemærkelsesværdigt er det dog, at vejen til at nå målet er så forskellig.
DAI behøver med andre ord ikke at komme i konflikt med de unge på dette punkt, men strategien nedprioriterer værdien af religion eksempelvis som udgangspunkt for medmenneskeligt civilsamfundsarbejde – som DAI ellers tilkender så meget betydning for udviklingen af det gode samfund.
Statistiske studier fra 2010 viser, at universitetsstuderende unge i Damaskus tillægger religiøse institutioner samt deres nære familie en særdeles høj grad af indflydelse på afgørende beslutninger i deres liv så som studievalg.
Næsten 90 procent af de unge træffer store beslutninger om deres eget liv i samråd med forældrene, mens den institution, de har mest tillid til, er den religiøse med 70 pct. i modsætning til eksempelvis politiske institutioner, som kun opnår 2 pct. i undersøgelsen. Khalid forklarer, at:
“It is not like European countries here, you can’t leave home when you are 18. You will be under your parents’ decisions until you get married … And I am happy with it. They pay me my university, they pay my food, they response for everything, I want. There are some rules, you know: Don’t speak to so many girls, don’t be late for home, it is about something religious or the arab habits”.
Selv om alle de interviewede unge i en vis udstrækning føler sig begrænset af deres familie, bliver denne opfattet som en institution, der gør krav på en høj grad af autoritet, respekt og medbestemmelse.
De unge er i mere eller mindre grad i konflikt med deres placering i familien som kollektiv, der ikke levner dem et bredt individuelt handlerum. Dette betyder, at de unge ikke kan træde i karakter som individuelle beslutningstagere, sådan som DAI lægger op til.
På denne baggrund kan DAI siges at placere sig i et paradoksalt forhold til både religionens og familiens rolle som en betydningsfuld del af de unges forestilling om politisk udvikling i modsætning til DAI.
Hermed mener vi ikke, at DAI nødvendigvis kommer i konflikt med arabiske forestillinger om udvikling, men kan komme det, hvis en ignorant holdning opretholdes overfor så væsentlige værdier i praksis. Paradokset vil altså komme til at udspille sig i forholdet mellem strategi (eller ideal) og praksis.
Hvad er grænserne for dialog i dansk udviklingspolitik overfor Mellemøsten?
Hvorvidt Danmark imødekommer regionens egentlige problemer kommer det i et initiativ som DAI, der finansierer dansk-arabisk samarbejde, langt hen af vejen an på, hvordan samarbejdet forløber og hvilke områder, der gøres en indsats indenfor.
Dette kræver med andre ord en undersøgelse af, i hvilken udstrækning DAI (eller udenrigsministeriets fortolkning heraf) udgør en begrænsning for projekterne. Præmisserne for dette samarbejde defineres af Udenrigsministeriet, der også står for at evaluere projekternes fremtidige finansiering.
Grænserne for dialog må vi med andre ord i høj grad forvente befinder sig hos Udenrigsministeriet. Ministeriet må eksempelvis forventes at balancere evalueringen af samarbejdsprojekter under DAI på, i hvor høj grad og i hvor lang tid Danmark kan gå på kompromis med sine og vestlige værdier og standarder for det gode samfund.
Ud fra denne betragtning synes udformningen af strategien influeret af et forsøg på at opretholde en bred enighed, og følgeligt holde takten i forhold til det politiske klima i Danmark, Danmarks rolle i EU og NATO og de såkaldt progressive arabiske statsregenter.
Når forestillingerne om udvikling i DAI sammenstilles med en af sine målgruppers, i dette tilfælde de unge syrere og deres forestillinger om udvikling, begynder paradokserne at rumstere i den polerede DAI-retorik og reaktualiserer spørgsmålet: Er DAI-strategien snarere med til at udligne forskelle til vestlig fordel end at bistå lokale ønsker om udvikling i Mellemøsten?
Dertil knytter sig spørgsmålet om, hvordan Danmark vil forholde sig til de modsatrettede værdisæt i praksis. Hvordan vil Danmark yderligere udadtil opretholde et ideal om god og gennemsigtig regeringsførelse som et fælles ideal, når der kan stilles tvivl om, dette er tilfældet fra dansk side som udgangspunkt?
Den idealistiske idé om dialog og udvikling, som DAI ligger for dagen, kan ikke undgå at blive konfronteret med modsatrettede værdier og et ulige magtforhold, medmindre det kun er en bestemt forestilling og udvikling, der støttes – og dette kan DAI kritiseres for at gøre på strategipapiret.
Der er med andre ord ikke tale om en kritik af eller modstand imod aktiviteterne under programmet som sådan. Der er derimod tale om en revurdering og kritik af udenrigsministeriets udformning af strategien, som kan sætte uhensigtsmæssige rammer for disse.
Ved at udelade væsentlige arabiske værdier, som de fremhæves af en gruppe unge syrere, fremstår DAI-strategiens fokus på ligheder og dialog lige så meget, som en udviklingsstrategi med det formål at få en arabisk region til at enes med Danmarks og Vesten – på Danmark og vestens præmisser for udvikling.
Anne Herholdt kan kontaktes på e-mail [email protected]
Undersøgelsen, som denne artikel tager afsæt i, hedder “Et Arabisk Initiativ? Analyse og diskussion af værdier og forestillinger om politisk udvikling i Mellemøsten på baggrund af Udenrigsministeriets udviklingsstrategi ”Det Arabiske Initiativ” (DAI) og syv universitetsuddannede unge syrere”.
Udarbejdet af Anne Herholdt, Lene Maul Greve, Jon Clausen, kandidatuddannelsen i Kultur- og Sprogmødestudier ved Roskilde Universitet foråret 2010.
