Kommentar af Hans Genefke Jørgensen
Konsulent, Dnet Consult
Efter at have deltaget i en evaluering af bistanden til Afghanistan skrev Gunnar Olesen (GO) for en uges tid siden i U-landsnyt, at den danske indsats i Afghanistan ikke synes baseret på realistiske analyser af de komplicerede lokale forhold, og at det har ført til fejlprioriteringer og manglende resultater vedrørende bekæmpelsen af fattigdom og produktionen af opium.
Afghanistan er i dag langt den største modtager af dansk bistand, og Søren Pind har sat os i udsigt, at vi fremover skal give meget mere til andre ”fejlslagne” stater. Det er derfor vigtigt, hvordan ministeren responderer på kritik om Afghanistan – det peger jo på, hvor han er på vej hen.
Desværre bygger Søren Pind sin argumentation om, at GO rammer forbi skiven på ønsketænkning i stedet for facts, og han bryder de grundlæggende principper for evaluering.
Først og fremmest henviser ministeren igen og igen til aktiviteter, der er gennemført, til råd der er etableret, til hvor meget Danmark har ydet i bistand til det ene og det andet, samt til, hvordan man vil forberede næste fase af det danske program. På det grundlag mener han så at tilbagevise GOs centrale påstand om utilstrækkelige analyser.
Hvor er resultaterne?
Men man evaluerer altså ikke bistanden ud fra hvilke aktiviteter, der er gennemført, eller hvor mange penge, der er brugt. Endsige ud fra hvad man påtænker at gøre fremover. Man vurderer de opnåede RESULTATER og sammenholder dem med de resultater, der var sat Danidas Styrelse i udsigt, da Styrelsen godkendte bevillingen.
Der er ikke et ord om en sådan resultat-fokuseret vurdering i ministerens svar, blot en generel henvisning til at man ”med jævne mellemrum foretager reviews, evalueringer og studier”, samt at man i 2011 vil evaluere yderligere. Ikke et ord om disse evalueringers resultater.
Hertil føjer sig, at ministeren henviser til ”at afghanerne selv fortæller os, at Danmark gør en positiv forskel”. Som om det skulle være et argument for en succesfuld bistand.
Jeg husker denne høflige taknemmelighed, fra dengang jeg selv for mange år siden var ansat i Danida og kunne influere fremtidige bevillinger til et land. ALLE vil selvfølgelig tale pænt om den modtagne bistand i håb om at få mere.
Respekt for Styrelsen
For at sætte kronen på værket prøver ministeren dertil at tale vores forventninger til fremskridt i Afghanistan ned: ”vi skal være realistiske ift. hvor hurtigt, vi kan se en tydelig forskel”. Men det er jo ikke på den måde vi skal vurdere resultaterne af bistanden.
De skal vurderes i forhold til, hvad der var lovet i det Styrelses-notat, der lå til grund for den givne bevilling. Og det er denne sammenligning, vi godt vil have, at ministeren tager stilling til. Alt andet er en forflygtigelse af ministeransvaret.
Argumentationen om, at GO rammer forbi skiven, er derfor intetsigende; men værre er, at ministeren afslører, at han ganske enkelt mangler en forståelse af, hvordan man vurderer bistanden resultater.
Den nye satsning på bistand til andre svage stater må i dét lys vække bekymring. Det ønskes i stedet, at den fremtidige bistand – også til ”fejlslagne stater” – skal baseres på:
Styrelsesnotater, som opridser klare og målbare resultatforventninger.
Etablering af robuste systemer for monitorering og evaluering af netop disse forventede resultater.
En systematisk registrering af i hvilken grad disse forventninger opfyldes samt åbenhed om denne resultat-opfyldelse.
