Af Mingo Heiduk Tetsche og Julie Jeeg, Den Danske Afghanistan Komite
“I Afghanistan lever man ikke, man overlever”. Sådan sagde en af vore udsendte konsulenter efter et ophold i Herat. Konsulenten er jordemoder – og hun ved, hvad hun taler om.
For jordemødre arbejder med kvinder og fødsler, hvilket er særdeles vanskeligt i et krigshærget land som Afghanistan, der har en af verdens største dødelighedsrater blandt fødende kvinder.
I dag skal 1 ud af 11 afghanske kvinder i den fødedygtige alder regne med at måtte lade livet under en fødsel. Det er mange, rigtig mange. Statistikkerne på graviditets- og fødselsområdet er sørgelig, sørgelig læsning.
Der sker frem-skridt, men det går desværre alt for langsomt. Inden offentliggørelsen af de nyeste tal fra WHO m.fl. i maj 2010 var antallet af afghanske kvinder, der døde under fødsel, 1 ud af 8.
Selv om der altså er tale om en forbedring, er den så lille, at den knap nok er værd at nævne. I Danmark dør til sammenligning 1 ud af 10.900 kvinder under fødslen.
Årsagerne til de skræmmende høje dødstal er mange. For det første er det afghanske sundhedsvæsen alt andet end tilstrækkeligt, især i landområderne, hvor 80 procent af befolkningen lever. Adgang til sundhedsydelser er i Afghanistan defineret som ”muligheden for at kunne komme til den nærmeste sundhedsklinik på to timer til fods”.
Der er næppe mange gravide, danske kvinder der ville mene, at det er ok at skulle gå i to timer for at komme til fødeklinikken. Og der findes rigtigt mange steder i Afghanistan, hvor der er langt mere end 2 timer til nærmeste sundhedsklinik.
Mangel på sundhedspersonale
Et andet problem er sundhedspersonalet eller rettere manglen på samme. For når kvinderne endelig ankommer til den nærmeste klinik, er det ikke sikkert, at den består af meget andet end en simpel hytte med en medicinsk assistent (en slags sygeplejerske) og altså hverken har en jordemoder eller læge.
Der er alt for få uddannede sundhedsarbejdere, især kvindelige, i landområderne. Det skyldes igen flere ting. For det første er det svært at få en videregående uddannelse i Afghanistan. For overhovedet at komme ind på f.eks. jordemoderuddannelsen skal man have 12 års almindelig skolegang bag sig – og det har kun meget få landsbypiger. På landet er man heldig, hvis den lokale skole kan lære børnene at læse og skrive på et nogenlunde acceptabelt niveau, så der bliver kun sjældent tale om 12 års regulær skolegang.
I byerne er mulighederne større. Derfor er det oftest kvinder fra de større byer, som får adgang til videregående uddannelser så som læge, jordemoder og sygeplejerske. Og kun få af dem har efter endt uddannelse lyst til at bosætte sig steder, hvor levestandarden er betydelig ringere end i byerne, hvor der oftest hverken er el eller rindende vand, og hvor også kulturen er en anden.
Folk i de afghanske landområder er derfor særdeles hårdt ramte, idet de skal leve med dårlig infrastruktur, et lavt uddannelsesniveau, få klinikker og de deraf følgende massive risici.
DAC i Herat-provinsen
I DAC – Den Danske Afghanistan Komité – forsøger vi at yde hjælp til selvhjælp blandt kvinderne i Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan. Her er DAC’s sundhedsindsats koncentreret.
Vi arbejder meget med mobile medicinske enheder, som kan bringe de mest basale sundhedsydelser ud til befolkningen i de mest afsides landsbyer, i stedet for at de skal forsøge at komme til vore klinikker.
DAC har fokus på mor/barn relevante områder som før- og efterfødsels-undersøgelser, spædbørnspleje og -ernæring og meget mere i al vores sundhedsarbejde. I dag deltager hele 74 procent af alle gravide i vore aktivitetsområder i førfødselsundersøgelser – et meget positivt resultat.
Behovet for et højere uddannelsesniveau blandt kvinder i land-distrikterne forsøger vi at imødekomme ved at drive et kvindekollegium, hvor 96 kvindelige studerende i alderen 18-30 år får mulighed for at bo og studere under vilkår, der er kulturelt, familie- og sikkerhedsmæssigt acceptable.
For mange landsbypiger uden familie i Herat repræsenterer kollegiet således den eneste mulighed for at bosætte sig i byen og uddanne sig. Og interessen er stor – kollegiet kører i dag med venteliste
Selv om mændene i Afghanistan i det store hele kun er en smule bedre stillet end kvinderne, når det gælder almindelig levestandard, kommer man ikke uden om, at kvinderne er hårdest ramt: De har brug for at kunne uddanne sig bedre og mulighed for at føde deres børn under bedre betingelser.
Ingen kan være i tvivl: Det kan være svært at koncentrere sig om uddan-nelse og aktiv deltagelse i opbygningen af et samfund, hvis livet oftest handler om det allermest basale: at kunne overleve indtil næste dag.
Mere om DAC’s arbejde på www.afghan.dk.
