Den internationale medicinske og humanitære organisation Læger uden Grænser kræver, at alle parter i konflikten i Libyen giver adgang til de konfliktramte områder og til at sende humanitære forsyninger.
Samtidig sender UNICEF nødhjælp til børn berørt af krisen i Libyen. 160 ton nødhjælp er på vej til børn i grænseområderne fra Verdenslageret i København og lagre i resten af verden.
Sådan indleder de 2 organisationer pressemeddelelser torsdag om deres indsats.
UNICEF-hjælpen drejer sig bl.a. om vandrensnings- og førstehjælps-udstyr samt legetøj og sportsudstyr, der giver børnene ro og frirum i en kaotisk situation.
Dertil er 3 nødhjælps- og logistikeksperter på vej fra UNICEFs Verdenslager i København for at organisere nødhjælpen fra grænseområderne i Egypten og Tunesien.
Antallet af flygtede fra Libyen stiger time for time. Som krisen breder sig, truer en større humanitær katastrofe, hvis antallet af familier og børn på flugt stiger. De sanitære forhold i lejrene er dårlige og en af de største umiddelbare sundhedstrusler. Derfor sætter UNICEF og partnere blandt andet 60 latriner op i lejrene de næste par dage.
Også børn, der stadig befinder sig indenfor Libyens grænser, er hårdt berørt af urolighederne og har akut brug for hjælp. – Ingen børn bør udsættes for de farer, der er forbundet med en krise som denne. Det kan have konsekvenser for deres overlevelse, sundhed og psykiske tilstand nu og i fremtiden, siger UNICEF Danmarks generalsekretær Steen M. Andersen.
UNICEF appellerer til verdenssamfundet om hjælp og har behov for 39 millioner kr. for at dække de akutte nødhjælpsbehov. UNICEF Danmark samler ind til de kriseramte børn i Libyen:
Nødråb om hjælp fra Benghazi
Den 1. marts modtog et hold fra Læger uden Grænser i byen Benghazi en anmodning om hjælp fra en læge i den vestlige by Misurata, hvor mange ifølge forlydender er blevet såret i sammenstød. Ligesom andre områder i den vestlige del af landet har nødhjælpsarbejdere indtil videre ikke kunne få adgang på grund af sikkerhedssituationen.
– Lægen anmoder os om medikamenter og medicinske forsyninger til at behandle de sårede med, siger Anne Châtelain, medicinsk koordinator i Benghazi, og lægger til: – Men vi kan ikke levere forsyningerne. Vejen til Misurata er blevet spærret af bevæbnede mænd, der stopper al trafik.
Mens det østlige Libyen er relativt roligt, er den vestlige del af landet angiveligt plaget af vold. Det er dybt bekymrende, når det er umuligt at vurdere situationen og reagere på den, fordi man ikke kan få adgang. Læger uden Grænsers hold på grænsen mellem Libyen og Tunesien bliver forhindret i at komme ind i Libyen.
Læger uden Grænser har fået meldinger om, at sårede i hovedstaden Tripoli ikke søger behandling på hospitalerne af frygt for gengældelsesangreb fra militser.
– Frivillige læger behandler de sårede i private hjem. De appellerer os om at sende medicin, bl.a. smertestillende, og kirurgisk udstyr, for at kunne behandle de sårede. I øjeblikket er det umuligt, siger nødhjælpskoordi-nator hos Læger uden Grænser, Rosa Crestani.
Udover at forlange adgang til de voldsramte områder for at kunne yde hjælp, kræver Læger uden Grænser respekt for behandlingssteder og hospitaler, særligt retten til i sikkerhed at kunne opsøge behandling.
I Benghazi har Læger uden Grænser støttet hospitalerne med medicin og medicinske forsyninger. Hospitalerne har mellem den 17. og den 21. februar behandlet flere end 1.800 mennesker.
Læger uden Grænser har et hold på 8 personer i Benghazi og 17 nød-hjælpsarbejdere i Tunesien ved grænsen til Libyen. 2 lastbiler fra Egypten er allerede ankommet i Benghazi, hvor de har afleveret 17 tons medicin og andre forsyninger til byens hospitaler.
Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationsdirektør i MSF, Tina Christel Kristensen
E-mail: [email protected] tlf. 39 77 56 03
Jakob Colville-Ebeling, kommunikationsmedarbejder i UNICEF
tlf. 35 27 38 42 / 61 65 61 95 og e-mail: [email protected]
Karin Aaen, informationschef, tlf. 25 39 60 99 og e-mail: [email protected]