Initiativet BRIC-Denmark skal kickstarte dansk milliardeksport

Forfatter billede

KPMG, ADVODAN, NIRAS, Spar Nord, Lysholtparken og Dansk Eksportforening tager nu i fællesskab initiativ til ”BRIC-Denmark”, der skal hjælpe dansk erhvervsliv ind på vækstmarkederne i de såkaldte BRIC-højvækstlande, skriver Spar Nord Bank i Aalborg tirsdag i en pressemeddelelse.

Eksportpotentialet i disse “rigere” u-lande + Rusland er ifølge beregninger fra Udenrigsministeriet enormt, og den årlige danske eksport til de nye vækstmarkeder burde reelt ligge 25 milliarder kroner højere end de nuværende 29 milliarder kroner, vurderer ministeriet.

En række af Danmarks store virksomheder går nu for første gang sammen for at kickstarte dansk erhvervslivs eksport til højvækst-markeder i Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Den strategiske alliance har fået navnet BRIC-Denmark.

Enormt SMV-potentiale

BRIC-Denmark henvender sig til små og mellemstore virksomheder, der ikke selv disponerer over ressourcer til at forfølge virksomhedens afsætnings-potentiale i BRIC-landene.

For mens de største danske virksomheder for længst har sikret sig en del af vækst-kagen på de nye markeder, mangler en stor del af det danske mellemsegment endnu at overkomme de administrative og kulturelle barrierer, der umiddelbart blokerer for adgangen til markederne, hedder det.

– Hvis danske virksomheder kommer op på samme niveau af eksport til vækstøkonomierne, som gør sig gældende for vores nabolande i Europa, kan vi se frem til et eksportløft på hele 25 milliarder kroner, vurderer Jacob Warburg, cheføkonom i Udenrigsministeriet.

– Derfor er det meget vigtigt, at flere danske virksomheder systematisk forfølger afsætningsmulighederne på de nye markeder, fortsætter han.

Viden-springbræt til BRIC

En af hovedaktiviteterne i BRIC-Denmark bliver 4 konferencer, der hver sætter fokus på mulighederne i henholdsvis Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Den første konference løber af stablen 5. april i Lysholtparken i Vejle Nord og ventes at samle op mod 150 deltagere fra små og mellemstore virksomheder, der gerne vil udvide deres afsætning til vækstøkonomierne.

På konferencen, der åbnes af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, kan deltagerne bl.a. møde det danske generalkonsulat fra Sao Paulo og via videokonference høre fra danske virksomheder, der har etableret sig i Brasilien.

Blandt indlægsholderne er Sidney Procopio, Managing Director i FLSmidth Brazil, Knud B. Bach, Direktør i Aalborg Industries Brazil og Ole Teglgaard, Direktør i Resolux.

– Målet er, at konferencerne bliver et viden-springbræt til vækstmarkederne i Brasilien, Rusland, Indien og Kina med BRIC-Denmark som katalysator, lyder det fra administrerende direktør Ulrik Dahl fra Dansk Eksportforening.

Ud over konferencen om Brasilien 5. april er BRIC-Denmark i gang med at planlægge en konference om Rusland 6. juni, Indien 5. september og Kina 3. oktober.

Om BRIC-Denmark

BRIC-Denmark er etableret af partnere inden for international forretningsservice. Parterne omfatter KPMG, ADVODAN, NIRAS, Lysholtparken, Spar Nord og Dansk Eksportforening, der alle har kompetencer og erfaring inden for internationalisering af virksomheder.

Formålet med BRIC-Denmark er at stimulere små og mellemstore danske virksomheder, som med fordel kan øge deres eksport, oprette partnerskaber eller etablere sig på vækstmarkederne i BRIC–landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

BRIC er netop den engelske forkortelse for Brazil, Russia, India and China – B R I C.

Se også www.bric-denmark.com

Yderligere oplysninger hos:
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord
Tlf.: 25 27 03 30 og e-mail: [email protected]