Folkekirkens Nødhjælp vil nu tage fat på at rydde livsfarlige krigsefterladenskaber i Libyen. Minerydningsspecialister forventer at rykke ind i næste uge, skriver organisationen i en pressemeddelelse torsdag.
– Jo hurtigere vi kommer i gang desto flere menneskeliv kan vi redde.
Sådan lyder det fra leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsoperation, Sam Christensen, der glæder sig over, at arbejdet nu kan komme i gang med 1,5 million kroner fra en Danida-finansieret nødhjælpspulje.
– Med de penge kan vi forhindre, at nysgerrige børn og intetanende voksne kommer i kontakt med livsfarlig ueksploderet ammunition. Vi har før set, at folk samler ammunition og tager det med hjem, fordi de ikke aner, hvad det er, siger han.
Indtil videre meldes om to børn, der er kommet til skade, fordi de har rørt ved ueksploderet ammunition.
Det kan for eksempel være granater, sprænghoveder til missiler og i værste fald kemiske våben, der er blotlagt efter de allieredes bombardementer af kampvogne og våbendepoter.
Folkekirkens Nødhjælps internationale specialister forventer at rykke ind med to hold mineryddere samt fjernstyrede minihelikoptere, der kan affotografere områder med farlig ammunition.
Udviklingsminister Søren Pind (V) siger torsdag:
– Vi følger oplysningerne om den humanitære situation i Libyen tæt, og det er et alvorligt billede der tegner sig. Den seneste tid er det heldigvis lykkes de internationale humanitære organisationer at få adgang til stort set alle dele af Libyen. Jeg regner med, at vi i løbet af kort tid har et bedre overblik over de humanitære behov… Jeg er glad for at kunne støtte Folkekirkens Nødhjælps indsats.
Støtten er et led i de generelle danske bestræbelser på at understøtte relevante humanitære aktiviteter i takt med, at nødhjælpsorganisationerne får adgang til konfliktramte områder i Libyen.
Indsatsen vil blive gennemført under overordnet ledelse af FN’s minerydningsorganisation, UNMAS, der ligeledes vil trække på den pulje af danske midler, som de har fået stillet til rådighed til deres aktiviteter.