Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Nicaraguas øverste valgråd har dømt observatører fra det nordamerikanske Carter Center ude ved præsident – og parlamentsvalget 6. november, oplyser det nicaraguanske dagblad La Prensa onsdag.
Begrundelse: Centret har sammen med nationale NGOer foreslået, at reglerne for det, som nu kaldes ledsagelse, bliver mindre restriktive.
Valgrådets formand Roberto Rivas kommenterede: ”Det er upassende, at en privat organisation som Carter Centret, der ledes af ekspræsident Jimmy Carter, beder en lokal autoritet om at ændre reglerne….Vi beklager, at de har lukket sig selv ude fra processen.
Carter Centret har spillet en stor rolle ved tidligere valgt. Ikke mindst ved valget i 1990, hvor sandinisterne tabte til en borgerlig koalition.
Definition på ledsagelse
Ved første øjekast ser Valgrådets definition af ledsagelse tilforladelig ud, men det er den ikke.
Ledsagere kan være udenlandske besøgende, Internationale organisationer, nationale ledsagere og specielt inviterede.
Lige meget hvilken kategori, må han eller hun ikke bevæge sig udenfor den rute som Valgrådet har fastlagt. Som observatør ved tidligere valg, kunne man frit bevæge sig fra det ene valgsted til det andet og på den måde danne sig et bredt billede af forløbet.
Der er en lang tradition for national valgobservation i Nicaragua.
Først og fremmest 2 store organisationer: Instittuttet for Udvikling og Demokrati, IPADE, samt Etica og Transparencia har forberedt hundredvis af valgobservatører. Og det gør de stadig, men måske med udsigt til ikke at komme ind i valglokalerne.
De nationale ledsagere er således ifgl. reglementet: ”Nicaraguanske stasborgere, der er interesserede i at ledsage, kende og støtte den nationale valgproces.” ”Nationale organisationer og institutioner skal have Valgrådets tilladelse til at deltage som observatører.”
På valgdagen kan ”Ledsagerne sende deres skriftlige kommentarer til Det Øverste Valgråd, når de har tilbagelagt den rute, som valgrådet har tildelt dem”.
EU har allerede sagt ja til betingelserne og regner med at sende 80 observatører. Ifgl. Rivas vil Organisationen af Amerikanske Stater også sende ledsagere på Valgrådets betingelser.