Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Med 38,8 procent af stemmerne talt op ligner sandinisterne, FSLN, en klar vinder af søndagens valg i Nicaragua.
Partiets præsidentkandidat Daniel Ortega har således – indtil nu – fået 63,95 pct. af stemmerne.
Hans nærmeste konkurrent Fabio Gardea fra Det Uafhængige Liberale Parti, PLI, fik 29,09 procent, oplyser Det Øverste Valgråd.
Det ser også ud til, at sandinisterne har opnået det absolutte flertal i Nationalforsamlingen.
Ifølge Valgrådet står de således til at få 59 af de 90 pladser i den lovgivende forsamling, mens PLI må nøjes med 25, og det engang så mægtige PLC under ledelse af ekspræsident Arnoldo Alemán fik sølle 6 procent.
OAS tilfreds
Generalsekretæren i Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, den tidligere chilenske udenrigsminister José Miguel Insulza, ser positivt på forløbet af det nicaraguanske valg, hvor OAS stillede med 80 ledsagere, skriver nicaraguanske La Prensa mandag. ”I Nicaragua er både demokratiet og freden avanceret”, kommenterede han ifølge avisen.
Siden 2006, da Ortega generobrede præsidentposten, har Nicaraguas økonomi udviklet sig stabilt, og eksporten er fordoblet hans regeringsperiode.
Derudover har den sandinistiske regering været i stand til at tiltrække mange udenlandske investorer, der anser Nicaragua for et mere sikkert sted at investere i end nabolandene El Salvador og Honduras.