The Tiniest Place er en smuk og sørgelig fortælling om et folk, der vender tilbage til deres landsby for at begrave deres kære og genopbygge deres huse, der blev jævnet med jorden.
ANMELDELSE af Parastou Booyash, journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
Et samfund, der ikke vidste, hvad krig var. Et samfund, der passede sig selv, nød livet og dyrkede sine afgrøder. Et samfund midt i El Salvadors smukke bjerglandskab i landsbyen Cinquera. De levede et fredeligt liv, indtil landsbyen blev invaderet af la guardia nacional under borgerkrigen, der varede i mere end et årti.
[video:http://vimeo.com/31196956]Spøgelser fra fortiden og livets gang
Selv om vi ikke ser en eneste voldscene i hele filmen, bliver vi ikke sparet for fortællinger om den afskyelige krigs klamme hånd, der tog så mange menneskeliv med sig. De overlevende i landsbyen forhekser os ind i deres, på én gang fascinerende og forfærdelig liv, ved at fortælle historier om borgerkrigen. Både sørgelige og ironiske historier.
Instruktøren Tatiana Huez hjælper os tilbage i tiden og ind i junglen ved brugen af voice over. Hun har filmet hovedpersonerne, mens de lever deres normale liv i dag. Mens vi ser billederne fra hverdagen, hører vi deres stemmer fortælle om de traumatiske historier fra borgerkrigen.
Det giver os en bittersød fornemmelse af at, både fortid og nutid kæmper om at herske i området på én gang. For livet går videre, selv om død og rædsel overtog landsbyen i flere år.
Vi ser, hvordan livets cirkel dominerer, selvom borgerne er flyttet tilbage til en spøgelsesby. Børnene går i skole. En kalv bliver født. En ældre, veltalende dame køber æg hos den lokale købmand. Hele biografsalen eksploderer af grin, når hun tvinger sin høne til at ruge æggene.
Hun sidder længe og observerer hønen, der ruger de æg, hun har købt hos købmanden. Og hele salen ånder lettet og forbløffet op, da missionen faktisk lykkes, og der efter noget tid klækker nye kyllinger ud. Der er nemlig plads til hverdagens små historier, mens vi hører, hvordan den ene efter den anden har mistet deres kære til den meningsløse krig.
Meget inddragende scener
Men The Tiniest Place mister aldrig fatningen, for selvom der er givet god plads til ironien, borer de alvorlige fortællinger deres klør dybt ind i én.
En af de stærkeste scener er en, hvor vi kommer med ind i en grotte, som nogle af borgerne skjulte sig i i hele tre år. En smal, kold og kulsort grotte fyldt med flagermus.
Vi bliver i grotten i så lang tid, at man vitterligt føler, man er der. Mens vi ser de triste ansigter reflektere over det uværdige liv i grottens sprækker, hører vi om den dag, de blev opdaget af tropperne. Den dag, deres venner blevet taget til fange. Den dag, de aldrig glemmer.
Det er svært at forestille sig, at bønderne og den fascinerede, smukke landsby har været udsat for så slemme gerninger. Men filmen viser os, at hverken bjergene og tågen omkring dem, fuglens sang, de altid neongrønne træer, de blanke søer eller de flotte marker kan skjule ondskaben.
Ingen siger det bedre end en af hovedpersonerne: ”Jeg har aldrig hørt om en bonde, der ville i krig. Vi var bare bønder, der ville leve. De ville bare dræbe.”
The Tiniest Place er en fascinerende dokumentar, som dog til tider er lidt langtrukken. Det er detaljerne, fortællingerne og karaktererne, der bærer filmen. Det er derfor, det lykkes instruktøren at invitere os ind i den smukke tidslomme, der lider under fortidens bitre minder.
The Tiniest Place. Original titel: El lugar más pequeño
Mexico, 2011, 100 min
Instruktør: Tatiana Huezo
Produktion: Nicolás Celis
Kamera: Ernesto Pardo
Ekstravisning den 14. november klokken 17 i Gloria.
