Rapport fra en ”Alt-er-som-det-skal-være-Safari” i Ghana og mødet med snesevis af politibetjente
Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Her i det fattige Togo hænder det fra tid til anden, at det frankofone begynder at blive lidt for overvældende. Man begynder nærmest automatisk at stramme overlæben op og søge mod det engelske.
Man kender signalerne:
Det er f.eks., når fransktalerne for omkring fem-tusindte gang har underholdt én med, at ”sådan hedder det altså ikke i pluskvam-perfektum”, og når man om natten begynder at drømme om (præsident) Sarkozy og den franske ”gloire” og på napoleonsk facon helt umærkeligt stikker den ene hånd ind under jakken – sådan midt på brystkassen – og sågar nynner Marsellaisen, mens man gnasker sin morgen-baquette. Så er vi ude i noget alvorligt fransk overload.
Der er kun én ting at gøre: Go West!
Desværre er det ikke helt så enkelt. Aflao-grænseovergangen over til det Ghana, der i ens tiltagende engelske bevidsthed mere og mere antager himmerigske former – sådan en fem kilometer fra ens ydmyge maison – er på sine bedste dage et gedemarked af en anden verden og på sine værste en langstrakt første tids-prop på en forventningsfyldt dejlig safari ovre i den anglofone civilisation.
Der er alternativer længere nordpå i fire andre grænseposter mellem Togo og Ghana, så før man pakker NGO’ens togolesisk indregistrerede firhjuls-trækker-pralmobil, undersøger man selvsagt, om det nu også lige kan lade sig gøre at køre over ved disse grænseposter.
”Yes, yes – no problem, Sir”, hedder det fra den absolut højeste ghanesiske myndighed i det togolesiske: The Embassy of the Republic of Ghana her i Lomé – og fra en del andre, der mener at have ”reliable information”.
Alle disse mange, behjælpelige mennesker, inklusive Ghanas diplomatiske repræsentation, checker også vores bilpapirer og forvisser os om, at alt er, som det skal være. ”No problem, Sir”.
Tatale, fredag den 23. december
Men nej, nej. Det skal straks oplyses til de eventuelle vovehalse, der som undertegnede, viv og to håbefulde teenagere måtte finde på at bevæge sig 400 kilometer op i Togo til byen Kara og derfra køre vestpå ned til Nachampa/Tatale-grænseovergangen, at alt ikke er som det skal være.
Man kan få visum i passene ved den grænsepost, men man kan ikke medbringe en privat togolesisk indregistreret bil – i princippet.
Det meddeler den øverste ghanesiske toldbetjent ud af et team på otte ansatte, der i de tre timer, opholdet på grænsestationen varer, ikke har andre kunder end bemeldte lille familie.
Mens vi spejder ind i det forjættede land, der må forventes at ligge for enden af den øde hullede jordvej foran os, overvejer vi at vende om og køre ad den tilsvarende hullede og øde jordvej på Togo-siden enten 200 kilometer sydpå eller 200 kilometer nordpå for at forsøge os på en af de to nærmeste grænseposter.
Den myndige toldbetjent er imidlertid af en anden og venligere mening. Når han engang er færdig med at søbe sin frokost, yams-fufu, op fra sin tallerken, vil han behandle en ansøgning fra os ”om tilladelse til at importere et motorkøretøj til Ghana” som ”a special case”.
Vi er jo ”genuine tourists”, kan han godt se. Derfor skyller han fufu-en af fingrene og beordrer én af sine syv underordnede til at fatte mobiltelefonen og ringe til overordnede i regionshovedstaden Tamale og endog til den øverste told-kommando nede i hovedstaden Accra – forstår vi – for at indhente bemyndigelse til at lade os passere.
Karbon-papirer til fire gennemslag
Her begynder jeg så småt i det skjulte at tælle mine medbragte ghanesiske penge (Cedi) op for det tilfælde, at vi lige om lidt skal ud i en forhandling om passér-prisen, når toldbetjenten synes, at han har lagt tilstrækkeligt pres på os.
Ikke noget vi normalt gør, altså betaler bestikkelse, men de 200 retur-kilometer plus flere hundrede oven i synes ligesom at overbevise os om eventuelt at gøre en undtagelse.
Samtidig gætter vi, at der nok også spises frokost-fufu i toldkontorerne i både Tamale og Accra, for først efter to timer hører vi Tatale-toldchefen svare et opkald fra – angiveligt – Accra og sige: ”Yes sir” en syv-otte gange. Passage er bemyndiget.
Så til den skriftlige ansøgning, der også trækker lidt ud, fordi de otte medarbejdere ikke lige kan huske, hvor de har lagt karbon-papirerne til de fire gennemslag, som åbenbart er livsvigtige for grænsestationens arkiv.
Men til sidst, er ”alt som det skal være” bortset fra, at vi ikke har held til at forklare toldbetjenten, at vores bilforsikring automatisk forlænges med et år ud over 31.12.2011. Forlængelsen er ved at blive behandlet af forsikringsselskabet nede i Lomé, så vi har altså ikke en original forsikring for 2012 med i bilen.
Toldbetjenten giver os derfor kun tilladelse til at køre i Ghana indtil Nytårsaften, selvom vi ihærdigt forklarer ham, at vi faktisk skal holde fest med noget familie (vi ikke har, red.) i Accra Nytårsaften og først køre tilbage til Lomé dagen efter, 1. januar.
Toldbetjenten har helt klart ikke lyst til at forelægge det problem for nogle af sine overordnede i de fjerne store byer, men opfordrer os til at opsøge toldkontoret i Tamale for at få køretilladelsen forlænget.
Den lille venlighed koster 36 Cedi (cirka 126 kroner) i importafgifter til den ghanesiske stat. Vi indvender, at ved Aflao er afgiften normalt kun 20 Cedi. Toldbetjenten: ”Vi har andre priser heroppe”.
Tamale og Mole National Park
150 kilometer senere bumler vi omsider ud fra jordvejen og ind på det sidste stykke asfalterede vej til Tamale, hvor vi cirkulerer rundt i en god time og får set hele den indre by – flere gange. Men til sidst finder vi toldkontoret.
Her er toldchefen ikke specielt begejstret for at få kunder sådan midt på eftermiddagen. Han har i hvert fald ikke til sinds at modtage eventuelle ansøgninger om forlængelse af køretilladelser, men lover os højt og helligt, at vi ”sagtens kan køre rundt” også 1. januar uden tilladelse. ”No problem, Sir” og ”Alt er som det skal være”.
Hvis vi stadig er urolige, skal vi blot henvende os på toldkontoret i den næste store by, Kumasi, et par hundrede kilometer længere sydpå, siger han.
Vi juler i støvede og tørvarme Tamale og futter så videre sydvestpå til Mole National Park, hvor vi får set én af parkens 400 elefanter – adskillige gange.
Der er tale om en enlig formentligt udstødt han-elefant, der givetvis går nede i den søndre ende af parken og drømmer om de 399 andre elefanter længere nordpå, som vi desværre ikke kan komme i nærheden af. Parkens veje er for dårlige.
Kumasi
På strækningen mellem Mole og Kumasi bliver vi kun standset af politiet en 5-6 gange, men betjentene er venlige. De gennemser alle vores papirer, godkender dem og nøjes med at bede om en lille ”julegave”.
Sådan noget fy-fy-korruption må vi jo ikke, så vi undskylder og kvitterer med at ønske dem alt held og lykke og godt helbred langt, langt ind i fremtiden og måtte de få mange børn osv.
Også i Kumasi får vi lokaliseret toldkontoret, hvor de mange medarbejdere heller ikke er voldsomt begejstrede for at få besøg.
Den øverstkommanderende på anden etage henviser os til fire skrivedamer i nabokontoret, der imidlertid først lige skal lave og servere kaffe og vand til bossen.
Efter en rum tid gennemser en af damerne endelig alle vore papirer, som nu også indeholder en fax-kopi af forsikringspapirerne for 2012. Hun skriver et langt brev på vores vegne til bossen inde ved siden af, hvori vi anmoder om forlængelse af tilladelsen for bilen for fem dage mere, selv om vi reelt kun har brug for én dag yderligere.
Fra Herodes til Pilatus
Viven skriver under, og vi bærer brevet ind til chefen, der sætter sine godkendende initialer på det og beder os gå en etage ned til en medarbejder, der endeligt skal vurdere sagen.
Forbi en bunke kontorer, der enten er tomme eller fyldt med toldmedarbejdere, der formentligt underholder sig med at gætte på, hvornår de sidst havde kunder.
En venlig toldbetjent gennemser igen alle vore papirer, godkender forlængelsen og beder os nu gå ned i stueetagen til en lille luge med Ghana Commercial Bank og betale en ny importafgift på 2,5 Cedi (8,75 kroner), eller 0,50 Cedi per dag.
Banken er lukket, men en toldmedarbejder på gangen lover os, at bankmanden kommer ”lige om lidt”. Han dukker op halvanden time senere.
Vi betaler de 8,75 kroner og begiver os igen op til toldbetjenten på første etage, der omsider udstyrer os med de fem dages forlængelse, så vi nu lovmæssigt kan køre rundt i Ghana helt op til 3. januar.
Accra, fredag den 30. december
Turen fra Kumasi til Accra er en fornøjelse. Det er rart at være udstyret med de rigtige papirer, og folkene ved de 5-6 nye politi checkpoints er alle venlige og tilsyneladende i jule- og/eller nytårshumør. Også ved disse stop gennemses alle papirerne, og vi bliver bedt om at give en lille julegave, som vi venligt afslår.
Først da vi er på vej igennem Accras massive forstæder, hvor der bygges og konstrueres, så ingen kan være i tvivl om, at i hvert fald nogen har fået flere penge mellem hænderne i den ghanesiske hovedstad, er det lige ved at gå galt.
Cirka hundrede meter fremme springer en politibetjent pludselig ud foran bilen. Han holder en radar i hånden og beordrer os til at holde ind til siden.
Betjenten om til vinduet i førersiden og: ”Kan du se den skærm her. Hvad siger den?”. Jeg: ”96 kilometer i timen”. Han: ”Og man må kun køre 50 her!?”.
Nogle fastboende expats i Ghana hævder, at den slags radarer altid er indstillet på det samme kilometertal, og jeg ved da også positivt, at nok har jeg kørt mere end 50, men jeg har på ingen måde været i nærheden af 96.
Alligevel siger jeg med en uskyldig stemme, der ikke har været i brug i flere år: ”Det må du meget undskylde. Jeg lover dig aldrig at gøre det igen”.
Han: ”Hvor skal I hen?” Jeg: ”Accra”. Han: ”Godt Nytår og god tur!”
Milde himmel! Det er uden sammenligning turens hidtil største chok – om end på den positive siden af balancen: vi undgår yderligere tiltale. Fredag den 30. december er helt klart en heldets dag.
Sogakope, 1. januar 2012
Vi kommer ind i det nye år på den altid feststemte og hektiske Oxford Street – eller Cantonment Road, som den også hedder – og slipper på årets første dag helskindede ud af det trafikkaos og mangel på byplanlægning, der nu lammer Accra fra tidlig morgen til sen aften – hver dag, året rundt – og begiver os ud på de sidste 200 kilometer langs kysten til Togo og Lomé.
Det har været dejligt at få luftet sit engelske igen men også at få konstateret, at der trods alt er visse fordele ved den franske arv hjemme i Togo: maden f.eks.
Det kan de nu, de franskmænd: trække gastronomien op i højere sfærer, hvor ikke mange englændere kan finde op. I begge lande har de to gamle kolonimagter efterladt madkulturer, og arven falder helt klart ud til togolesernes fordel.
Lige hinsides broen over Volta-floden små 80 kilometer fra grænsen til Togo, i byen Sogakope, bliver vi grundigt mindet om, at der er ”reliable information”, og der er ”reliable information”, også selv om alt under turen rundt i Ghana hidtil har været ”som det skal være”.
En politibetjent vinker os ind til siden, gennemser bilpapirerne og siger med en bøs stemme, der tyder på, at han har haft en ualmindelig dårlig fest aftenen før: ”Der mangler en international attest for bilen”.
Vi: ”What!?” Han gentager det og har tydeligvis ikke til hensigt at ændre det udsagn.
Selv om vi forklarer og forklarer, at vi hele vejen har fået at vide, at ”alt er som det skal være”, tager betjenten samtlige papirer og beder mig komme over i et lille skur på den anden side af vejen, hvor han kræver mit internationale kørekort og mit danske ditto udleveret.
Konfiskeret kørekort
Han oplyser, at mine kørekort nu er konfiskeret og skriver en arrestordre på mig, hvoraf det fremgår, at jeg skal stille i retten i Sogakope fredag den 6. juni, hvor jeg så kan forsvare min sag og forklare mig.
Undlader jeg at møde, kommer jeg til at skylde den ghanesiske stat 600 Cedi (eller 2.700 kroner). Og betaler jeg ikke den bøde, vil jeg blive efterlyst af Interpol, siger betjenten, der øjensynligt har som sit altovervejende nytårsforsæt at lave så mange problemer som overhovedet muligt for forbipasserende i togolesiske pralmobiler.
I den slags situationer er den eneste damage control-taktik at være ydmyg og opbyde så meget som muligt af den høflighed, man har lært om i en fjern fortid, så jeg siger, at der kun er 80 kilometer til Lomé, at jeg er en smule træt efter den lange tur, og at jeg altså gerne vil hjem.
Betjenten: ”Ja, selvfølgelig, du er jo i transit. Så kør bare”. Jeg spørger: ”Også uden kørekort?”. Han: ”Yes, yes – no problem”.
Viven tager selvsagt rattet resten af vejen, og et par dage senere runder et par Ghana-venner forbi Sogakope-politistationen, forhandler en times tid med betjentene og får udleveret mine kørekort og får mig slettet af politiets registre – mod at betale 200 dollars (eller 1.100 kroner).
Et pænt forhandlingsresultat i forhold til den oprindelige bøde.
Mens vi sender venlige tanker til den enlige han-elefant i Mole National Park, er vi igen gået i gang med de franske verbalbøjninger og overvejer atter en gang at turistboykotte nabolandet.
Det er ikke første gang, at politi- og toldbetjente kommer til at skygge for en storslået natur og så meget andet i det ellers så dejlige Ghana.
———–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
