Boomplay er Ghanas vej til det musikalske verdenskort

Black Sherif er en af de musikere, som har fået succes ved at blive kendt på Boomplay i Ghana


Foto: Boomplay Ghana
Stine Uldbjerg Hansen

30. august 2023

Rummet pulser af liv. En masse ghanesiske musikere er på besøg hos streamingplatformen Boomplay i Ghana. Med sig har de ny musik og håber, at Boomplay kan være med til at udvikle deres karrierer som musikere. Hos Boomplay har de nemlig en såkaldt åben-dørs-politik, som betyder, at alle musikere, både nye og erfarne, er velkommne hos dem fra tirsdag til fredag hver uge.

”Der er så stort et potentiale blandt ghanesiske kunstnere, som fortjener at se dagens lys. Tidligere har det været ekstremt vanskeligt for dem at skabe en musikkarriere, som de faktisk kunne tjene penge på, men det vil vi hjælpe dem med,” siger lederen af den ghanesiske afdeling af Boomplay, Elisabeth Ntiamoah.

I forbindelse med sit ph.d.-projekt har Reginald Arthur været i Danmark i tre måneder, hvor han har forsket på CBS, Copenhagen Business School.
Foto: Globalnyt

Boomplay er Afrikas svar på Spotify og den mest populære musikapp i denne del af verden. Den blev grundlagt af kinesiske Transsion Holdnings og begyndte i Nigeria i 2015. Tre år senere kom app’en til Ghana, og nu er den at finde over hele verden. Reginald Arthur er ph.d.-studerende ved University of Ghana og har forsket i økosystemet inden for musikstreaming i Ghana med fokus på Boomplay. Ifølge ham er en af årsagerne til Boomplays succes, at det er en forudinstalleret app på smartphones af mærket TECNO Mobile.

”TECNO Mobile er en af de billigste smartphones i Afrika, og derfor også en af de mest populære telefoner. Når man kigger på brugen af apps, handler det også om, at de skal være lette at bruge, og det er den, når den allerede er på telefonen,” fortæller Reginald Arthur.

Han er i øjeblikket i Danmark, fordi han er ph.d.-studerende på et projekt omhandlende kreative miljøer i Ghana, hvor han har fokus på musikbranchen. Projektet er medfinansieret af Danida og er et samarbejde mellem Copenhagen Business School, CBS, og University of Ghana. Reginald Arthur fortæller, at han har fundet det interessant at undersøge Boomplay, fordi den spiller en vigtig rolle i udviklingen i musikbranchen i Afrika.

Vejen væk fra piratkopier

Indtil for nylig har det været ekstremt vanskeligt for de ghanesiske musikere at tjene penge, fordi de næsten kun kunne tjene penge på deres liveshows, og der har dermed ikke været et struktureret økosystem i musikbranchen i Ghana. Det har også betydet, at piratkopier har været en stor del af musikindustrien, som vi også har set i Danmark. Udfordring ved piratkopier er, at musikerne ikke tjener penge på, at befolkningen lytter til deres musik. Altså har selv forholdsvis store stjerner i Ghana ikke kunne leve af musikken.

Ligesom mange af sine kollegaer har Elisabeth Ntiamoah en baggrund i musikbranchen. Hun har blandt andet været radiovært og har fået en erfaring, som hun til dagligt bruger i sit arbejde hos Boomplay.
Foto: thefemis_art 

”Med Boomplays indtræden i Ghana, har det været vores vigtigste opgave at uddanne både brugerne og kunsterne til, at piratkopier ikke er vejen frem. Før streamingtjenesterne kom ind på markedet, var der ikke online måder at lytte til musik på, og det var derfor naturligt, at de gik efter piratkopier. Men det skal altså stoppe nu,” siger Elisabeth Ntiamoah.

Hun understreger, at brugerne er særligt vigtige, fordi de er forbrugerne og dermed kimen til, at musikerne kan tjene penge på deres musik. Til at få forbrugerne over på deres platform har Boomplay brugt forskellige værktøjer. Der er blandt andet en gratis version, hvor forbrugerne får reklamer mellem sangene, mens der også findes en betalingsversion uden reklamer. Derudover bruger Boomplay såkaldte ambassadører. Det kan være forbrugere, som allerede er influencere, som vi også kender fra Danmark, eller forbrugere, som på anden måde er interesseret i musikken.

”Det har virkelig båret frugt, at de bruger ambassadørerne. Særligt dem ude på universiteterne har været med til at udbrede brugen af Boomplay blandt befolkningen i Ghana. Det har betydet, at ambassadørernes venner ser, at de nu har adgang til millioner af sange, samtidig med at der hele tiden bliver uploadet ny musik direkte på ens telefon,” siger Reginald Arthur.

Når musik kan blive en levevej

Størstedelen af den nye musik, som der bliver uploadet til Boomplay, kommer fra afrikanske kunstnere. I begyndelsen var det særligt kunstnere fra Nigeria, men nu begynder de ghanesiske kunstnere også at melde deres ankomst. Der er i øjeblikket flere end 50 kunstnere, som har formået at opbygge en rentabel levevej af at blive populær på Boomplay. For at blive en del af dem, kræver det mindst 100.000 streams, og det er ikke kun ved at blive spillet på Boomplay, at de tjener penge.

”Vi ved ikke helt konkret, hvor meget kunstnerne tjener ved at blive spillet på Boomplay, men vi ved, at det ikke kun er det, som de kan leve af alene. Det faktum, at de bliver mere kendte og udbredte af at være Boomplay, er med til at udvikle deres karriere. De kan for eksempel komme i kontakt med pladeselskaber, lave flere og større liveshows, tjene penge på deres sociale medie platforme eller spille sammen med andre store kunstnere,” siger Reginald Arthur.

Kunstneren Olive The Boy er en af de første ghanesiske musikere, der kickstartede sin karriere ved at blive spillet på Boomplay. Ifølge Elisabeth Ntiamoah har han et kæmpe potentiale for at blive en af de næste store, internationale stjerner fra Ghana.

Når der kommer flere muligheder for kunstnerne, er det også vigtigt, at der kommer et mere struktureret musikmiljø, mener Elisabeth Ntiamoah. Ifølge hende har Boomplay netop prøvet at opbygge det de sidste fem. Det har blandt andet betydet, at flere pladeselskaber er begyndt at åbne kontorer i Ghana og dermed tør satse mere på de ghanesiske musikere. Hun fortæller, at næsten alle medarbejderne hos Boomplay i Ghana har arbejdet med musik før og derfor går op i at finde den næste store stjerne.

”Mange musikere har været vant til selv at skulle indspille en sang, hvorefter de sender den rundt til venner og bekendte gratis, fordi de bare ønsker at få deres musik ud til folket. Her er det vores opgave at finde de musikere, som har et potentiale og talent, så vi kan hjælpe dem med at få en musikkarriere, som de kan tjene penge på,” siger Elisabeth Ntiamoah.

En eksportvare

En af de kunstnere, som netop er blevet opdaget af Boomplay i Ghana, er Black Sherif. Han sendte sin musik rundt gratis, blev opdaget af Boomplay og er nu den mest streamede ghanesiske musiker.

”Black Sherif er et godt eksempel på en ghanesisk kunstner, som tydeligt havde et stort musikalsk talent, men som ikke kunne leve af sin musikkarriere i starten, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle tjene penge på sin musik. Nu tjener han penge og kan også hjælpe sin familie økonomisk. Det er ikke kun på grund af pengene fra Boomplay, men fordi han er blevet verdenskendt. Han spiller koncerter i hele verden og laver numre med andre kendte musikere,” siger Reginald Arthur.

Black Sherif er ikke kun kendt i de afrikanske lande. Han har også splittet koncerter i Europa blandt andet i Tyskland og Sverige.

En af de kunstnere, som Black Sherif har spillet sammen med, er Burna Boy fra Nigeria. Han er en af de største musikere inden for afrobeat, og før han spillede på årets Roskilde Festival, skrev vi her på Globalnyt et portræt af ham. Du kan læse det her og blive klogere på et musikalsk verdensfænomen, som er meget mere end det. Han er nemlig også et udtryk for den nigerianske drøm. Ifølge Elisabeth Ntiamoah rider Boomplay lige nu på en bølge af succes fra afrobeat, fordi det er en genre, som bliver mere og mere populær verden over. Derudover understreger hun, at de kan se, at en kunstners succes smitter af på de andre kunstnerne i landet.

”Det er tydeligt at se, at interessen for ghanesisk musik stiger jo flere kunstnere, der bliver lyttet til over hele verden. 95 procent af musikken på vores platform kommer fra afrikanske kunstnere, og det er derfor den streamingplatform i verden med allermest afrikansk musik. På den måde er ghanesisk musik ved at blive en eksportvare for landet,” siger Elisabeth Ntiamoah.

Hver uger dukker ghanesiske musikere op på Boomplays kontor i Accra, landets hovedstad, for at få hjælp til udvikle deres musik. Billedet her er fra et af besøgene.
Foto: Boomplay Ghana

Reginald Arthur er enig i, at ghanesisk musik er ved at blive en eksportvare for landet, og det har dermed ikke kun økonomisk betydning for den enkelte kunstner, men for hele landet. Udfordringen kan dog være, om den ghanesiske musikbranche kan følge med successen, fordi det musikalske økosystem stadigvæk er meget nyt. I hans forskningsprojekt har han talt med mange kunstnere, som har fået succes på Boomplay, og de fortæller også, at det ikke kun er en dans på roser.

”De siger alle sammen, at det er ekstremt hårdt arbejde, fordi de ikke længere bare skal indspille en sang, prøve at få solgt en CD og så spille et liveshow. Nu handler det om at få sange på streamingplatforme som Boomplay og blive lyttet til så mange gange, at de begynder at tjene penge. Derudover skal de også skabe sig et navn på de sociale medier. Men når jeg så spørger dem, om det er det værd, siger de alle ja. Nu er der en mulighed for, at de faktisk kan tjene penge på musikken,” siger Reginald Arthur.