Håber på Aung San Suu Kyi

Forfatter billede

Fattige kvinder på landet i Burma håber og tror på, at Aung San Suu Kyi vinder valget i april, og at det betyder bedre forhold for dem. En beretning fra Jørgen Thomsen, Folkekirkens Nødhjælps regionale koordinator i Asien.

De 15 kvinder i selvhjælpsgruppen Myin Moe Htat er sikre på, at det vil betyde et bedre liv for dem, hvis Aung San Suu Kyi bliver valgt d. 1. april ved suppleringsvalget i Burma/Myanmar.

Vi er små 200 km syd for Mandalay i en landsby med solsvedne hytter af flettet, flækket bambus – halvanden kilometers bilkørsel ad hullede veje ind til byen.

De fleste tager turen med oksekærre, på knallert eller på en toplæsset anhænger bag en kultivator fra rismarken.

Her ved kvinderne godt, at Aung San Suu Kyi’s reform-dagsorden er nødvendig.

Ud af landsbyens 38 husstande ejer kun fem en strimmel landbrugsjord. De andre er jordløse daglejere.

Kvinderne kender nok til oppositionslederens politiske dagsorden til at mene, at de ændringer, hendes valg kunne medføre, er bedre sundhedsvæsen, social velfærd og priser, kvinderne kan betale.