Kommentar af Kristian Jørgensen
For nylig kunne vi læse overskriften: ”Danmark går på træhugst i u-lande”. Baggrunden var Randers-virksomheden Verdo, der i begyndelsen af marts fik leveret de første 14.000 ton træflis fra Ghana, og som over de næste fem år vil hente i alt 750.000 ton.
Dette markerer første markante skridt for en ny trend i dansk energi-forsyning i form af import i stor skala af biomasse fra udviklingslande – og en trend bliver det.
Den grønne tænketank Concito forventer, at den danske import af biomasse vil stige fra 1,5 millioner ton i 2011 til 6-8 millioner ton i 2020. Og resten af Europa følger trop.
Man kan altid diskutere, hvorvidt den enkelte import er bæredygtig eller har elementer af bæredygtighed, men Verdos ”first move” import åbner for en lang række spørgsmål, der burde have været besvaret, før man overhovedet tænkte på opfylde EU’s målsætninger for vedvarende energi med biomasse.
Vi bør tage ved lære af fejlene på biobrændstofområdet, hvor man satte mål, før bæredygtighedsspørgsmålet var besvaret. Dette ledte til massive investeringer, der nu slavebinder os i årtier til brændstoffer, som er mere klimaskadelige end konventionel diesel – og bidrager til fødevarekrise, ‘landgrabbing’ (jordtyveri) og massive naturødelæggelser.
Så kære klimaminister Martin Lidegaard (R), hvis vi skal være ambitiøse, så skal det gavne noget.
Vi skal ikke lave tårnhøje målsætninger og så håbe på, at det bliver bæredygtigt. I stedet skal vi fra start sikre, at biomasse bliver en reel klimagevinst her og nu.
Der bliver i den forbindelse talt meget om at etablere bæredygtigheds-kriterier i EU for biomasse, hvilket også er vigtigt – og jo før desto bedre.
Vigtigst er dog fokus på selve mængden, og i hvilket omfang biomasse kan være bæredygtigt, uden at vi dræner klodens fattige lande for en ressource, de har mangel på.
En ressource, som når vi importerer den, risikerer at skade klimaet, forringer biodiversiteten (den biologiske mangfoldighed) og tærer på fattige befolkningers livsgrundlag.
————-
Indlægget er bragt i 92-gruppens nyhedsbrev marts 2012 under overskriften “bæredygtig biomasse”.
Kristian Jørgensen er formand for NGOen “Verdens Skove”, tidl. Nepenthes.