Helle T.: Også udstationerede danskere i Afghanistan efter 2014

Forfatter billede

De 28 NATO-lande bekræftede søndag aften deres ambition om at trække alle kampstyrker ud af Afghanistan med udgangen af 2014, skriver dagbladet Politiken mandag.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slår nu fast, at der fortsat vil være danskere – herunder sandsynligvis også bevæbnede soldater – længe efter 2014.

“Der bliver brug for militære trænere og folk, der kan hjælpe med civil genopbygning. Og når der er danskere sendt ud, skal vi selvfølgelig også sørge for deres sikkerhed”, sagde statsministeren.

Regeringen har endnu ikke taget stilling til antallet af danskere, der skal udstationeres eller til, hvor længe de skal blive.

Helle Thorning-Schmidt gør sig ingen illusioner om, at NATO efterlader noget mønstersamfund, når de vestlige kamptropper trækkes hjem i 2014:

»Det er verdens tredjefattigste land, og de har 70 procent analfabeter. Man kan ikke forvente, at det bliver et demokrati i stil med vores, men derfor skal vi alligevel stille krav om, at de overholder menneskerettighederne og respekterer kvinders rettigheder”, sagde hun.