“Roskilde, did you bring your passports?”

Forfatter billede

Roskilde Festival dag 1: Med Blitz the Ambassadors koncert torsdag aften på Roskilde blev Afrika sat på festivalens landkort.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger

Cosmopol-scenen bød varmt velkommen, da Samuel Bazawule og gruppen The Embassy Ensemble – kendt under navnet Blitz The Ambassador – landede og lettede på Roskilde, hvor de leverede en intens og energisk koncert som velvalgte ambassadører for det lille kakaoproducerende land Ghana. Blitz The Ambassador indledte således Roskilde Festivalens afrikanske spor, der breder sig vidt og bredt med hensyn til geografi og genrer.

Fra fortid til fremtid med Samuel Bazawule som rejseleder

Blitz The Ambassador gjorde en dyd af afveksling – højtempo-numre og hæsblæsende afrobeat blev afløst af rolige passager, hvor frontmanden helt bogstaveligt bad publikum om at “Calm down”.

Alvor og fest gik lige så meget hånd i hånd som funky afrobeat og tung bas. Det hele blev bundet sammen af Samuel Bazawules rap, for han kan ganske rigtigt rappe i et dobbelttempo, der kan måle sig med hvem som helst i sin nuværende hjemby New York.

Løftede hænder, knyttede næver og peacetegn hvirvlede rundt i luften i et fuldt Cosmopol-telt, hvor alt fra u-landsfrivillige til hip hop-fans var repræsenteret – ikke at det ene udelukker det andet. Men alle blev tilgodeset:

Undervejs fik publikum ikke alene partymusic, for Samuel Bazawule tog også en opdragende rolle på sig og rejste med publikum gennem afrikanske klassikere med tributes til bl.a. Fela Kuti (1938-1997) og Miriam Makeba a.k.a. Mama Africa (1932-2009) – akkompagneret af funky messingblæs.

Historiens skygger kastede Blitz også lys over til krigsbilleder, blæsere som våben og en opsang til korrupte ledere og multinationale selskaber. Samuel Bazawule opfordrede inciterende publikum: “Get involved, get involved!”

Samuel Bazawule gjorde et nummer ud af at tale om alt det postive fra sit hjemland og sluttede af med at spille for en lys og smuk fremtid for Afrika.

Blitz the Ambassador blev præsenteret med ordene “Mennesket stammer fra Afrika, hip hop fra New York”. Hip hop, kunne man dog hævde, henter en meget stor del af sin arv i netop den traditionelle afrikanske orale kultur. Og derfor insisterede de stadige vekselvirkninger med filmklip med etniske grupper og den rå rap på scenen sit udgangspunkt i hjemlandet Ghana. Ikke på en patriotisk måde, som de ghanesiske flag kunne tyde på, men mere som et tegn på, at Ghana ikke alene producerer fantastisk kakao, men også musik til stor glæde for et verdensvendt publikum.

Hvis Blitz’s “Ambassador Airlines” flyver os ind i fremtiden til lyden af “Radio Africa”, ser den bestemt ikke kedelig ud!

Blitz the Ambassador (Ghana), Cosmopol torsdag 5. juli 2012, 21:15