Mexico betaler en formue for at importere majs, men en ny rapport viser, at landet kan blive selvforsynende, hvis man støtter små, økologiske landbrug.
Det er blevet rigtigt dyrt at importere majs for Mexico. En rapport fra Global Development and Environment Institute ved Tufts Universitet viser, at Mexico har betalt 1,1 milliard dollars mere for importeret majs siden 2005, som primært er fra USA.
Priserne er steget dramatisk, særligt på grund af det amerikanske bioethanol-program, skriver en af rapportens forfattere, Timothy A. Wise, på sin blog på Al-Jazeera.
Mexico er ifølge Wise en af verdens største importører af majs, og er dermed blevet usædvanligt hårdt ramt. Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) var der 20 millioner i landet, der lever i fødevarefattigdom i 2010.
Mexico kan imidlertid vinde en del på at investere i små og mellem-store landbrug, konkluderer for-skere i rapporten “Achieving Mexico’s Maize Potential”.
Ifølge rapporten producerer disse landbrug under halvdelen af deres potentiale.
Carmelo Pacheco, lederen af en mexikansk landbrugsorganisation, mener ikke, at årets høst bliver bedre end tidligere.
“I år er perspektiverne middelmådige. Udbyttet er faldet på grund af klimaændringer og ustabile priser”, siger han til Tierramérica, en latinamerikansk nyhedsportal om miljø og bæredygtig udvikling støttet af FN og Verdensbanken.
Det er særligt vand og vandingssystemer, der er problemet for de små og mellemstore landbrug. Derfor opfordrer rapporten myndighederne til at investere i vandingssystemer og infrastruktur til disse landbrug.
“Den jord, de dyrker, er den første kontakt i vandets cyklus. Deres viden er forenelig med agroøkologi og i modsætning til industrielt landbrug har de stort potentiale til at øge deres produktion”, siger Antonio Turrent, en anden af rapportens forfattere, til Tierramérica.
Rapporten konkluderer, at Mexico vil kunne være selvforsynende med majs indenfor 10-15 år, hvis man sørger for at udnytte potentialet i små og mellemstore landbrug.
Download rapporterne “Achieving Mexico’s Maize Potential” og “The Cost to Developing Countries of US Corn Ethanol Expansion” her: http://ase.tufts.edu/gdae/