Kineserne chikanerer import af PH-lamper – de kopierer dem selv

Forfatter billede

Mens kineserne forhaler import-godkendelsen af de berømte danske PH-lamper til det kinesiske marked, har de selv travlt med at producere kopier af de samme lamper, anfører producenten Louis Poulsen Lighting A/S torsdag overfor Berlingske.

“Det er rystende, at der sker kopiering af vore lamper derude i så stor udstrækning”, siger firmaets direktør, Søren Schøllhammer, til avisen, og uddyber:

“Det er meget skadeligt for os, at kopieringen af vore produkter foregår så uhæmmet og uden større konsekvenser fra myndighederne”.

Berlingske Business kunne onsdag berette, at den danske producent og rettighedshaver til lamper tegnet af Poul Henningsen og Arne Jacobsen foreløbig er blevet et år forsinket i at lancere sine produkter på det enorme kinesiske marked, fordi de kinesiske myndigheder har stillet skrappe krav til produktsikkerhed og forhalet godkendelsesprocessen.

Det drejer sig i alt om ca. 60 forskellige lampetyper.

Louis Poulsen kan ifølge Berlingske ramme de kinesiske kopister ved at sagsøge dem i Kina, da firmaet allerede har fået registreret sine rettigheder i landet.

Processen kræver dog, at man får samlet en stor bunke bevismateriale, som kan præsenteres for en dommer.

Berlingske oplyser, at kopieringen foregår ganske åbenlyst. På internettet kan man søge med Google og finde kinesisk-producerede kopier af eksempelvis den legendariske PH-lampe, Koglen, som er særdeles dyr i originalen.