Af Daniel Henschen, U-landsnyt.dk
Ghanas regerings flytter fra Christiansborg, der blev bygget i 1600-tallet som sæde for dansk styre – og ikke mindst slavehandel. Dermed slutter en epoke.
Den 20. februar markerede en ceremoni i Ghanas hovedstad Accra, at landets regeringssæde endegyldigt er flyttet. Fra fæstningen Christiansborg eller Osu-Castle – som det også kaldes efter en bydel i Accra – til en række nybygninger omkring palæet Flagstaff House.
Beslutningen er truffet af præsident John Dramani Mahama og har selvsagt fået en del opmærksomhed i ghanesiske medier. For det er ikke bare en flytning men en beslutning med høj symbolværdi.
Siden Ghanas uafhængighed i 1957, har det vestafrikanske land nemlig været regeret fra fæstningens stenmassiv af århundreders sammensatte bygninger med udsigt over Atlanterhavet. Men lige så vigtigt, også set fra dansk hold, er, at fæstningen er det bedst bevarede levn fra 200 års tilstedeværelse på Guldkysten.
Center for slavehandel
Fra 1659 til 1850 var den danske stat og en række privatpersoner engageret i regionen, hvor i alt syv fæstninger blev opført som støttepunkter for handlen med guld, elfenben, tekstiler, alkohol, våben og ikke mindst slaver.
De danske besiddelser bliver ofte kaldt en ’koloni’, men reelt havde danskerne kun kontrol over få og små landområder. I hele perioden var de dybt afhængige af det magtfulde Ashantirige, som herskede over store dele af datidens Vestafrika.
Fæstningen spillede ikke desto mindre en vigtig rolle i den slavehandel, der udgjorde en central del af de danske aktiviteter på Guldkysten. Det anslås, at omkring 100.000 mennesker blev handlet gennem de danske forbindelser. En brutal historie, som for alvor fik offentlig opmærksomhed med Thorkild Hansens bøger om Slavernes kyst og øer.
Stridens æble
Det er ikke mindst den historie, der har gjort fæstningen til et stridens æble i det uafhængige Ghana. I 2007 erklærede det daværende regeringsparti New Patriotic Party (NPP) således, at det var uværdigt at have regeringssæde i den bygning, hvor talrige slaver afventede deres skæbne.
Den gang blev beslutningen om at bygge et nyt regeringssæde ikke ført ud i livet. Men nu ser det altså ud til, at Christiansborg skal på pension efter næsten 350 år som aktivt magtcentrum.
Planen er angivelig, at bygningen i fremtiden skal være museum. Men de nærmere detaljer ligger endnu ikke fast.
Ikke alle ser dog beslutningen som et fremskridt. På nettet løber en følelsesladet debat, hvor tilhængere og modstandere af flytningen beskylder hinanden for at mangle historisk sans eller se gennem fingre med fortidens voldshandlinger.
Og i et interview med det lokale nyhedsmedie Joy News TV har den fremtrædende historiker og diplomat A. K. Asante advaret om, at fortet risikerer at forfalde, hvis det bliver taget ud af den nuværende brug.
Dét er der muligvis flere i Danmark, der vil se som et stikord. Nationalmuseet har allerede deltaget i en række fælles kulturarvsprojekter i Ghana, så måske bliver Osu Castle/Christiansborg det næste i rækken.
Udfordringen bliver i så fald at gøre det med respekt for både den del af historien, der udspillede sig frem til 1850, og fæstningens rolle i det selvstændige Ghana.