Amnesty: Danmark støtter indirekte henrettelser i Iran

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

De seneste to år har Danmark hvert år givet fem millioner kr. i støtte til et iransk program for narkobekæmpelse gennem FN og det er indirekte medvirkende til, at hundredvis henrettes for påståede narkoforbrydelser, mener Amnesty.

Det skriver Amnesty Internationals danske afdeling på sit website fredag.

Amnesty opfordrer den danske regering til at genoverveje støtten til programmet via FNs Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC), fordi den blåstempler brugen af dødsstraf, hedder det.

Danmark bør i første omgang betinge sig, at UNODC kræver af Iran, at landet stopper med at bruge dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser – og i sidste ende bør man droppe støtten, hvis ikke Iran stopper med at henrette sine borgere.

”Ønsket om at begrænse narkohandel er selvsagt legitimt, men som situationen er i Iran lige nu, kan pengene ende med at støtte anholdelser og i sidste ende henrettelser”, siger Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i Amnesty

Massehenrettelser for narkokriminalitet

Alene i 2011 henrettede Iran mindst 488 personer for narkorelaterede forbrydelser svarende til 80 procent af alle henrettelser.

En del af dem var afghanere, som ikke havde adgang til en advokat, ligesom der var mindreårige iblandt.

Der har været massehenrettelser, hvor grupper på 30 til 50 blev henrettet på én gang. Det skønnes, at der sidder over 4.000 afghanere i iranske fængsler for narkokriminalitet.

Amnesty: Danmark bidrager til menneskerets-brud

Danmark er blandt de største donorer til UNODC’s særlige landeprogram i Iran 2011-2014, som bl.a. giver træning og teknisk udstyr til det iranske grænsepoliti for at bekæmpe narkotikasmugling.

Ifølge UNODC er Danmark også sponsor for et særligt initiativ, der skal forhindre narkosmugling fra Afghanistan til Iran.

Men dermed støtter den danske regering igennem UNODC anholdelser af narkosmuglere, der ender i uretfærdige retssager og dødsstraf for besiddelse af selv små mængder narkotika, mener Amnesty.

”Man skal have bugt med narkohandlen, som giver store problemer, men hvis ikke man kan få Iran til at stoppe med at bruge dødsstraf på den måde de gør, så bidrager man selv til menneskeretsovertrædelser”, anfører Trine Christensen.

Se også
http://www.unodc.org/islamicrepublicofiran/en/funds-and-partnership.html
og hent (download) rapport fra UNODC på
http://www.unodc.org/documents/justice-and-prison-reform/UNODC_Human_rights_position_paper_2012.pdf