Netværk: Tøjfirmaer bør betale erstatning til ofre i Bangladesh

Forfatter billede

Når tekstilbranchen vælger at lægge sin produktion ud til lavtlønslande i Asien, bør den tage moralsk ansvar, når der sker ulykker. Det mener Clean Clothes Campaign, der er et globalt netværk, som arbejder for bedre arbejdsforhold i tekstilbranchen, ifølge websitet epn.dk mandag.

I onsdags kollapsede en bygning på otte etager i Dhaka i Bangladesh. Søndag var det officielle dødstal på 377, men hundredvis savnes fortsat.

I bygningen blev der produceret tekstiler, og bl.a. dansk-ejede PWT Group, som står bag tøjkæderne Wagner og Tøjeksperten, fik fremstillet skjorter i den.

“Vi har kontaktet selskabet og gjort opmærksom på, at man i andre lignende sager har betalt erstatninger til efterladte og overlevende ofre. Det synes vi også, selskabet skal overveje,” siger Klaus Melvin Jensen, som er Clean Clothes Campaign’s danske talsperson, til epn.dk.

Selv om FN foreskriver, at virksomheder har forpligtelse til at sørge for sikre arbejdspladser, bliver de næppe slæbt i retten.

“Men man har en moralsk forpligtelse, når man outsourcer ansvaret sammen med produktionen. Hvis man scorer kassen på at få produceret tekstiler i Bangladesh, er det ikke et urimeligt krav at sige, at så må man også gøre noget for de efterladte,” siger Klaus Melvin Jensen.

Tidligere er Clean Clothes Campaign gået ind i andre sager og har sikret erstatning til de efterladte og sårede.

Man kan læse mere i pressemeddelelse fra netværket på
http://cleanclothes.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=214