Kommentar af Helene Maria Kyed (uddrag)
Mozambiques oppositionsparti Renamo har ophævet en fredsaftale, der endte en lang og blodig borgerkrig med Frelimo regeringen i 1992. Det sker, efter militæret i mandags gik til angreb på oppositionslederen, Alfonso Dhlakamas, hovedbase ude på landet.
Vil og kan Renamo genoptage krigen? Eller hvad er der på spil?
De seneste måneders sammenstød mellem statslige sikkerhedsstyrker og bevæbnede Renamo oprørere i det centrale Mozambique udfordrer landets nu 21 år med fred og forrygende udvikling.
Der er dog næppe tale om, at Mozambique er på vej tilbage til en omfattende væbnet konflikt, som den der hærgede landet i 16 år mellem 1977 og 1992.
For det første har hverken Frelimo eller Renamo en militærstyrke stærk nok til at føre krig.
Renamo anslås at have ca. 300 væbnede mænd. De er gamle oprørere fra krigens tid, ikke unge og nytrænede – se også http://en.wikipedia.org/wiki/RENAMO
Frelimo regeringen valgte i sin tid en lille hær for at mindske omkostninger og undgå militærkup.
Man kan derfor ikke forvente sig meget mere end individuelle angreb fra begge sider.
For det andet er det yderst tvivlsomt, at Renamo ville kunne mobilisere de ressourcer, det kræver at føre krig. Et ønske som partiet i øvrigt konstant benægter.
Det demokratiske spillerum lukkes
Men på spil har også været Frelimos gennemgribende forsøg på at udelukke oppositionen fra politisk indflydelse, positioner i statsapparatet og aktier i den private sektor. Tre sfærer, der i Mozambique er tæt forbundet.
Selv om fredsaftalen i 1992 lagde op til magtdeling, har Frelimo siden landets første flerpartis valg i 1994 ikke været villig til at dele. En stærk markør er, at den landlige befolkning har været udelukket fra kommunalvalg.
Frelimo mistænkes også for valgsvindel, specielt i 1999 og for brug af politiet til at chikanere Renamo. Det er sket uden stor kritik fra det internationale samfund, som siden 1992 har finansieret minimum halvdelen af statsbudgettet.
Frelimo har monopoliseret den politiske magt ved fortsat at styre statsapparatet – og sikkerhedstyrkerne – og ved at sikre sig aktier i den private sektor.
En ’winner takes it all’ politisk kultur
Alt tyder på, at Renamo er spillet fallit. Frelimo kan derimod mistænkes for at bruge sammenstødende til yderligere at marginalisere Renamo som en politisk aktør.
Frelimo påstår, at Renamo ønsker, at krigen vender tilbage. Det er velkendt retorik. Frelimo har jævnligt fremstillet Renamo som en guerillahær og som nationens fjende, der står for primitivitet og ødelæggelse.
Enhver voldelig modreaktion fra Renamos side bekræfter dette billede og legitimerer desuden de vilkårlige anholdelser af Renamo medlemmer, som ofte foregår i det skjulte. Krigsretorikken spiller sammen med den ’winner takes it all’ politiske kultur, som har kendetegnet det 21 år gamle demokrati.
Selv om der næppe er fare for en tilbagevenden til borgerkrig i Mozambique, er de seneste sammenstød en advarsel om, at mangel på reel deling af magt og ressourcer i et nyt demokrati, udover at underminere politisk debat, kan have voldelige konsekvenser.
Det demokratiske spillerum, der åbnede sig efter krigen, er langsomt blevet lukket af Frelimo.
Om regeringspartiet er villig til at give plads til de nye oppositionspartier, som MDM, vil kun de kommende valgperioder vise. International støtte til at styrke flerpartisystemer og nye partiers organisatoriske og strategiske kunnen kan være vigtig.
Et område, som Danida netop prioriterer i dag, men som kunne styrkes i Mozambique.”
Helene Maria Kyed (39) er mag.art. i socialantropologi og seniorforsker indenfor forskningsområdet fred, risiko og vold på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København.
Se også omtale af hende fra 2009 på
http://www.eliteforsk.dk/modtagere/prismodtagere-2009/helene-maria-kyed
og hendes CV på
http://www.diis.dk/files/_Staff/hmk/HeleneKyed_CV2_October2012.pdf
Se om Danmark i Mozambique og vor omfattende bistand til landet på
http://mozambique.um.dk
Mere om det store land i Sydøstafrika på
http://en.wikipedia.org/wiki/Mozambique
