NOAH klager til fødevareministeren over soja-arbejdsgruppe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

I et åbent brev klager Miljøbevægelsen NOAH over Fødevareministeriets reaktion på afsløringer af de massive problemer dansk import af soja til svinefoder forårsager i Latinamerika. Læs brevet her.

Danmark importerer årligt soja primært til svinefoder, der beslaglægger et areal på størrelse med Sjælland i Latinamerika.

Sojaen bliver hovedsagligt produceret i Argentina, Brasilien og Paraguay, og det koster skov. Dermed bidrager import af sojaen til globale temperaturstigninger og miljøødelæggelser.

Desuden viser en undersøgelse af Danwatch, at produktionen er til fare for lokalbefolkningernes helbred, da der bruges sprøjtegifte.

Derfor besluttede Fødevareministeren i november, da hun hed Karen Hækkerup, at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal gøre importen af soja mere bæredygtig.

Desuden skal arbejdsgruppen sørge for en mere miljø- og klimavenlig import af palmeolie, der rydder skov i stor stil i Asien.

Der har ifølge NOAH fra starten været fokus på såkaldt “ansvarligt produceret soja”, der kan erhverves gennem sammenslutningen Roundtable of Responsible Soy samt palmeolie fra organisationen Roundtable of Sustainable Palm Oil.

Verdensnaturfonden WWF og Miljøbeævgelsen NOAH er begge med i arbejdsgruppen, men de har vidt forskellige holdninger til ansvarligheden ved den certificerede soja.

Det har de tidligere diskuteret i en artikel på U-landsnyt.dk.

Læs artiklen her: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/04-12-13/latinamerikanske-soja-del-ggelser-er-b-redygtig-so

Det følgende er et brev fra NOAH sendt til Fødevareminister Dan Jørgensen.

Kære Dan Jørgensen

Vi ønsker at gøre opmærksom på en skandaløs håndtering af et alvorligt emne i dit ministerium og NaturErhvervstyrelsen, hvor de to mest kritiserede certificeringsordninger RTRS og RSPO præsenteres som ‘ansvarlige’ efter et uigennemsigtigt og uskønt forløb.

Torsdag d. 6. 2. deltog NOAH i “Arbejdsgruppen for ansvarlighed i soja- og palmeolieværdikæderne” NaturErhvervstyrelsen. NOAH blev gennem medierne opmærksom på gruppens eksistens og henvendte sig derfor til Fødevareministeriet for at høre, hvordan udvælgelsen af gruppens medlemmer var sket.

Først herefter blev vi inviteret med i arbejdsgruppen. På det tidspunkt var gruppen blot omtalt som “Arbejdsgruppen for ansvarligt produceret soja- og palmeolie”, hvilket vi opfattede som en mere åben formulering, der gav en meningsfuld plads til NOAHs deltagelse.

Vi havde forud for mødet 6.2. henvendt os til både Karen Hækkerup og dig og opfordret til, at udgangspunktet for arbejdsgruppen ikke skulle være et snævert fokus på de to certificeringsordninger RTRS og RSPO – som var det indtryk, vi fik gennem den offentlige debat om gruppens arbejde.

Vi havde samtidig beskrevet og begrundet, hvorfor de to certificeringsordninger ikke kan betragtes som ansvarlige, ligesom vi havde foreslået, hvilke emner et udvidet fokus efter vores mening skulle dække. Da vi ikke havde modtaget et opklarende svar fra dig, forventede vi en åben debat på det indledende møde i arbejdsgruppen.

Dette var desværre ikke tilfældet, da Karsten Biering Nielsen og Lasse Juul-Olsen indledningsvis slog fast, at man ikke ønskede at diskutere hverken GMO, omfanget af den animalske produktion eller substitution af soja og palmeolie, samt at man allerede i det indledende arbejde var kommet frem til, at de to certificeringsordninger i store træk var ansvarlige og et godt udgangspunkt for gruppens arbejde.

Det fremgik, at NaturErhvervstyrelsen på sin researchtur til Holland udelukkende havde opsøgt fortalere for RTRS. Ligeledes bød mødet i arbejdsgruppen, udover NaturErhvervstyrelsens egne tre pro-RTRS/RSPOoplæg, kun på oplæg af Landbrug og Fødevarer og WWF, som begge støtter ordningerne.

Denne ubalance er især beskæmmende, når man kaster et blik på listen af organisationer, som har protesteret mod netop disse certificeringsordninger, hvor lokale organisationer opfatter RTRS og RSPO som ren og skær legitimering af den fortsatte udnyttelse af deres arbejdskraft, jord og levesteder.

NaturErhverstyrelsen beskrev ordningerne som “multistakeholder processer” uden at forholde sig til, at ordningerne ikke har formået at inkludere lokale organisationer og befolkningsgrupper, men overordnet består af virksomheder, WWF og ganske få andre miljøorganisationer. I Danmark er WWF (som er medinitiativtager til begge certificeringsordninger) og Danmarks Naturfredningsforening de eneste miljøorganisationer der støtter ordningerne.

Før NOAH på egen forespørgsel blev inviteret til at deltage i arbejdsgruppen, var WWF og DN de eneste miljøorganisationer, der var inviteret til at deltage. Heller ingen udviklingsorganisationer deltog, selvom både soja og oliepalmer i disse år spreder sig i flere udviklingslande. Med styrelsens udmelding er det svært at se, hvordan man kan diskutere ansvarlighed endsige forstå styrelsens definition af ansvarlighed.

Vi undrer os over, hvordan Fødevareministeriet og NaturErhvervstyrelsen er endt med at støtte så helhjertet op om WWF’s anbefalinger. NaturErhvervstyrelsen omtalte på mødet d. 6. 2., at der har fundet ‘bilaterale’ møder sted.

Vores gæt er, at WWF og DN alene har fået lov at repræsentere civilsamfundet på disse bilaterale møder. Sikkert er det hvert fald, at NaturErhvervstyrelsen over længere tid har lagt øre til WWF, som også har haft en finger med i spillet i forhold til de rapporter, Fødevareministeriet har bestilt fra Aarhus og Københavns Universiteter om forskellige aspekter af de to certificeringsordninger.

Rapporten fra Aarhus Universitet, som skulle undersøge bæredygtigheden, har WWF endda haft i høring. Samtidig skal det i denne forbindelse bemærkes, at to af de embedsmænd, der er tilknyttet arbejdet i den nedsatte arbejdsgruppe, tidligere har været ansat i WWF Danmark.

Vi finder det uacceptabelt, at vores embedsværk arbejder på denne måde – og at en organisation som WWF, der ikke har megen legitimitet i de lande, der producerer soja og palmeolie, inviteres til et så tæt samarbejde i et af vores ministerier.

NOAH ønsker at deltage i en ambitiøs og konstruktiv debat om Danmarks rolle i soja- og palmeolieindustrien, hvor reelle løsninger undersøges i en åben debat. NaturErhvervstyrelsen har derimod valgt at afgrænse debatten til et foruddefineret snævert område, der ikke omfatter hverken ‘ansvarlighed’ eller ‘bæredygtighed’ på nogen meningsfuld måde. Fastholdes dette fokus, vil arbejdsgruppen blive et elitært projekt, der grønvasker en uansvarlig og ubæredygtig produktion.

Vi håber, du vil have dette for øje, når arbejdsgruppens fremtidige arbejde planlægges, således at arbejdsgruppen kan genstartes gennem en demokratisk proces, hvor flere civilsamfundsorganisationer høres og med et bredere fokus på reelle løsninger. Samtidig vil vi bede om et møde med dig, hvor vi kan uddybe vores kritik af certificeringsordningerne.

Venlige hilsner på vegne af NOAH Landbrug og Fødevarer,
Bente Hessellund Andersen (29 29 45 27)
Nanna L. Clifforth (51 51 77 24 / [email protected])