Malis befolkning er gået i samtaleterapi – målet: Varig fred

Jesper Søe

19. marts 2014

BAMAKO, MALI: Tirsdag afsluttede handels-og udviklingsminister Mogens Jensen (S) sit lynvisit i den vidtstrakte Sahel-nation Mali i Vestafrika og fløj videre til Ghana. Det er andet stop på Afrika-rejsen, der senere på ugen bringer ham til Uganda.

Under besøget i Mali mødtes han bl.a. med en gruppe af fremtrædende personer fra landets civilsamfund. En af dem var Nene Konaté Traore, der er leder af researchcentret IMRAP, Institute Malien de Recherche Action pour la Paix.

Centret driver et omfattende program, der handler om at få identificeret de hindringer, der – i indbyggernes optik – er for at få en varig fred i landet efter konflikten, der var på sit højeste i 2012 og 2013.

Et selvportræt af landet

Målet med programmet er med hendes ord at skabe en selvportræt af landet. Det handler simpelt hen om at malierne skal forstå sig selv og den situation de står i, forklarer hun til U-landsnyt.dk efter hendes møde med Mogens Jensen.

Det foregår ved at IMRAPs folk rejser rundt i alle det enorme – og enormt fattige – lands afkroge og gennemfører møder og workshops. I 2013 var Mali nummer 183 ud af 187 på FNs udviklingsindeks. Altså fire pladser fra den absolutte agterlanterne.

På møderne og i workshopperne bliver indbyggerne hjulpet i gang med at tale om, hvad de ser som hindringer for at opnå varig fred efter den seneste konflikt og århundreders etniske modsætninger.

Arbejdet i projektet skal munde ud i en stor rapport – selvportrættet – der skal ligge klar i juni. Projektet er finansieret af udenlandske donorer, heriblandt den danske ambassade.

Fokusgrupper i alle regioner IMRAP arbejder sammen med den internationale organisation Interpeace, der har udviklet en model til at få befolkninger i snak og det er den model, der bruges for at indsamle meninger i folkehavet blandt de 15 millioner indbyggere. Rent konkret er der blevet nedsat fokusgrupper i alle landets otte regioner.

Fokusgrupperne er sammensat på forskellige måder med hensyn til køn og alder for at opnå et så dækkende billede som muligt. Der er ti fokusgrupper med 34 medlemmer i hver region. Desuden er der nedsat fokusgrupper for de grupper af maliske flygtninge, der opholde sig i nabolandene Niger i vest, Burkina Faso i syd og og Mauretanien i øst.

Stor mistillid til staten

I første omgang er centerleder Nene Konaté Traore ikke meget for at fortælle om, hvad deltagerne i undersøgelsen har sagt. Hun foretrækker at fremlægge hele materialet samtidig, siger hun.

Men hun løfter sløret en smule og fortæller, at der er nogle gennemgående ting, som folk lægger vægt på:

* Der hersker stor mistillid til staten – i høj grad på grund af den fremherskende centralisme, der præger landet. Ifølge hende og andre kilder bruger staten et sted mellem 80 og 90 procent af sit budget – der er på størrelse med Esbjergs kommunes – på hovedstaden Bamako. Det levner ikke meget til resten af landet.

* Retfærdighed. Folk vil ikke bare have fred og forsoning. De vil også have retfærdighed. Der er en udbredt utilfredshed med, at mange overgreb i ikke har resulteret i nogen form for straf til gerningsmændene. Det budskab ser også ud til at være trængt igennem til regeringens top, for efter hans møde med den danske handels- og udviklingsminister mandag, sagde den maliske udenrigsminister, at det skulle være slut med straffrihed for overgreb.

* De vil have mere demokrati.

* De vil have ro og orden og et stop for overgreb.

* Mali er ét land og det er udeleligt.

Decentralisering uden økonomiske midler

Præsidenten har besluttet at nedsætte en forsonings- og sandhedskommission, der skal afdække overgrebene og gøre op med den straffrihed for overgreb, der tidligere har været kendetegnende for de nordlige regioner. Men først skal parlamentet sige god for kommissionen og så langt er det ikke kommet endnu.

Nene Konaté Traore er optimistisk i forhold til om regeringen rent faktisk vil decentralisering. Men hun erkender at det går langsomt.

På flere områder er ansvaret lagt ud til lokale eller regionale instanser. Men i mange tilfælde er de økonomiske midler ikke fulgt med.

Et wake-up call

Traore mener, at oprøret i nord og den efterfølgende krise har været et wake-up call for malierne.

“Hvis man skal sige én positiv ting ved krisen, så er det, at stort set alle maliere er blevet aktivt opmærksomme på problemerne ved måden landet bliver ledet på indtil nu,” siger hun.

Hun fortæller, at hun netop har været i Sikasso-regionen, der ligger syd for Bamako. Her hørte hun folk sige, at dét, der skete i de nordlige regioner, altså oprøret, lige så godt kunne have sket i en anden region i Mali.

Om situationen i Mali

Situationen i landet er skrøbelig. I den nordlige del er der i den seneste tid blevet kidnappet en gruppe medarbejdere fra Røde Kors, dræbt to franske journalister og der har været sammenstød mellem oprørsgruppen MNLA og landets hær i Kidal-regionen i det nordøstlige del af landet. Der har også været attentater mod FN-missionen MINUSMA og sammenstød mellem forskellige etniske grupper.

Som led i forsoningsprocessen har præsident Ibrahim Boucabar Keita, kendt som IBK, løsladt en række oprørsledere og der er forhandlinger om afvæbning af visse af oprørsgrupperne.

Ifølge observatører har befolkningen meget store forventninger til IBK. De siger dog videre at regeringen har svært ved ikke at handle centralistisk, som den plejer. Bl.a. udnævner regeringen selv de, der skal deltage i forskellige konferencer og workshops om fred og forsoning.

Desuden kniber det for regeringen at erkende, at krisen ikke bare handler om den nordlige del af landet men er en reaktion på dårlig regeringsførelse gennem mange år.

Der har foregået grove overgreb på menneskerettighederne under krisen i landet. Det er ikke mindst gået ud over civilbefolkningen.

Alle sider i konflikten har andel i overgrebene, men overgrebene er især foregået under de islamistiske gruppers besættelse af de tre nordlige regioner Timbuktu, Kidal og Gao.