De afrikanske landes farvande har længe været sted for ulovligt og ikke rapporteret fiskeri, men nu har Mozambique som det tredje land i Afrika underskrevet en international aftale som skal forhindre at ulovligt fiskeri lander i de mozambikanske havne.
Som det tredje land i Afrika har Mozambiques regering underskrevet en international aftale, der lovliggør at det såkaldte IUU- fiskeri (ulovligt, ureguleret, ikke rapporteret) ikke kan landes i mozambikanske havne langs den næste 3000 km lange kyst og dermed nå det globale marked.
Denne FAO Port State Measure-aftale fra 2009, er tidligere i Afrika underskrevet af Seychellerne og Gabon. På internationalt plan har Chile, EU, Myanmar, New Zealand, Norge, Oman, Sri Lanka og Uruguay underskrevet.
De afrikanske landes farvande har i lang tid været mål for ulovligt, ikke rapporteret og ureguleret fiskeri og de mister årligt milliarder af dollars på den konto. Det skyldes primært manglende national og regional lovgivning og fiskerikontrol.
For Mozambique betyder det årligt et tab på omkring 35 millioner dollars og det har alvorlige konsekvenser både for havets økosystemer, fiskeribestandene og for de fattige kystsamfund, der er totalt afhængige af fiskeri som kilde til mad og arbejde. To tredjedel af Mozambiques befolkning lever langs kysten og Mozambique er klassificeret som et af de fattigste lande i verden.
Port State Measure-aftalen, der blev vedtaget på FN`s Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) konference i 2009 træder først i kraft, når 25 medlemslande har underskrevet den, og det er netop derfor, at Mozambiques eksempel er så vigtigt til at inspirere andre lande i regionen.
Lovgivningen skal fungere som et redskab, der kan gøre det muligt for regeringen at bekæmpe ulovligt fiskeri ved at registrere de fartøjer, der mistænkes for at drive ulovlig praksis, nægte dem adgang til de nationale havne og stille dem til ansvar for deres handlinger.
“Vi håber, at andre lande i Afrika vil følge Mozambiques eksempel og underskrive Port State Measure-aftalen. Den er et vigtigt skridt for at sikre national og internationalt samarbejde, der på sigt kan dæmme op for det ulovlige fiskeri og dermed gavne både fattige kystsamfund, havets biodiversitet og de bevidste forbrugere i den vestlige verden ,” siger Anabela Rodriguez, landedirektør i WWF Mozambique.
WWF Danmark har i mange år støttet arbejdet imod IUU fiskeri i Kenya, Tanzania og Mozambique og bidrager også til at promovere Mozambiques gode eksempel i Tanzania og Kenya.