Af William Vest-Lillesøe
Familien Davis er en typisk ghanesisk familie og dermed ikke sådan at hitte rede i. De unge lever på mange måder ligesom i Danmark, men de er også meget bevidste om deres ghanesiske rødder.
Jeg møder 26-årige Nii Nai Davis i midten af Accra, Ghanas travle hovedstad. Gaderne her er brede og asfalterede, men trafikken bevæger sig alligevel langsomt. Smadrede folkevognsrugbrød transporterer folk som sild i en tønde side om side med store luksusbiler, der spiller ghanesisk popmusik for fuld udblæsning.
Da vi træder ind på Nii Nais arbejdsplads, en it-virksomhed på fjerde sal, er vi omgivet af topmoderne elektronik, farvede glaspaneler og duften af kaffe. Det kunne være hvor som helst i verden.
”Ghana har gennemgået en teknologisk revolution på få år,” siger Nii Nai. ”Internet og mobiltelefoner betyder, at man kan besøge hele verden uden at forlade Ghana.”
”De er alle mine børn”
Det tager næsten halvanden time at køre fra Nii Nais arbejdsplads til hans forældres hjem i udkanten af byen. Her er der grønnere og mere plads, men de hullede jordveje bliver forvandlet til sump, når det regner.
Familien Davis’ hus er rummeligt og sparsomt møbleret, med et sofaarrangement i dagligstuen som samlende midtpunkt.
I huset bor Nii Nais mor Ayisha og far Marley med deres biologiske børn og flere nevøer og niecer, der er kommet til Accra for at studere eller arbejde.
Familie i Ghana er i langt højere grad bestemt af følelsesmæssige bånd end af genetik, så mit forsøg på at kortlægge familierelationerne på systematisk vis bliver mødt af venlig modstand. ”De er alle mine børn,” siger Ayisha smilende.
Læs resten af artiklen hos IBIS. Den er en del af magasinet “Nye Fortællinger”, der indeholder historier om mennesker, der har det, som IBIS kæmper for, at alle skal have – uddannelse, indflydelse og ressourcer.