Kommentar /analyse af Julie Wetterslev, cand.scient.soc.
Onsdag d. 17. december 2014 blev en historisk dag i forholdet mellem USA og Cuba – det ser ud til at mere end 50 års fjendskab mellem supermagten og det kommunistiske styre på den caribiske ø er på retræte.
17. december blev dagen, da en fangeudveksling blev startskuddet til et politisk gennembrud:
Cuba annoncerede, at man vil frigive den nordamerikanske fange Alan Gross, fængslet for at etablere amerikansk finansierede internetforbindelser i Cuba, samt en amerikansk efterretningsagent.
USA annoncerede frigivelsen af de tre sidste berømte cubanske fanger i Miami, som siden 2001 har siddet fængslet for spionage med det formål at forebygge voldelige angreb på Cuba.
Samme dag annoncerede præsident Barack Obama, at det er på tide at genoprette de diplomatiske og økonomiske forbindelser mellem de to lande, at minimere rejserestriktioner, der gør det vanskeligt for nordamerikanere at besøge Cuba, og at fjerne Cuba fra USA’s terrorliste.
Cubas præsident Raúl Castro kvitterede med tak, bekræftede genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser og sagde at Obamas udmeldinger aftvinger respekt og anerkendelse hos det cubanske folk.
Den standhaftige revolution
Til nytår fylder den cubanske revolution 56 år. Så længe er det siden, at Che Guevara og Fidel Castro i 1959 indtog Havanna med deres sejrrige guerilla, sendte diktatoren Fulgencio Batista på flugt og lovede cubanerne og verden at grundlægge et helt andet samfund.
Siden erklærede Castro sig i 1961 for kommunist og indgik en vanskelig alliance med Sovjet. Nordamerikanerne afskar som bekendt de diplomatiske forbindelser samt al handel og transaktion med øen.
Og hvis det allerede var hårdt for cubanerne at leve under USA’s blokade fra 1960’erne og frem, har det bestemt ikke været sjovt efter kommunismens sammenbrud i Øasteuropa i 1989, da landet med et slag mistede 80 procent af sin udenrigshandel samt øvrig økonomisk støtte fra Sovjet.
Mange ville have forsvoret at den cubanske styreform kunne overleve USA’s blokade, og endnu flere troede at Sovjets fald måtte blive enden på det kommunistiske eksperiment i Cuba.
Sådan gik det ikke. Fidel Castro blev godt nok syg i 2008, men overgav magten til sin lillebror Raúl.
Denne har sat gang i en omfattende reformproces, som den cubanske regering ynder at kalde ’en opdatering af den socialistiske model’.
Økonomiske reformer og politisk stilstand
Reformerne sigter først og fremmest på at genoprette den hårdt trængte økonomi ved gradvist at åbne op for mere private initiativer, ligesom man satser på at tiltrække udenlandske investeringer.
Det politiske landskab i Cuba har endnu ikke ændret sig nævneværdigt, om end Raúl har talt om at fastsætte terminer for offentlige embeder, og selv har meldt ud at han slutter sin embedsperiode i 2018.
Derudover har regeringen gennemført en migrationsreform, der betyder at cubanerne ikke længere skal ansøge om udrejsetilladelse, når de ønsker at rejse fra Cuba.
EU-landene besluttede for nogle år tilbage, at reformerne er så interessante, at man vil forsøge at ændre linje overfor Cuba.
De 28 EU-lande, herunder Danmark, forhandler derfor i øjeblikket med Cuba om at indgå en ny bilateral aftale som grundlag for øget samarbejde og politisk dialog.
EU har aldrig haft en sådan aftale med Cuba, selv om det er en type aftale, som EU-blokken har med alle øvrige latinamerikanske og caribiske stater.
Samtidigt har præsident Obama nu skabt vigtige åbninger i USA’s politik overfor naboøen, om end han endnu ikke har holdt sit løfte om at lukke Guantanamo-basen i det østlige Cuba.
USA på ny Cuba-kurs
Barack Obama ønsker at skrive ind i sit eftermæle, at han var den præsident der normaliserede forholdet til Cuba. Det er både klogt og forståeligt.
Dog er handelsblokaden ikke endeligt ophævet før den amerikanske kongres vedtager det, og det kan blive svært, da Republikanerne har flertal i begge Kongressens kamre.
Selv om dele af de mange cubanere i USA nu presser på for at få hævet den økonomiske blokade, gør konservative eksil-cubanske grupper i Miami i Florida fortsat alt for at forhindre dette og for at dæmonisere den cubanske styreform.
Den fremtrædende senator i Florida, Marco Rubio, som selv er cubansk amerikaner, har således allerede været ude og fordømme Obamas tiltag overfor nabo-øen.
Ikke desto mindre er det forfriskende at se forholdet mellem de to nationer bevæge sig fra det fastlåste til det mere bevægelige, især fordi det nu tager fart hurtigere end hvad de fleste observatører havde kunnet forestille sig.
De fleste cubanere på begge sider af Florida-strædet har set frem til denne dag, og forhåbentligt kan de fremtidige forhandlinger indfri deres ønsker om en mindre konfliktfyldt fremtid.
Julie Wetterslev er cand.scient.soc. i Internationale Udviklingsstudier og spansk sprog og kultur. Hun har boet i Cuba og arbejdet på EU’s Delegation i Havanna.
