Af Mattias Söderberg og Lone Skov Knudsen, Folkekirkens Nødhjælp
Spørgsmålet om en retfærdig fordeling af byrder forhindrede fremskridt ved klimatopmødet i Lima. Der er behov for, at man tænker retfærdighed ind i løsningen på klimaudfordringen, men samtidigt må alle bidrage.
Forhandlingerne på klimatopmødet i Lima trak længe ud, men det endte alligevel med en aftale. En aftale der dog mere er en aftale af navn end af gavn.
Der er tale om et svagt kompromis, gennemsyret af særligt et tema, der satte en stopper for fremskridt i samtlige forhandlinger – nemlig spørgsmål omkring ”klimaretfærdighed” – hvordan vi bedst muligt fordeler opgaverne og ansvaret for klimaet på en fair måde.
I Lima blev to velkendte positioner igen trukket skarpt op. Kina, Indien og en række udviklingslande ønsker, at hovedfokus i forhandlinger skal være på landes historiske ansvar for udledninger.
USA, EU, Canada and andre rige lande, ønsker derimod at droppe denne gamle opdeling af udviklede og udviklingslande og argumenterer for, at ansvaret bør baseres på, hvilke økonomiske muligheder landene har for at løfte opgaverne.
Disse to modstridende grundopfattelser påvirker næsten alle temaer i klimaforhandlingerne, og vanskeliggør enhver diskussion om reduktion af udslip, finansiering, og tilpasning.
Hvis vi næste år skal opnå den ambitiøse klimaaftale i Paris, som verden har så hårdt brug for, bliver vi nødt til at nedbryde gamle kategoriseringer, og i stedet indtænke både fortidens og fremtidens udslip af drivhusgasser.
Colombia og Peru har taget et inspirerende første skridt i denne retning ved at give penge til den Grønne Klimafond, selvom det ikke blev forventet af dem, da de stadig hører under kategorien udviklingslande.
Klimaforandringerne bringer store udfordringer for alle, og alle bør bære en del af byrden. De rigeste lande har opnået velstand ved at bruge fossile brændstoffer, hvilket sårbare lande nu betaler prisen for i form af oversvømmelser og tørke.
Dette uretfærdige regnestykke skal tænkes ind i en fremtidig løsning, men samtidigt har klimaet og de mest sårbare brug for, at alle, der har mulighed for det, bidrager, hvis vi skal undgå de mest tragiske konsekvenser af klimaforandringerne.
Mattias Söderberg og Lone Skov Knudsen er fra Folkekirkens Nødhjælp
Kilde: 92-Gruppens Nyhedsbrev, december 2014
