Kommentar /analyse af Charlotte Valløe
D. 10. december fyldtes Managuas gader med over 5.000 demonstranter. Det var FN-dag for Menneskerettigheder, og demonstranterne medbragte landets flag og bannere, hvor de protesterede mod en ny kæmpekanal, der skal forbinde Atlanten med Stillehavet.
I døgnet op til demonstrationen var mange tusinder fra de berørte områder taget af sted for at være med. Men undervejs blev deres busser, lastbiler og personbiler stoppet af politi og militær. Man ønskede ikke, at de nåede til hovedstaden for at demonstrere.
Det har skabt vrede i befolkningen. Det er tydeligt, at de protesterende både er sandinister og ikke-sandinister, og at projektet i mere end en forstand deler landet i to. Spørgsmålet bliver, om Daniel Ortega kan fortsætte efter næste valg, som finder sted i 2016.
Det første officielle spadestik til kanalen blev taget d. 22. december. Men den endelige rute er endnu ikke offentliggjort.
Myndighederne er dog begyndt at tvangsflytte beboerne i nogle områder med kort varsel. Og det er en af de ting, folk er stærkt utilfredse med.
Regeringen har lanceret kanalen i håb om, at den vil øge Nicaraguas betydning i regionen, skabe mange arbejdspladser og nye indkomster.
12.500 kinesiske arbejdere
For nylig blev det annonceret, at der ankommer 12.500 kinesiske arbejdere, og mange frygter, at der opstår lukkede arbejdslejre efter kinesisk mønster.
Foreløbig er drømmen om nye lokale arbejdspladser således udskudt, og om det senere vil smitte af på andre end Nicaraguas økonomiske elite – herunder Ortegas nærmeste tilhængere – er usikkert.
Det vil under alle omstændigheder ske på bekostning af de oprindelige befolkningsgrupper, natur og miljø.
Der foreligger stadig ingen officiel vurdering af de miljømæssige konsekvenser. De miljømæssige data, der indhentes i løbet af planlægning, anlæg og drift af den store kanal og tilknyttede projekter forbliver fortrolige.
Det bekymrer befolkningen og det bekymrer miljøforkæmpere i og uden for landet.
Centro Humboldt, som er en anerkendt miljøorganisationer i Nicaragua og Mellemamerika, har i september udgivet en omfattende rapport, hvor projektet og dets infrastruktur karakteriseres som den historisk største miljøtrussel mod landet.
Lovgivningen om kanalen tilsidesætter en del af Nicaraguas forfatning – herunder oprindelige folks rettigheder til autonomi og selvbestemmelse og retten til kollektivt ejerskab af lokale udelelige områder.
50-årig kontrakt til kinesisk koncern
I juni 2013 vedtog Nicaraguas parlament i hast lov nr. 840. Loven giver Hongkong Nicaragua Canal Development Investment Company (HKND) en 50-årig kontrakt på projektet, der kan forlænges i yderligere 50 år.
Bag HKND står – ifølge en costaricansk redegørelse – bl.a. det kinesiske militær og de koncerner, der har lavet store dæmningsprojekter i Kina. HKNDs engagement afspejler den øgede tilstedeværelse af østasiatiske, og især kinesiske, investorer i Latinamerika.
Kanalen vil formentlig koste 50 milliarder dollars og anslås at blive 278 km lang. Dermed bliver den tre gange så lang som Panamakanalen.
Den skal være 3-500 meter bred og 30 meter dyb, da den skal kunne betjene de stadigt større luksus-krydstogtsskibe samt containerskibe fra bl.a. danske Mærsk, som ikke kan passere gennem Panamakanalens slusesystem.
Den overordnede rute går gennem Mellemamerika største sø, Cocibolca (Nicaraguasøen), som er en vigtig kilde til drikkevand og huser adskillige sjældne arter, bl.a. ferskvandshaj.
Søen er i gennemsnit otte meter dyb, så en udgravning af den (alene i søen skal der fjernes 1 mia. tons sediment), og indtrængende salt fra kanalen via havet frygtes permanent at ændre Cocibolcas økosystem.
Kanalen vil angiveligt også ødelægge mere end 400.000 hektar regnskov og vådområder, hvoraf San Miguelito er omfattet af den internationale Ramsarkovention.
Denne konvention sikrer vådområders økologiske balance i forhold til såvel naturtyper som fugle og andre arter.
Der er nu planlagt et stort golf-resort i Ramsarområdet.
Se oversigtskort på http://laprensa16.doap.us/wp-content/uploads/sites/2/2014/12/ReportajeCanal.jpg
Man kalkulerer også med at etablere en næsten 400 km2 stor kunstig sø for at føde kanalen med vand.
I tørkeår er Cocibolcas vandspejl 1,5 meter lavere end i regnfulde år, så biologerne frygter, at landets sydøstlige floder må afgive vand til kunstsøen og kanalen, hvilket igen vil gå ud over både natur og befolkning.
Stribe af projekter – og ondt i medbestemmelsen
Lov nr. 840 omfatter ikke kun kanalprojektet. Den fastsætter også mulighed for at etablere underprojekter som f.eks. jernbaner, veje, havne, lufthavne, olieledninger, turist- og frihandelsområder – uden at parlamentet skal vedtage nye love.
Iflg. lov nr. 840 har lokale myndigheder syv dages indsigelsesret, ligesom ekspropriationer vil have syv dages indsigelsesret og 30 dages effektuering.
Projektet har store sociale konsekvenser, men heller ikke på dette område foreligger der officielle redegørelser. Beboerne er bekymrede for, om de fortsat kan drive landbrug i området, eller om kanalprojektet vil forurene søen, så de ikke længere har drikke- og vandingsvand.
Omkring 9 pct. af nicaraguanerne er af indiansk oprindelse, og langt de fleste af dem bor i den tyndt befolkede Atlanterhavsregion, som udgør ca. halvdelen af landet. Her bor også kreoler, der er efterkommere af de tidligere slaver.
I 1987 vedtog sandinist-regeringen et lovkompleks om indbyggernes territoriale rettigheder og autonomt selvstyre i regionen. I 2014 blev disse rettigheder udvidet.
I de senere år har disse beboere i stigende grad være oppe mod illegale kvægfarmere, ulovlige skovhuggere og narkohandlere, som alle begår overgreb på deres jord og kulturer.
Har anlagt sag
Kanalprojektet vil med alle sine underprojekter ikke gøre det lettere for de oprindelige folk.
Flere grupper har anlagt sag mod Ortega-regeringen for krænkelser af forfatningsmæssige og internationale rettigheder, herunder FNs erklæring om oprindelige folks rettigheder.
Og titusindvis af nicaraguanerne har før årsskiftet – sammen med en masse lokale, nationale og internationale ngo’er – protesteret rundt om i landet, hvor de bl.a. råber: “Vores jord er ikke til salg, forær den ikke væk!”.
De kræver ret til vandet og jorden samt åbenhed og dialog om kanalen. De ser med stor bekymring på afskaffelsen af regional autonomi, så de ikke længere har direkte medindflydelse på den lokale udvikling.
Charlotte Valløe besøgte Nicaragua i november-december 2014. Hun har taget en BA i historie (1977) og siden bl.a. efteruddannet sig som natur- og miljøteknolog.
