Geden sælger endnu

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Folkekirkens Nødhjælp lancerede i 2006 kampagnen ”Giv en ged”. Sidenhen er der kommet flere velgørenhedsgaver til. Konceptet er fortsat populært – i 2014 blev der solgt 9.000 – og geden er den mest populære.

Sidste år solgte Folkekirkens Nødhjælp mere end 9.000 velgørenhedsgaver som geder, høns, ris, fodbolde og køkkenhaver. Det svarer til en omsætning på godt to mio. kroner, hvilket er en stigning på 34 procent i forhold til 2013, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

“Det er ni år siden, vi lancerede konceptet Giv en ged, og vi oplever stadig en fantastisk entusiasme omkring kampagnen. Ikke mindst i julemåneden. Det gør os rigtig glade, fordi Giv en ged netop er så konkret et eksempel på udviklingsarbejde, der virkelig gør en forskel i verdens fattigste lande. Vi har eksempler på, at blot et par geder eller høns kan være med til at ændre livsgrundlaget for en hel familie, så de kan få mere mad på bordet og sende deres børn i skole,” siger projektleder for Giv en ged kampagnen Lene Hylleberg.

Siden kampagnen blev lanceret i 2006, er der hvert år kommet flere gaver i kataloget, og i dag sælges der ikke kun dyr men også kondomer, skolebænke, kunstige ben og meget andet.

Det er dog stadig geden, der er den mest populære gave. I 2014 blev der solgt næsten 2.500 geder, og det skyldes ikke mindst skuespillerne Martin Buch og Rasmus Botofts store indsats, skriver organisationen.

Ved hjælp af deres velkendte og yderst karikerede snobber, Fritz og Poul, fra Rytteriet, formåede de sidste år at skabe nyt liv til Giv en ged-konceptet.

De producerede fire skæve adventsfilm, der primært blev vist på de sociale medier, og som meget hurtigt blev en viral succes på Facebook og Youtube. På mindre end en uge havde den første film 1.5 millioner visninger.

“Det har været en fornøjelse at hjælpe Folkekirkens Nødhjælp i deres julekampagne. Vi har selv været i Uganda og oplevet, hvor stor en forskel Giv en ged-gaverne kan gøre. Vi besøgte blandt andet en hiv-smittet kvinde, der har fået to geder, og som i dag kan brødføde sin familie samt betale sin medicin,” siger skuespiller Rasmus Botoft i pressemeddelelsen.

Som et nyt tiltag i 2014 gjorde Folkekirkens Nødhjælp det muligt at give mikrodonationer i form af en høne til 20 kroner.

“Selv i juletiden, hvor pengene hurtigt får ben at gå på, har de fleste af os en 20’er, vi kan give til dem, der trænger mest. På den baggrund lavede vi et ’coinoffer’, som vi delte på Facebook, og her valgte små 2000 mennesker at købe en høne,” siger projektleder Lene Hylleberg.

Giv en Ged kampagnen kører hele året. Læs mere om gaverne, og hvad pengene går til på www.givenged.dk.