Julie Koch
45-årige Julie Koch er et velkendt navn i ngo-verdenen. For nylig ansat som kampagnechef i Greenpeace. Hun kom fra Red Barnet, hvor hun i fire år var ansvarlig for programudvikling og organisationens arbejde med børnerettigheder, beskyttelse og uddannelse. Før det har hun været hos Dansk Ungdoms Fællesråd og Mellemfolkeligt Samvirke.
Julie Koch har en ph.d. grad i international udvikling og en master fra Cambridge universitetet i England.
Jeg var nyuddannet sociolog fra Cambridge universitet og 26 år gammel. Netop hjemvendt til Danmark og fuld af begejstring fik jeg mine første konsulentopgaver i 1997 som ’føl’ – dvs. ung, uerfaren og billig konsulent hægtet på nogle mere erfarne konsulenter.
Vi skulle lave en ’appraisal’ af et større miljøprojekt i Tanzania. ’Vi’ var et team på tre plus en teknisk rådgiver fra Udenrigsministeriet. Og jeg – ’føllet’ – var kønsrådgiveren.
Godt nok havde jeg i min studietid læst og skrevet meget om kønsproblematikker og brændte inderligt for at gøre en forskel for det, jeg anser som en af verdens største uretfærdigheder. Men at arbejde med ligestilling i det ’virkelige’ liv i et land som Tanzania var helt nyt for mig.
Jeg var nervøs og anede ikke, hvad der ventede mig, og hvad jeg kunne forvente. Og virkeligheden overgik mine bange anelser på en hel anden måde, end jeg havde forestillet mig.
Kort efter ankomsten til Dar es-Salaam blev vi kørt til ambassaden til en briefing. Da den var slut, blev jeg bedt af en ledende medarbejder om at blive. Her gav han mig en opsang: den sidste kønskonsulent havde intet kunnet få igennem, men nu havde de store forventninger til at jeg kunne gøre en forskel.
Jeg skulle blot sige til, hvis jeg havde behov for hjælp. Og det havde jeg. Vi talte igennem hvem det ville være godt for mig at tale med. Og sådan blev det – ambassaden arrangerede en række interessante interviews for mig. Som dagene gik, blev jeg klogere og klogere på hvordan miljøprojektet bedst kunne tage højde for kvinders situation og fremme ligestillingen.
Så forsvandt kvinderne – og jeg måbede
Rygtet om kønseksperten var også nået til den lokale landsby, vi som appraisal-team skulle ud at besøge. Vi blev mødt hjerteligt af den lokale leder, som hilste på mig med ordene ’så du er kønsrådgiveren’, mens han smilede stort.
Derefter blev vi ført ind i en stor bygning. Her var omkring 20-30 mænd samlet, som jeg husker det. Og et par kvinder. Vi blev budt velkommen og den lokale leder kiggede så på mig igen og sagde: ’se, du kan nu se at vi går ind for ligestilling’ mens han pegede stolt på kvinderne.
’Men som du nok forstår, bliver de nødt til at gå nu, for de skal lave mad’. Måbende sad jeg tilbage, mens kvinderne forlod lokalet og vi talte videre.
Endnu mere forundret var jeg dog over teamlederens modstand mod min rolle. Flere af aftnerne under middagen blev jeg eksamineret i min viden om køn, og han argumenterede højlydt for at mit arbejde ikke gav meget mening.
Han var en ældre, erfaren konsulent, først i tresserne vil jeg tro; jeg var det unge, uerfarne føl, som følte, at et kæmpe lod var landet på min skulder. Det var ubehageligt.
Men fordi de mange interviews med informanter og interessenter havde tegnet et mønster af, hvad der rent faktisk kunne gøres for at fremme kvinders deltagelse og udbytte af projektet, var jeg alligevel fuld af forhåbning.
Så tæt på – og langt fra
Vel ankommet til Danmark ragede teamlederen uklar med den anden konsulent og konsulentfirmaet. En person mindre i teamet endte jeg med at skrive store dele af dokumenterne.
Alle mine gode ideer – fodret som jeg var af kloge kvinder – kom i spil. Min tilbageværende mandlige kollega var glad for det hele. Og jeg var superstolt, da vi afleverede produktet til Danida.
Jeg følte, at min mission var lykkedes. Mit arbejde ville gøre en forskel.
Kort tid efter fik jeg at vide at den tekniske rådgiver i Danida havde ændret drastisk på dokumenterne og pillet flere kønsspecifikke tiltag ud. Argumentet var efter sigende at det ’jo ikke var et kvindeprojekt’.
Jeg læste aldrig den endelige version af projektet.
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Seriens redaktør, Peter Sigsgaard, vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
