Det hidtil største udbrud af ebola smittede over 28.700 mennesker og kostede over 11.300 mænd, kvinder og børn livet. Over to et halvt år efter ebola-udbruddet er der så meget styr på tingene, at vi kan lukke vores projekter i Vestafrika, skriver hjælpeorganisationen Læger uden Grænser på sit websted.
Før udbruddet kendte man kun til meget få mennesker, der havde overlevet ebola. Derfor var der ingen viden om, hvilke behov for efterbehandling overlevende ebolapatienter kunne få brug for.
”Efterhånden som udbruddet aftog, stod det klart, at de, som havde overlevet sygdommen, og deres familier havde kraftigt brug for hjælp,” siger Petra Becker, der er chef for Læger uden Grænser i Liberia.
”Flertallet af de overlevende oplevede fysiske problemer som krops- og ledsmerter og øjensygdomme. Samtidig oplevede mange overlevende, deres venner og familie, og de som havde arbejdet med ebolapatienterne i ebolacentrene alvorlige psykiske problemer som post traumatisk stress og depressioner efter at have set døden i øjnene,” siger Becker.
Derfor oprettede vi klinikker i de tre hårdest ramte lande Guinea, Sierra Leone og Liberia. Den første klinik åbnede i januar 2015 i Monrovia, Liberia.
Den danske læge Berit Hansen har arbejdet på klinikken i Guineas hovedstad, Conakry. Hun har været med til at behandle følgesygdommene.
”Som forventet så vi mange med hovedpine og ledsmerter. Der var mange, der havde øjenproblemer med nedsat syn, smerter og tåreflåd. Ørerne var også et problem. Vi så nogle gange betændte trommehinder og infektioner af den ydre øregang. Enormt mange kvinder havde desuden øget vaginalt udflåd,” siger Berit Hansen.
Men hun oplevede, at de mest fremtrædende komplikationer var de psykologiske mén.
Lugten af klorin giver onde minder
Ebola er en ekstrem voldsom sygdom. De, som døde af den, sov ikke fredeligt ind. De som overlevede sygdommen, har voldsomme minder.
Minder om lidende og døende patienter og frygten for at skulle dø. Minderne kan hjemsøge dem i drømme, eller det kan være en bestemt lugt, der udløser dem.
”Over tid og med behandling er de alvorlige lidelser, der fulgte de overlevende, blevet mindsket. Alligevel fortæller mange, at når de oplever lugten af klorin, bliver de foruroligede, fordi det bringer dem direkte tilbage til de rædselsfulde scener, de oplevede i de centre, der behandled ebolapatienterne,” siger Jacob Maikere, der er chef for Læger uden Grænser i Sierra Leone.
Klorinen blev brugt i store mængder til desinficering i ebolacentrene og i de hjem, hvor folk var døde af sygdommen.
Psykiateren Frédéric Gelly arbejdede i Liberia, hvor mere end 4.800 mennesker døde af sygdommen. Han har set, hvordan ebola har påvirket det psykiske helbred for mange.
”Mange mennesker mistede slægtninge, der døde. Nogle mistede hele familien. Så er der dem, der lider under en ekstrem skyldfølelse – fordi de var den første i familien, der blev smittet med ebola og bragte sygdommen videre til andre, eller fordi de var den eneste, der overlevede. To år efter stiller de stadig sig selv det samme spørgsmål: Hvorfor overlevede jeg, mens andre døde?,” siger Gelly.
Det er mennesker med historier som ovenstående, vi har søgt at hjælpe til at leve et bedre liv med deres traumatiske oplevelser.
Diskrimination og stigma
På trods af at vi, andre organisationer og de nationale sundhedsmyndigheder har sendt hold ud for at informere om sygdommen i de ramte områder, er det svært at komme stigmatiseringen af de overlevende og deres familier til livs.
”Diskriminationen viser sig på flere måder. Nogle mister deres job og andre deres partner. Eller de oplever at blive afvist af deres familie eller lokalsamfund. Faktorer der alle kan have en destabiliserende effekt for de berørtes liv,” siger Jacob Maikere, der er chef for Læger uden Grænser i Sierra Leone.
De mange lokale sundhedsarbejdere, der gik forrest i kampen mod ebola for at redde deres landsmænd, gik heller ikke fri. Der var mange, der mistede livet under udbruddet. Men ikke nok med det så måtte de sundhedsarbejdere, der havde sat livet på spil, erfare, at de ikke blev fejret som helte.
”Ebolaudbruddet skabte en ekstrem angst i de berørte samfund. Så selv sundhedsarbejderne oplevede at blive mødt med mistænksomhed og diskrimination, udelukkende fordi de havde været i kontakt med ebolapatienter,” siger Jacob Maikere.
Kureret og udstødt
Siannie Beyan er et eksempel på, hvor vanskeligt livet efter ebola blev. Hun blev syg af ebola og blev indlagt på vores ebolacenter i Monrovia, Liberia. Så forlod hendes mand hende og efterlod deres to små børn til deres egen skæbne. Naboerne turde ikke hjælpe børnene af angst for, at de skulle få ebola.
Efter tre ugers indlæggelse var hun rask og blev udskrevet. Uden for hendes hjem stod ejeren. Han nægtede hende adgang, fordi han ikke troede på, at hun var rask. Han krævede, at hun rejste bort og gav hende de fire måneders huslejepenge, hun havde forudbetalt.
Hun gik til sin mor for husly. Men naboerne nægtede hende adgang, og husejeren truede med at sætte moderen ud, hvis hun gav husly til sin datter. Alligevel gemte moderen Siannie.
”Efter en måned kom jeg ud og fik økonomisk hjælp fra en organisation, så jeg kunne starte livet igen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at min mand og mit lokalmiljø ville afvise mig på den måde, efter at jeg havde overlevet ebola. Det vil tage mig tid at tilgive og glemme, at det skete,” siger Siannie.
Vores ebolaklinikker lukker
I slutningen af september stoppede organisationen sit arbejde med overlevende efter ebola i Guinea og Sierra Leone, mens arbejdet i Liberia først stopper mod slutningen af dette år.
De fleste af de overlevendes sundhedsproblemer er nu klaret og de af patienterne, der stadig har brug for psykisk hjælp, bliver behandlet af de nationale sundhedsmyndigheder eller hos andre organisationer.
