Den sydafrikanske brancheforening for fjerkræproducenter South African Poultry Association (SAPA) mener, at import af fjerkræ er skyld i tabet af mere end 5000 lokale jobs og udgør en risiko for, at mere end 110.000 jobs kan gå tabt. I sidste måned måtte landets største producent, Rainbow Chicken Limited (RCL), opsige 1350 medarbejdere. EU afviser at være skyld i den lokale fjerkræsindustris nuværende krise.
Ifølge tal fra nyhedsmediet Deutsche Welle koster frosne kyllingelår importeret til Sydafrika fra Europa omtrent $1,30 dollars, hvilket er 30 procent billigere end hvad lokale producenter kan tilbyde. EU og SAPA er dog lidt uenige om mængden af import i det sydafrikanske marked, hvor EU anslår, at EUs eksport til Sydafrika udgør syv procent af landets fjerkræsforbrug, mens SAPA estimerer eksporten af fjerkræ til 30-35 procent af det totale forbrug.
Anklager som denne om fødevaredumping af EU på det afrikanske kontinent er langtfra den første. Anklagerne går således på at EU’s overskudsmad bliver eksporteret til afrikanske lande langt under den lokale markedspris og udkonkurrerer dermed lokale producenter. EU mener, det er unfair at gøre handelsaftaler til syndebuk for tabet af jobs og en industri i krise. I stedet har EU påpeget andre årsager til den sydafrikanske fjerkræskrise, deriblandt mangel på konkurrence, tørke samt høje elpriser.
Sidste år underskrev de to parter et ’Economic Partnership Agreement’ (EPA), og da Sydafrika er EUs største handelspartner, inviterede EU demonstranterne ind til en diskussion af konflikten.