Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Vi har fået nyt batteri til generatoren og fyldt ekstra diesel på. Den er gal igen. Denne gang er det ikke pga. et forestående demokratisk eksperiment – som et valg – men pga. trusler fra Tanzanias elektricitetsselskab, Tanesco, om at fristen for at betale for strømmen til Zanzibar, er ved at løbe ud. En frist på 14 dage har været nævnt i pressen, men efter møder i sidste uge, er truslen afblæst.
Tanzanias præsident, John Magufuli, havde ellers i meget klare vendinger sagt, at hvis ikke der blev betalt for strømmen fra Tanesco, så skulle Tanesco lukke for strømmen til de vrangvillige kunder. Der er mange dårlige betalere, særligt blandt offentlige institutioner, og regeringen på Zanzibar, er en af de helt store skyldnere, med en ubetalt regning på 275 milliarder shilling.
Magtesløshed
Under den tidligere nationale enhedsregering på Zanzibar, der havde repræsentanter for både regeringspartiet og for det store oppositionsparti CUF, ville den form for udtalelse næppe kunne stå uimodsagt. Det er tegn på regeringens afhængighed af hovedlandet, og en torn i unionstanken, at Zanzibar skal lystre hovedlandet og forholde sig til trusler. Det er en magtesløshed, som kan mærkes. Zanzibar har ikke en selvstændig stemme i unionen, og kan ikke selv ordne sine affærer.
Der er ellers masser af rygter om mulige regeringsændringer. Kan der skabes en regering for national enhed som tidligere, hvor CCM og CUF sidder sammen og deler ministerposterne? Regeringen er alene i parlamentet og mangler folkelig opbakning. Et væsentligt spørgsmål er, om CUF er i stand til at tage en beslutning? Oppositionspartiet er svækket af at partiets politikere ikke får løn som politikere, og partiet er præget af indre splid. I sådan en situation kan det være næsten umuligt at samle sig om vanskelige kompromiser, som det vil medføre at gå med.
Ingen opposition
Der er også ny lovgivning, der skal lægge op til næste valg, som forventes afholdt i 2020, men som allerede nu kræver planlægning. Bl.a. er en ny lov for valgkommissionen blevet fremlagt. Det forventes, at loven vil åbne for at lovliggøre den type handlinger, som valgkommissionens formand ved sidste valg i 2015 benyttede, nemlig at kunne aflyse et valg. Der lægges også op til, at de medlemmer, der var udpeget af oppositionen til at sidde i valgkommissionen, kan skiftes ud. Siden forrige valg har der ikke været nogen opposition i parlamentet, hvor kun medlemmer fra regeringspartiet CCM er valgt ind, da oppositionen boykottede omvalget i marts 2016. Således vil det ikke fra politisk hold være muligt at få de kritiske synspunkter ud i en formel politisk debat.
Et ordsprog siger, at hvis slangen kunne tale, ville den ikke bide, når man træder på den. Nu har den ikke andre muligheder end at bide, for der er ikke et stemmebånd, hvorigennem slangen kan udtrykke sig. På samme måde mangler der et rum, hvor oppositionen på Zanzibar kan komme formelt til orde. Uformelt er det også begrænset, da ny medielovgivning sætter klare begrænsninger for, hvad der kan skrives og siges i pressen og på sociale medier.
Ved havnefronten i Stone Town, som er hovedbyen på Zanzibar, står House of Wonders, som var den første bygning med elektrisk lys i Zanzibar og den første med elevator i Østafrika. Bygningen var udtryk for stoltheden hos herskerne på Zanzibar, der dengang for 150 år siden kontrollerede hele kyststrækningen i Østafrika og områder helt ind til Congo. Nu er der ikke behov for strøm i House of Wonders, for bygningen er lukket pga. mangel på vedligeholdelse, og Zanzibar har ikke mere en stemme, hvad angår hovedlandet – eller egne affærer.
