Efter EU’s aftale med Tyrkiet er flygtningepresset fra Syrien ind i EU aftaget markant. Det er opmærksomheden om flygtningesituationen i Mellemøsten også. Men flygtningene er der stadigvæk: i opsamlingslejre på græske øer, hvor de afventer en uvis skæbne, og i Tyrkiet, Jordan og Libanon lever knap fem millioner syriske flygtninge. Dertil kommer flere end seks millioner internt fordrevne i Syrien.
I 2014 begyndte Tyrkiet at bygge en mur langs sin 900 kilometer lange grænse til Syrien, som forventes færdig i foråret 2017, og igennem 2016 har Tyrkiet med magt forhindret syrere indrejse. I juni 2016 lukkede Jordan grænsen for syriske flygtningegrupper. Siden har omkring 75.000 afviste flygtninge samlet sig i elendige lejre på grænsen til Jordan. Libanon har gennemført omfattende restriktioner, både for indrejse og for de mange, der allerede er kommet ind.
Det løser selvsagt ikke flygtningeproblemet, som hele tiden vokser på grund af borgerkrigen i Syrien og den internationale koalitions krig mod Islamisk Stat. Flygtningene kommer ikke langt, fordi nabolandene gør, hvad de kan for at holde dem ude, og det internationale samfund gør alt for at holde dem i de såkaldte nærområder, der er en specifik dansk betegnelse for områder nær konfliktzoner og langt fra Danmark.
Den politik skal følges op med øget bistand til disse områder, og det sker faktisk også. EU’s bistand til Libanon er vokset eksponentielt, siden krigen i Syrien brød ud i 2011. EU’s aftale med Tyrkiet indebærer tillige godt 22 milliarder kroner, der skal styrke Tyrkiets udfordring med at huse omkring 2,8 millioner syriske flygtninge. Men selv om det internationale samfund i alt har sat knap en milliard US dollars af til at afhjælpe situationen for de syriske flygtninge i nærområderne, skønner FN, at der behov for mere end det dobbelte.
