Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Stone Town på Zanzibar er berømt for sine smukke dekorerede døre. Der er overordnet set to forskellige typer: De indiske gujarati-døre, der kan deles op i mindre dele, og som kan ses i de smalle markedsgader, for de egner sig til butikker, der åbner og lukker. Og de arabiske døre, som folk nok først lægger mærke til.
Disse døre har ofte i toppen en inskription på arabisk med en bøn fra koranen og er rigt dekoreret bl.a. med spidse bronzeknopper, så døren virker som en forsvarsmur. Denne udsmykning kommer fra Indien, hvor spidserne har været brugt til at holde elefanterne væk.
Udformningen af dørene har været et tegn på husejerens rigdom, og selv om mange huse i dag er faldefærdige, står dørene stadig og vidner om en anden tid.
Kulturelle møder
Dørene fortæller også om det kulturelle møde, som har formet Zanzibar, og som stadig præger livet på øen i Det Indiske Ocean. Zanzibar, som er en del af Tanzania, har blot 1,3 millioner indbyggere, men fordelt på hele 28 etniske grupper. 95 procent er muslimer med et lille kristent mindretal.
Det var netop relationen mellem kulturerne og religionerne, der var i højsædet, da biskop Malasusa fra den lutherske kirke i Tanzania forleden klippede snoren over til Upendo House, som er den nye rammer for dialogarbejdet på Zanzibar.
Med en syskole, der skaber rammen om et arbejdsfællesskab for kristne og muslimer, et syværksted bygget på samme princip, en butik, et diplomstudie i interkulturelle relationer og et interreligiøst center er hele huset bundet sammen om at fremme fredelige relationer mellem religionerne og kulturerne.
Og mens Europa i stigende grad oplever udfordringer mellem kristne og muslimer, så har Zanzibar en historie på mere end 500 år, hvor forskellige kulturer og religioner har levet sammen. For selv om Zanzibar i perioder har oplevet sammenstød om politik, penge og religion, så kan Zanzibar lære verden noget om fredelig sameksistens.
Træbjælke gemte på gammel bøn
Dialogarbejdet holder nu til en nyrenoveret historisk ejendom, bygget i sidste halvdel af det 19 århundrede. Bygningen er købt og istandsat af Danmission og Tanzanias lutherske kirke med støtte fra både den danske og den norske ambassade i landet. Under restaureringen af huset har vi gjort os umage med at fastholde de oprindelige detaljer og bringe liv i de gamle former. De repræsenterer både en unik historie og det kulturmøde, som Zanzibar byder på.
Fx kom en arabisk tekst på forunderlig vis frem i en massiv træbjælke på forsiden af huset, da den gamle maling blev skrabet af. Vi fik en lokal sheik til at tyde teksten, og det viste sig at være en muslimsk bøn, som særligt bruges af en shia-ithnaasheri-sekt, og som passede til de mennesker, der tidligere boede i huset.
Det viste sig desuden, at der havde været en hoveddør under skrifttavlen. Nemlig mændenes indgangsdør, som i dag er muret til. Denne dør havde været ekstra smukt dekoreret og ført ind til et stor rum, hvor mændene kunne mødes og sidde sammen, mens der blev serveret chai eller kahawa (kaffe).
Kvinderne derimod var henvist til den dør, som i dag er hoveddøren. Her kunne kvinderne gå ind uden at forstyrre mændene. Bag denne dør er der også i dag et kvindestyret område, for her holder Upendos syskole og -værksted til, og selvom mænd i teorien er velkomne, så er der ingen mænd blandt syerskerne.
Revolutionshelt ville have døren
Det har vi fået fortalt af en tidligere beboer, der nu bor i Dar es Salaam. Han kan huske, at han som barn oplevede, at den daværende præsident og revolutionshelt, Karume, passerede forbi huset og uden videre omsvøb erklærede, at den dør ville han have. Derfor blev den fine gamle arabiske dør fjernet og brugt i byggeriet af det nye Bwawani Hotel ved kysten nord for byen. Hotellet var et af regeringens prestigeprojekter. Men dårlig planlægning gjorde projektet til et af de mest deprimerende byggeprojekter, som præsidenten satte i gang. Og hotellet er nu under en kraftig renovering, hvor man også har fjernet dørene.Næste skridt er at anmode om, at vores dør kommer tilbage til sin oprindelig plads. Det kunne give mændene en særlig rolle i det inter-religiøse hus. Det kapitel i historien håber jeg at kunne skrive inden længe.